Socialismen er først og fremmest et frigørelsesprojekt. Det perspektiv forsvinder i Pelle Dagsteds ellers så fine bog om Nordisk socialisme.
Her er mit manuskript til oplæg på et møde d. 20. maj 2020 om Pelle Dragsteds bog “Nordisk socialisme”.
Mødet var arrangeret af Enhedslisten Roskilde. Pelle holdt et indledende oplæg. Min rolle var at komme med nogle kritiske kommentarer til det.
De talte ord faldt ikke nødvendigvis nøjagtigt som skrevet her, men de centrale pointer blev afleveret enten i mit mundtlige oplæg eller i kommentarer undervejs i den livlige debat, der fulgte på de to oplæg.
Efter at have fortalt om min egen baggrund på venstrefløjen gennem mere end 50 år, hilste jeg Pelles bog velkommen og udtrykte forventningen om, at denne kunne blive anledning en at vi fik en bredere og stærke debat om socialismen, hvad vi har hårdt brug for.
Jeg roste også Pelles bog for at være velskreven og med nogle klare pointer, som man kan forholde sig til uden at have læst en hel masse politisk og økonomisk teori i forvejen., og at det var et stort plus i en tid hvor venstrefløjen og ikke mindst Enhedslisten har brug for mere konkret teori om det samfund vi lever i, og vejen til socialismen.
Herefter lød mit manuskript:
Hvor blev socialismen af?
Det første kritikpunkt er: Hvor blev kernen i socialismen af?
Det kan lyde en kende provokerende, når Pelle har skrevet en hel bog om nordisk socialisme.
Men som jeg læser bogen, så har Pelle de facto opgivet lige netop det, der i min pure ungdom overbeviste mig om, at socialisme og marxisme var det rigtige: Nemlig at socialismen handler om frigørelse – menneskehedens frigørelse for udbytning og det ene menneskes undertrykkelse af det andet, afskaffelse af krige og rovdrift på naturen, afskaffelse af statens tvang over for borgerne. Et samfund, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov. Eller som der står i det kommunistiske manifest: ”I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling”.
Det er socialismens radikale og vidtgående frihedsbudskab, et budskab der har begejstret og mobiliseret millioner af arbejdere og andre undertrykte gennem mere end 200 år.
Et frihedsbudskab, der stiller os på skuldrene af de revolutionære i den amerikanske uafhængighedskrig og den franske revolution, og som blev videreført af den kommunistiske bevægelse, der opstod på Marx tid og som han og Fr. Engels blev en del af.
Socialismen er i virkeligheden fuldbyrdelsen af de frihedsidealer og rettigheder, som blev formuleret af de første borgerlige revolutionære, den skaber forudsætningen for, at disse rettigheder kan komme til at gælde for alle mennesker, og ikke kun for dem, der har ejendoms- og råderet over produktionsmidler og store formuer.
Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal opgive det historiske mål. Når man ser ud over verden i dag, så er der mere grund til at kæmpe for det end nogensinde.
Er sådan et samfund bare drømmerier, der ikke er værd at spilde tid på?
I så fald, er det en drøm, der deles af rigtig mange mennesker verden over. Alene deri, ligger jo muligheden for at realisere det.
Men forudsætningerne for at realisere det, har også været under udvikling i lang tid. Kapitalismen skaber selv forudsætningerne for det. Først og fremmest ved at have skabt en klasse, arbejderklassen, der har en entydig objektiv interesse i at afskaffe udbytningen. Men også ved at tilvejebringe og udvikle vældige produktivkræfter, der kan udnyttes til at afskaffe materiel nød for alle og nedbringe den nødvendige arbejdstid til et minimum – en helt afgørende forudsætning for at kunne realisere et sådant samfund.
Og ja, det vil i sandhed være ”et helt andet samfund” og en helt anden verden, hvor vi lever i fred med hinanden og med naturen.
Så kan vi diskutere, hvad vi skal kalde det. Jeg vil kalde det kommunisme, i den oprindelige betydning af ordet.
Det er klart det bliver hverken i mine børnebørns eller oldebørns tid.
Vi taler måske om flere hundrede år. Det tager tid, at gøre op med årtusinders klasseherredømme og umyndiggørelse af det store flertal af befolkningen. Ingen kan sætte en dato på, men hvis vi opgiver det mål, så mister vi også kompasset, når vi skal forholde os til de spørgsmål, som Pelle beskriver.
Denne lange overgangsperiode mellem kapitalisme og kommunisme kalder jeg socialisme, eller den socialistiske overgangsperiode. Det er en periode, der er kendetegnet af, at arbejderklassen og dens allierede, det store flertal af befolkningen, har den reelle magt, og bruger den til at trænge den kapitalistiske produktionsmåde tilbage.
