Zornig-sag: Næsen var vel fortjent

Enhedslisten mener, at advokatredegørelsen om Zornig-sagen bekræfter at Folketingets socialudvalg traf den rigtige beslutning. Næsen til Annette Vilhelmsen var vel fortjent.

Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen siger:

– Advokatredegørelsen bekræfter, at der i allerhøjeste grad var grundlag for at give socialministeren en næse for hele hendes håndtering af Zornigsagen. Men den bekræfter også, hvad Enhedslisten sagde dengang: Der er ikke grundlag for at påstå, at ministeren har forsøgt at føre folketinget bag lyset, og at “næsen” derfor var den passende reaktion fra Folketingets side.

– Advokatredegørelsen har en skarp kritik af, at ministeriet ikke fra start af var opmærksom på habilitetsproblemet, som først blev erkendt af ministeren meget sent i forløbet. Derfor er det også rimeligt, at Socialminister Manu Sareen har besluttet sanktioner imod tre ledende embedsmænd.

– Pengene til advokatredegørelsen har ikke været spildt. Det har været en skidt sag, men der er trods alt kommet noget godt ud af det, nemlig en langt større opmærksomhed i Socialministeriet på de forvaltningsretlige regler om tildeling af puljemidler. Vi holde socialministeren fast på, at det skal følges op i form af langt klarere procedurer, så lignende fejl undgås i fremtiden.