10. juni var der afslutningsdebat i Folketinget. Her er min ordførertale. Se i øvrigt debatten her
Når man hører på statsministeren, får man det indtryk, at opsvinget er lige om hjørnet.
Fortællingen er åbenbart, at nu begynder de mange hårde reformer at virke.
Det er rigtigt at ledigheden falder. Det dækker blandt andet over, at mange er faldet ud af dagpengesystemet og heller ikke får andre ydelser.
Men der er ikke klare tal, som viser, at beskæftigelsen stiger, andre beregninger siger det modsatte.
Det korte af det lange er, at beskæftigelsen er mindre end før krisen, hvor vi mistede godt 150.000 arbejdspladser. Den er også mindre end i 2009, hvor krisen var slået igennem.
6 år med krisereformer har medført mindre, ikke mere beskæftigelse, og den seneste stigning i den private beskæftigelse opvejer ikke de mange tusind offentligt ansatte, der er fyret.
Det burde vække til eftertanke for en regering, der har begrundet alle sine reformer med, at de skaber arbejdspladser.
Måske skulle man overveje, om det er den økonomiske politik, det er galt med.
Måske man skulle overveje, om det var en fejl at binde sig til at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, som der står i regeringsgrundlaget.
For det er jo en økonomisk politik, der bygger på, at skattelettelser til de højtlønnede og de rige er vigtigere end velfærd.
Det er en politik der fedter for erhvervslivet med privatiseringer, med skatte- og afgiftslettelser og reformer som kan bidrage til at trykke lønnen – alt sammen i håb om, at det får erhvervslivet til at investere.
Men det er kun et fromt håb. Der er ingen betingelser om jobskabelse, der er ingen krav om at pengene skal gå til investeringer som gavner klima og miljø.
Ikke så underligt, at det ikke virker efter hensigten.
Skatte- og afgiftslettelserne bliver i stedet brugt til at udbetale større udbytter til aktionærerne, og resten er blevet sat i banken, med det resultat at der er et historisk højt opsparingsoverskud i det danske erhvervsliv.
Og hvem betaler prisen for denne økonomiske politik?
Det gør tusindvis af arbejdsløse og syge mennesker, der har fået sværere vilkår på grund af de mange reformer af dagpenge, efterløn, førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge, mennesker som har det svært nok i forvejen.
Det gør børnene, som må klare sig som de kan, med stadigt færre pædagoger.
Det gør skoleeleverne, der må klare sig som de kan med stressede lærere, som oven i nedskæringerne også skal sørge for inklusion af børn med særlige behov.
Det gør de ældre der får skåret i hjemmehjælpen, og det gør mennesker med handicap, som i stigende grad får afslag på hjælp.
Prisen betales også af de hundredtusinder på overførselsindkomster, som kan se frem til endnu dårligere regulering af deres i forvejen ringe indtægtsgrundlag, fordi der skulle være råd til skattelettelser.
De netop indgåede aftaler om kommunernes og regionernes økonomi giver ikke håb til alle disse mennesker, tværtimod.
Det er nulvækst-aftaler, der vil få de samme konsekvenser, som regeringen kritiserer Venstres nulvækst for, nemlig yderligere nedskæringer i hjemmehjælp, daginstitutioner, skoler og på sygehusene.
Eller kan nogen forklare os den store forskel på Corydons nulvækst, og Lars Løkkes? Næppe.
Situationen er desværre den, at det store flertal af folketingets partier – alle undtagen Enhedslisten – har bundet sig til denne såkaldt “ansvarlige” politik.
De har frivilligt underkastet sig EU´s nedskæringspolitik.
De har udmøntet den i et budgettyrranni over for kommuner og regioner, der så brutalt og rigidt, at selv de økonomiske vismænd stiller spørgsmålstegn ved, om det ikke burde lempes en smule.
Det er på høje tid, at denne regering og det tidligere regeringsparti SF, der er bakker op om denne politik, forholder sig til de virkelige udfordringer, og samarbejder med Enhedslisten om at løse dem.
Vi er jo enige om, at øget beskæftigelse og grøn omstilling skal gå hånd i hånd?
Men hvorfor opretter vi så ikke den grønne omstillingsfond, som Enhedslisten har foreslået, og som kan sikre, at de nye arbejdspladser vi skaber, samtidig gavner klimaet og miljøet?
I stedet lægger regeringen op til en aftale om “vækstplan” med de borgerlige partier, som – hvis det står til dem – blot vil føre til mere af det samme – bevidstløse lempelser for erhvervslivet, uden kontante krav til mindre CO2 udledning.
Vi er enige om, at vi i løbet af få år kommer til at mangle mange tusinde faglærte, samtidig med at lige så mange tusinde ufaglærte er blevet overflødige.
Men hvorfor spilder beskæftigelsesministeren så sin tid på forhandlinger med V og K – partier, der kræver at besparelserne på meningsløs aktivering skal bruges på flere skattelettelser til erhvervslivet, partier, som klart melder ud, at de er modstandere af det helt nødvendige uddannelsesløft?
Hvorfor benytter ministeren sig ikke af det alternative flertal, der har tilbudt at hjælpe hende med at realisere de positive hensigter, der er i hendes udmærkede udspil til beskæftigelsesreform.
Vi er jo også enige om, at der skal skabes praktikpladser. Det er der hårdt brug for, der mangler flere praktikpladser i dag, end da regeringen trådte til. Men hvornår tager vi så de redskaber i brug som kan sikre det, for eks. et krav om at anvende sociale klausuler i offentlige udbud?