Pelle er enig i, at det er det sidste der er opgaven. Han tror ikke rigtig på den der med det kapitalismefri samfund. Men han siger, at de reformer han foreslår i hvert fald ikke står i vejen for det. Det er jeg i det store og hele enig i. Men det kan de komme til, hvis vi ikke er skarpe på ejendomsspørgsmålet.
En af de helt store forhindringer vi skal over, det er den private ejendomsret til produktionsmidlerne (i bred forstand, ikke kun til virksomheder, men også jord, kommunikationsmidler osv.). Den forhindring skal overvindes. Den står i vejen ikke kun for afskaffelse af udbytningen, men også for samfundsmæssig planlægning og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne.
Vi skal finde løsningen på den grundlæggende modsætning: Modsætningen mellem en stadigt mere samfundsmæssig (læs: globaliseret) produktion på den ene side, og på den anden side en lille håndfuld menneskers private ejendoms- og råderet over produktionsresultatet. En modsætning, der giver sig udslag i, at under 100 mennesker ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning, med den kæmpemæssige økonomiske og politiske magt, der følger med det. Selv i de mest lige samfund i verden – de skandinaviske – vokser uligheden og magtkoncentrationen.
Jeg er enig i, at de rige skal betale meget mere i skat. Jeg er enig i, at vi skal fremme kooperativer og andre mere kollektive ejerformer, bl. a. i form af det, som Pelle kalder demokratiske virksomheder. Jeg er enig i, at der allerede i vores nuværende kapitalistiske samfund er elementer der peger i retning af et socialistisk samfund.
Det er i øvrigt marxistisk børnelærdom. Vi skal med Marx og Engels egne ord ikke ”opfinde” socialismen, vi skal ”opdage” de kim til den, som allerede findes i dag – gratis uddannelse, sundhed og velfærd i øvrigt, offentlig ejendomsret til diverse transport og kommunikationsmidler, mere kollektive ejerformer – og sørge for at udvikle og styrke dem.
Men vi er vel også enige om, at hvis vi skal gøre op med magtkoncentrationen hos et meget lille mindretal af befolkningen herhjemme og i verden, så skal der skrappere midler til. Så kræver det massive indgreb i den private ejendomsret. Nogle indgreb der i sagens natur kun kan gennemføres ved hjælp af en stærk statsmagt – stærk, fordi den har befolkningens opbakning til at gennemføre det.
Så er spørgsmålet: Hvad skal der så sættes i stedet for den private ejendomsret. Jeg synes Pelle beskæftiger sig for lidt med en helt oplagt løsning: At vi udbreder den samfundsmæssige ejendomsret, eller kortere: samfundseje. Det er ikke det samme som statslig ejendomsret. Det betyder, at de pågældende produktionsmidler ejes af os alle sammen, det vil sige af ingen. Det vil betyde, at staten ikke kan sælge ud af folkets ejendom.
Det vil være et helt afgørende redskab til at gennemføre den samfundsmæssige planlægning af økonomi og ressourceforbrug, som er nødvendig, hvis vi skal klare klimakrise, øget ulighed, boligmangel osv. For det betyder, at overskuddet i de enkelte virksomheder, efter at der er foretaget de fornødne fradrag til lønninger, administration og investeringer, tilfalder fællesskabet – dvs. samfundet som helhed.
Den ejerform giver samtidig muligheden for at brede forvaltningen af folkets ejendom ud på langt flere hænder, men under en i fællesskab vedtaget ramme med angivelse af de overordnede mål, der skal nås, og de krav, der skal opfyldes mht. virksomhedernes drift. Den fælles ejendom kan forvaltes af offentlige myndigheder – stat, regioner, kommuner, af de arbejdende selv – alt afhængig af virksomhedens art og opgaver.
Udover at denne ejerform – samfundseje – giver langt bedre mulighed for samfundsmæssig planlægning, så kommer vi også uden om det problem, at den private ejendomsret – også den, der udøves af kooperativer, medarbejdereje, fondseje osv. – kan komme til at stå i vejen for de hensyn som fællesskabet ønsker, der skal tages.
For den mulighed er der. Det er jo ingen naturlov, at et kooperativ eller en medarbejderejet virksomhed tager de fornødne samfundshensyn i deres produktion og markedsføring. Derfor vil jeg også lige her indskyde, at vi skal vel ikke understøtte enhver form for kooperation og medarbejdereje? Hvis der skal være økonomisk støtte fra staten, lempes på skattelovgivning og andre krav, som ellers gælder for virksomheder, så skal det vel være betinget af, at det er en produktion samfundet finder hensigtsmæssig, og at den foregår under høje standarder for arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og hensynet til klima og miljø.
