Tid til mere – job til flere

Diskussionen om kortere arbejdstid vil ikke dø. Her er mit bud på hvorfor 30 timers arbejdsuge er et godt krav – og hvordan vi får det.

On-line tidsskriftet Socialistisk Information bragte i efteråret 2020 en række artikler af Benedicte Toftegaard om arbejdstid set fra neden. Benedicte er tillidsrepræsentant på Aller. På opfordring skrev jeg følgende kommentar i SI, som blev bragt d. 16. november 2020.

En stor tak til Benedicte Toftegaard for hendes ”føljeton” om arbejdstid set fra neden. På en jordnær måde fortæller den om afstanden mellem vores flotte paroler om kortere arbejdstid og den trælse dagligdag på fabriksgulvet. Men den fortæller også, at med sammenhold og taktisk snilde, så er det faktisk muligt at opnå nogle lokale sejre i det helt afgørende spørgsmål om arbejdstidens længde og placering.

Det kan jeg nikke genkendende til fra min tid som bryggeriarbejder og formand for den lokale fagforening i København. Bryggeriarbejderne deltog jo i de samme kampe, som Benedicte refererer til. Det kunne jeg (også) skrive mange spændende historier om, men her vil jeg forsøge at besvare nogle af de store tunge spørgsmål, hun stiller: Er kampen for kortere arbejdstid virkelig en samfundsforandrende kamp? Og hvordan vinder vi kampen i fagforeningerne om det spørgsmål?

Kernen i kapitalismen

Kampen om løn og arbejdstid er den helt centrale økonomiske kamp i et kapitalistisk samfund. De fleste lønarbejdere oplever i deres dagligdag, at arbejdsgiveren stiller krav om, at de skal løbe stærkere og længere og på umulige tidspunkter. Sådan udspiller kampen om merværdien sag hver eneste dag. Jo mere arbejdsgiveren kan presse ud af den enkelte arbejder, jo større profit. Man behøver ikke være marxist for at regne dét ud.

De offentligt ansatte er også ”mere værd end det, de får”. Deres merarbejde er forudsætningen for den profit, der høstes i det private erhvervsliv. Så også her er kampen om løn og arbejdstid det helt afgørende spørgsmål, hvilket de seneste kollektive forhandlinger på dette område har vidnet om (kampen om lærernes arbejdstid, kampen om helligdagene).

At kampen om kortere arbejdstid er en samfundsforandrende kraft fremgår af de sidste mere end 100 års historie. På 120 år er vi gået fra en 60 timers arbejdsuge og nul ugers ferie til 37 timer og 5-6 ugers ferie (Ja, så lang tid tog det!). Det har medført store ændringer i arbejdernes liv. Den økonomiske udbytning er ikke blevet mindre – tværtimod, hvilket de voldsomme produktivitetsstigninger vidner om. Den enkelte arbejder producerer (gennemsnitligt) langt større merværdi i dag, end for 120 år siden og prisen for det har været høj i form af nedslidning og udstødning af store grupper. Men generelt set har arbejderne fået ”tid til mere” – til familien, til fritidsinteresser, foreningsliv og fagligt og politisk arbejde. Dermed har arbejderklassen fået langt større muligheder for at sætte sit præg på samfundets udvikling.

Men det er ikke ligegyldigt hvordan

Men den historiske udvikling viser også, at kapitalismen har været i stand til at tilpasse sig og i vidt omfang kompensere for det profittab, som kortere arbejdstid medfører. Den øgede fritid og købekraft har været forudsætninger for en eksplosiv udvikling i forbruget af varer, der i min barndom var uopnåelig luksus, som biler, sommerhuse, ferierejser og fjernsyn. Indrømmelserne til arbejderklassen i form af bedre købekraft og mere fritid har paradoksalt nok understøttet udviklingen af den ”globaliserede” økonomi, og dermed styrket kapitalismen som sådan.

Det er den samme evne til at kompensere for det mulige profittab, der viser sig i dagligdagen. Jo kortere normalarbejdsdagen bliver, jo mere vil den enkelte virksomhed øge presset for at øge produktiviteten, enten gennem den ”rå” metode, hvor de samme arbejdere presses til at løbe hurtigere og længere, eller ved at erstatte arbejdskraft med maskiner. Det er bagsiden af medaljen på de arbejdstidsforkortelser, der blev gennemført i slutningen af 1980´erne fra 40 – 37 timer.