Og vi er enige om at bekæmpe social dumping. Vi har lavet flere gode aftaler om det. Men det burde være klart for enhver, at det ikke er tilstrækkeligt. Overalt i byggeri, transport, landbrug, rengøring, hotel- og restauration bliver herboende arbejdskraft fyret, og erstattet af billig udenlandsk arbejdskraft.
Det er ikke de udenlandske arbejdere, der er problemet. Det er de grådige og skrupelløse arbejdsgivere og de EU-regler, der forhindrer os i at sætte en effektiv stopper for denne politik.
Desværre vil regeringen ikke være med til at tage kampen op imod EU-reglerne. Den vil åbenbart heller ikke leve op til løfterne om, at EU aldrig kom til at blande sig i vores regler om velfærdsydelser, selvom det et tydeligt, at EU-indblanding også på dette område fremmer social dumping.
Men vi kan gøre mere alligevel. Vi er jo enige om, at der er brug for stærkere myndighedskontrol, skrappere straffe til de virksomheder der bryder reglerne. Vi er enige om at vi skal have sikkerhedskort i byggeriet – jamen så lad os dog komme i gang.
Og hvorfor skal det være så svært at slå fast, at ALLE offentlige myndigheder, og ALLE virksomheder, hvor det offentlige har indflydelse, SKAL stille krav om ordentlige løn og ansættelsesvilkår? Det burde være en selvfølge, at skatteydernes penge ikke skal misbruges til at understøtte social dumping.
Vi må da i det mindste være enige om, under ingen omstændigheder at svække på indsatsen. Det er helt uforståeligt at skatteministeren nu vil lempe reglerne for beskatning af vikarer – såkaldt “arbejdsudleje” – men meget forståeligt at fagbevægelsen er helt oppe i det røde felt i den anledning. De nuværende regler er et af de skarpeste våben vi har i kampen mod social dumping, det kan simpelt hen ikke passe, at regeringen vil svække det.
Regeringen må i det hele taget forholde sig til konsekvenserne af de mange reformer, og erkende, at de trækker i den stik modsatte retning af målsætningen om at bekæmpe ulighed og fattigdom. Taget under ét, så åbner reformerne vejen til en social katastrofe.
34.000 mennesker mistede dagpengeretten i 2013. A-kassernes Samvirke skønner, at ca. 14.000 vil miste dagpengeretten hvert år fremover, og at ca. 20 % af dem, hverken har job eller offentlig ydelse. En klar falliterklæring for filosofien om, at hvis man tager pengene fra de arbejdsløse, så finder de et job.
Der er ingen forligsmæssige bindinger som forhindrer forbedringer af dagpengereglerne. Hvornår benytter regeringen sig af det flertal der byder sig til?
Vi behøver ikke højpandede kommissioner for at finde på løsninger, de ligger allerede på hylden: Vi kan halvere genoptjeningskravet, sikre at man optjener dagpengeret ved løntilskud, jobrotation og uddannelse.
Så hvad er regeringens svar til de mange der mister dagpengeretten?
Og hvad er svaret til de mange tusind unge, som ikke kommer i uddannelse og i job, og som heller ikke bliver tilbudt hjælp i form af ressourceforløb og helhedsorienteret sagsbehandling?
Hvad er svaret til de mange tusind, som bliver nægtet førtidspension, selvom de ikke er raske nok til at forsørge sig selv, eller som ikke kan finde et fleksjob.
Hvad med de mange langtidssyge, der pr. 1. juli mister sygedagpengene 7 mdr. tidligere end i dag?
Hvad med de mange, som får halveret deres indtægt eller bliver tvunget fra hinanden, som følge af den gensidige forsørgerpligt? Og hvad med de børn, det går ud over?
Hvad skal der ske med alle disse mennesker. Skal de bare indstille sig på i årevis at være parkeret på kontanthjælp eller på ydelser der er lavere end regeringens egen fattigdomsgrænse?
Jeg tror ikke disse mennesker kan genkende statsministerens billede af at før – under Lars Løkke – havde familier det svært, og usikkerheden var stor “sådan er det ikke mere” sagde Statsministeren.
Hvornår begynder regeringen at tage dét alvorligt, som den selv har skrevet i regeringsgrundlaget – at den vil måles på at den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom?
En flot målsætning, som vi før har samarbejdet om.
Vi har afskaffet nogle af fattigdomsydelserne, vi har givet bedre mulighed for tandlæge- og huslejehjælp til særligt udsatte.
Vi har for nylig aftalt med beskæftigelsesministeren, at fra 1. juni er det slut med at modregne efterbetaling af sociale ydelser i kontanthjælpen.
Det er vi glade for, men vi skal have meget mere af den slags, hvis vi skal rette op på de skader, der er sket.
Derfor er vi også glade for det forslag til vedtagelse, vi stiller sammen med regeringspartierne og SF. Det lægger jo netop op til at indfri den målsætning.
Vi har endnu til gode at se det blive til virkelighed, men Enhedslisten vil i hvert fald gøre hvad vi kan, for at det sker.
Der er kun et års tid til at overbevise vælgerne om, at der er forskel på rød og blå.
Der er kun et års tid til at ændre billedet af en regering, som opgav at kæmpe for det, den lovede vælgerne – nemlig at velfærd er vigtigere end skattelettelser.
Det kan ikke nytte, at man venter til valget er udskrevet og siger, stem på os, vi har en god løsning i morgen.
Det handler om at genopbygge tillid, at begejstre og mobilisere.
Man kan ikke vinde en valgkamp på andres fejl og mangler.
Lad os nu komme i gang med at sætte en anden kurs, en kurs der handler om lighed, solidaritet og grøn omstilling. Enhedslisten er parat.