Hvis vi virkelig ønsker at trænge den kapitalistiske produktionsmåde og markedets anarki tilbage, så mener jeg, at denne ejerform vil være det mest effektive redskab og den peger direkte frem imod det historiske mål.
Men det kræver, at det jo så også indgår som en mulighed, at fællesskabet beslutter at eksisterende privatejede virksomheder – uanset art – skal kunne eksproprieres af hensyn til almenvellet og overgå til samfundseje.
De beskrevne uenigheder med Pelles position, forhindrer os heldigvis ikke i at være enige om, hvad der skal gøres i den konkrete situation, ud fra de styrkeforhold der hersker i samfundet i dag. Det er indlysende at vi skal styrke velfærdsstaten over for konkurrencestaten, og udbrede offentligt ejerskab på flere områder. Her vil jeg godt henvise til vedtagelsen fra Enhedslistens årsmøde 2011 om ”Den offentlige sektor som motor for beskæftigelse, velfærd og demokrati”. Det er Enhedsliste classic – mens vi løbende undersøger hvad den strategiske betydning af de forskellige initiativer kan være.
Jeg er i det store og hele enig i de 10 reformforslag, Pelle kommer med, dog med nogle ikke uvæsentlige kritikpunkter, hvor jeg især vil nævne følgende.
Jeg er med på at skabe bedre rammevilkår for kooperative og andre af de virksomheder, som Pelle kalder demokratiske.
Der ligger selvfølgelig det forbehold, at det ikke er ejerformen i sig selv, der afgør om en virksomhed er demokratisk. Det er hvad menneskene i virksomheden bruger ejerformen til og hvordan de bruger den. Derfor kan støtten ikke blive betingelsesløs. Hvis der er involveret offentlige midler, så skal vi stille krav til arbejdsvilkår, arbejdernes muligheder for at få indflydelse, hensynet til klima og miljø og til produktionens indhold. Det er i øvrigt krav, som vi også skal stille til almindelige privatkapitalistiske virksomheder, der får offentlig støtte af den ene eller anden art. Pelle har en del af disse – og andre – gode krav med, men ikke kravet til produktionens indhold, så vidt jeg kan se.
Jeg er ikke enig i forslaget om lønmodtagerfonde. Det styrker identifikationen med ”min” virksomhed, det har vi ikke gode erfaringer med i alm. privatkapitalistiske virksomheder, det understøtter bare konkurrencen mellem arbejderne i den samme branche og giver risiko for konflikt med samfundshensyn. Som den er beskrevet, giver den jo ikke engang arbejderne mere magt over for ledelsen. Pelle har jo også selv nogle betænkeligheder ved denne model.
I forhold til alm. privatkapitalistiske virksomheder, så er jeg mere tilhænger af, at vi lovgivningsmæssigt giver arbejderne på de enkelte virksomheder øgede rettigheder til indsigt i virksomhedens drift og vetoret i afgørende spørgsmål. Det kræver selvfølgelig helt andre styrkeforhold, end vi har i dag.
Og så har jeg en generel skepsis over for alle de fonde, Pelle vil oprette. Det virker rimeligt uoverskueligt. Det medfører heler ikke de langt mere effektive muligheder du vil få for demokratisk planlægning og styring af økonomien, som vi vil opnå ved øget offentligt ejerskab og på basis af samfundseje.
Min sidste kritiske kommentar skal være: Jeg synes klassekampen forsvinder lidt. Ind i mellem nævner du, at de kære kapitalister nok har tænkt sig at gøre noget modstand, selv mod dine i virkeligheden ret forsigtige indgreb, der jo ikke går direkte efter struben på dem. Tror du virkelig på, at vi kan få en længere periode med fredelig sameksistens mellem kapitalistiske og socialistiske elementer i økonomien, og at Mærsk-familien vil se nådigt på, at de vil være afhængig af et ”andet-kammer” i koncernen, for at kunne disponere over produktionsapparatet.
Og hvad vil du gøre, hvis de – og andre store koncerner – benytter sig af de efterhånden helt frie muligheder de har fået med globaliseringen og ikke mindst EU, for at flytte kapitalen og aktiviteterne nøjagtigt derhen, hvor det passer dem?
Sagt på en anden måde: Mener du, at din strategi er realiserbare inden for de gældende regler om fri bevægelighed af kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser?
Og er der andet svar på det, end massive statslige indgreb i den private ejendomsret og opgør med den liberalisering, der har fundet sted gennem de sidste 30 år via de internationale handelsaftaler og gennemførelsen af EU´s indre marked?