Men det er ingen naturlov, at kapitalismen altid vil være i stand til at kompensere, og da slet ikke, hvis der gennemføres en markant forkortelse af arbejdstiden over en kortere periode. Den underliggende krise i kapitalismen, som har udviklet sig siden begyndelsen af halvfjerdserne, giver ikke plads til store indrømmelser til arbejderklassen. Men heri ligger potentialet for, at en massiv kamp for kortere arbejdstid kan føre frem til en kamp for grundlæggende samfundsforandringer.

Det er heller ingen naturlov at kortere arbejdstid skal føre til mere stress og dårligere arbejdstider. Men det forudsætter, at fagbevægelsen lærer af de negative erfaringer fra de seneste arbejdstidsforkortelser i 80´erne, hvor vores forhandlere gav arbejdsgiverne øget magt over arbejdstidens tilrettelæggelse. Disse erfaringer spøger stadigvæk. En umiddelbar reaktion hos kollegerne på kravet om kortere arbejdstid er: Det får vi ikke noget ud af, så skal vi jo bare løbe stærkere, eller: Jeg har ikke råd til at gå ned i tid. Derfor skal det slås fast med syvtommersøm, at arbejdstidsforkortelsen skal ske uden lønnedgang og med personalekompensation. Det sidste kan kæmpes igennem i det offentlige, hvor der er normeringer at tage udgangspunkt i. Det er der ikke på de private arbejdspladser. Her må det udmøntes som forskellige krav om arbejdernes øgede kontrol over arbejdstidens tilrettelæggelse.

Kravet om 30 timer: Et offensivt og samlende krav

Spørgsmålet er så: Skal vi på venstrefløjen i fagbevægelsen forsøge at rejse kravet om kortere arbejdstid, for eksempel i form af en 30 timers arbejdsuge? Det mener vi i Enhedslisten. Derfor udgav vi i oktober 2016 et debatoplæg ”Tid til mere – job til flere”. Det er et gennemarbejdet oplæg med grundige analyser, argumenter og beskrivelse af historiske og internationale erfaringer, samt links til den aktuelle debat. Der er også beregninger af, hvad det vil koste, og forskellige modeller for finansiering.

Baggrunden for vores oplæg var, at der på det tidspunkt faktisk var en vis debat i samfundet og i dele af fagbevægelsen om det spørgsmål, ligesom målinger viste, at store dele af befolkningen syntes, det var en god ide. Nogle 3F-afdelinger og især 3F Ungdom mobiliserede for at få kravet på dagsordenen op til overenskomstfornyelsen i 2017.

Baggrunden var også, at Alternativet under valgkampen til folketinget i 2015 busede ud med kravet på en måde, som bestemt ikke gavnede sagen. Det fremstod som et krav, der skulle gennemføres i folketinget (helt i strid med et afgørende princip om, at løn og arbejdstid aftales ved de kollektive overenskomster). De ville overhovedet ikke forholde sig til finansieringen, med det resultat, at Cepos og de andre borgerlige økonomer fik let spil ved at fremstille det, som om samfundet ville gå bankerot, hvis man gennemførte det.

Det er stadig vores vurdering, at kravet om 30 timers arbejdsuge er et stærkt, offensivt og samlende krav. Det appellerer til alle grupper af lønarbejdere. Det vil betyde ”tid til mere” – til familien, fritidsinteresser, foreningsarbejde. Det vil gavne ligestillingen. Og det vil betyde ”job til flere”, selvfølgelig under den nævnte forudsætning om, at der gennemføres fuld personalekompensation og strammes op om arbejdernes kontrol med deres arbejdstid.

Sidst, men ikke mindst, er det et godt modsvar til øget indførelse af robotter og andre arbejdskraftbesparende investeringer: Der er simpelt hen ingen grund til, at vi arbejder så meget som vi gør, de teknologiske fremskridt taget i betragtning.

Kravet kan samtidig være et redskab til en bred samling i arbejderklassen om et offensivt krav. Det er der hårdt brug for, efter mange års defensive kamp, som slet ikke har modsvaret den massive offensiv fra arbejdsgiverne og skiftende regeringer for at vælte krisens omkostninger over på arbejderklassen. Reguleringen af den normale ugentlige arbejdstid (i dag 37 timer) er stort set det eneste væsentlige spørgsmål, der går igen i alle kollektive overenskomster, efter mange års decentralisering af lønforhandlinger og aftaler om arbejdstidens tilrettelæggelse. Så hvis der er et krav, der har potentiale til at samle bredt, så er det kravet om kortere arbejdstid og kravet om øget kontrol med den. Hvis det skal kæmpes igennem på hele arbejdsmarkedet, så kræver det en omfattende faglig og politisk mobilisering af fagbevægelsens medlemmer, og mest sandsynligt også omfattende konflikter. Her er intet nyt under solen, det samme har gjort sig gældende for de tidligere arbejdstidsforkortelser.

Erfaringer og forudsætninger

Enhedslistens debatoplæg skabte faktisk en del debat, både i visse medier og i fagbevægelsen – hvor det, som forventet blev afvist blankt af lederne, med henvisning til, at det ikke var noget, medlemmerne interesserede sig for.

Trods ihærdige forsøg fra 3F Ungdom og enkelte fagforeninger, så lykkedes det ikke at få sat kravet på dagsordenen ved de efterfølgende overenskomstforhandlinger på det private og offentlige område, og der er heller ikke noget der tyder på, at det vil lykkes til de offentlige forhandlinger i 2021. Det er andre, mere defensive krav der har stået, og står i centrum.

Men hvad er så forudsætningerne for, at et sådant krav – der jo vitterligt er meget offensivt, de aktuelle styrkeforhold taget i betragtning – kan komme på dagsordenen for alvor?

Den første betingelse er, at tilstrækkeligt mange fagligt aktive, tillidsrepræsentanter og deres fagforeninger beslutter sig for det, og sætter de fornødne ressourcer af til en bred kampagne blandt medlemmerne og i samfundet. Et sådant krav vokser ikke bare frem ”fra neden” af sig selv. Det kræver rigtig mange debatter blandt kollegerne, mange diskussioner på tværs af fag og brancher. Det skal organiseres på landsplan, hvis det skal have gennemslagskraft.

Her kan vi lære meget af erfaringerne fra kampagnen for 35 timers ugen i begyndelsen af 1980´erne. Dengang besluttede en lang række fagforeninger sig for at køre en bred kampagne for kravet. Den kørte i lang tid, og på alle planer. På betongulvet blandt kollegerne, og på de bonede gulve i fagbevægelsens øvre organer, hvor det førte til, at det blev et krav fra LO til overenskomstforhandlingerne i 1985. Som bekendt endte det i Schlüters lovindgreb efter en overenskomstmæssig konflikt, og de største masestrejker og demonstrationer siden Anden Verdenskrig. Det er en helt anden situation i dag, men en lignende kampagne er er nødvendig for at sætte kravet på dagsordenen.

I sådan en kampagne skal kravet sættes ind i en større sammenhæng. Det skal handle om det positive budskab, at kortere arbejdstid er en forudsætning for det gode arbejdsliv. På den måde hænger det sammen med diskussionen om pensionsalder: Arbejdet skal ikke fylde det hele, og vi skal ikke arbejde, til vi er slidt ned. Vi skal have tid til os selv, til familien, til det gode liv – stik imod, hvad flertallet af flertallet i folketinget og arbejdsgiverne vil.

Det er også nødvendigt at orientere sig om, hvad der rører sig hos vores naboer. I Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig er diskussionen meget længere fremme end i Danmark. Et tæt samarbejde og en fælles kamp, hvor man indbyrdes støtter hinanden, er en forudsætning for at komme i mål.

Men det er også nødvendigt at argumentere grundigt og faktuelt imod de forudsigelige argumenter fra modstanderne: Der er ikke råd, bunden går ud af statskassen, virksomhederne går neden om og hjem, det fører bare til mere umulige arbejdstider osv. osv. Det skal konkret påvises, at der er så rigeligt råd til kortere arbejdstid, lavere pensionsalder og et løft af den generelle velfærd, hvis den brede befolkning får deres retmæssige andel af den umådelige velstand, de producerer, og de 10 procent rigeste afleverer magt og rigdom til de 90 procent.

Den diskussion bliver vi nødt til at rejse i fagforeningerne. Kravet om kortere arbejdstid kan bruges til at gøre op med den katastrofale afpolitisering, der er sket af fagbevægelsen de sidste 20-30 år. Hvis fagbevægelsen skal overleve, bliver den nødt til at sætte gang i en massiv politisk og faglig uddannelsesindsats for tillidsrepræsentanter, bestyrelsesmedlemmer og fagligt aktive. Ellers kommer fagbevægelsen igen og igen til at tabe diskussionen om de store samfundsspørgsmål, og diskussionen om, hvordan vi får det gode liv og det gode arbejdsliv

Så jo: Der er mange debatter, der skal tages, om hvordan det faglige arbejde bliver en reel styrkelse af medlemmerne og deres lokale repræsentanter, før der er kræfter til at kæmpe et offensivt krav om kortere arbejdstid igennem. Men ingen ting kommer af ingen ting, ikke engang lommeuld. Første skridt må være, at fagligt aktive på tværs af fag og brancher og deres lokale fagforeninger beslutter sig for at sætte det på dagsordenen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *