En retfærdig fred i Ukraine forudsætter både at Putin har udsigt til at tabe krigen, og at Rusland får de fornødne sikkerhedsgarantier.
Indlægget blev bragt i Politiken d. 5. januar 2024.
Krigen i Ukraine løses i sidste ende ikke militært, men politisk. Derfor en tak til Claus Bryld for hans glimrende kronik med kritik af militarismen (26.12.23). Vi er enige i, at man godt kan være antimilitarist, og samtidig støtte Ukraines forsvarskamp. Også i Enhedslisten savner vi en stærk progressiv stemme på den brede venstrefløj, der taler militarismen i mod.
Det burde være indlysende, at fredsforhandlinger skal bygge på respekten for Ukraines selvbestemmelsesret inden for de internationalt anerkendte grænser. Grænser, som Rusland selv anerkendte i 1991 efter en folkeafstemning i Ukraine, hvor mere end 90 % stemte for uafhængighed med en stemmedeltagelse på 84 %.
Dermed er der ingen tvivl om, at Krim og de østlige regioner, som Rusland i dag holder besat og annekteret, er en del af Ukraine. FN´s generalforsamling har da også flere gange opfordret Rusland til ”øjeblikkeligt og betingelsesløst” at trække sig tilbage til disse grænser.
Det afvises blankt af Putin. Det bekræfter blot, at Ruslands krig er et brutalt og imperialistisk angreb på en nabo, der ikke har angrebet Rusland, et klart brud på folkeretten. Det fremgår også af et af Putins erklærede krigsmål: Regeringen i Kyiv skal skiftes ud, og Ukraine skal ikke have ret til selv at afgøre hvilke internationale samarbejder, de vil indgå i.
Kun ukueligt ukrainsk kampmod og massiv vestlig opbakning forhindrede russiske tropper i at indtage Kyiv. Putin mener det, når han siger, at historisk set tilhører Ukraine Rusland, at det var en fejl af Lenin og Co. at give Ukraine selvbestemmelsesret, ligesom det var en fejl at anerkende grænserne fra 1991.
Og se på Putins krigsførelse: Systematisk terror mod civilbefolkningen med massive bombardementer af beboelsesområder, skoler, hospitaler, livsvigtig infrastruktur af enhver art, tortur, voldtægter, bortførelser af børn og henrettelser i de besatte områder. For ikke at tale om hvordan hundredtusindvis af russiske soldater kynisk sendes i døden for ganske få kvadratmeter jord.
Det bør bestyrke os i, at vi skal bakke Ukraine op i deres krigsmål: At trænge de russiske tropper ud af Ukraine – helt ud.
Men i stedet ser vi, hvordan stilstanden på slagmarken bliver misbrugt af højtstående politikere og embedsmænd i en række vestlige lande til at øge presset på den angrebne part, Ukraine for at ”sætte sig til forhandlingsbordet” og ”afslutte krigen”. Det er beskæmmende.
Det er et direkte slag i ansigtet på det ukrainske folk, når nogle – heriblandt Politikens lederskribent, Marcus Rubin, juledag – kommer med det budskab, at nu handler det om at »genopfinde« »narrativet om krigen og en sejr«. Nu skal det åbenbart udlægges som en sejr, hvis Ukraine afgiver knapt 20 procent af deres land til Rusland!
Den dårlige undskyldning er, at slaget er tabt, at Ukraine ikke har styrke til at presse russerne ud. Men det er et spørgsmål om politisk vilje. EU og USA er tilsammen så mange gange stærkere end Rusland, at de – hvis de virkelig vil – kan levere den økonomiske, humanitære og militære bistand, der skal til.
Ukrainerne vil med rette se det som et stort svigt, hvis vi forsøger at presse dem til at acceptere russisk besættelse. Det vil de aldrig acceptere, men fortsætte kampen, for eksempel i form af en guerillakrig. Et ukrainsk nederlag vil samtidig være et kæmpe nederlag for folkeretten, den folkeret som ukrainerne så modigt forsvarer hver eneste dag.
Putin vil med rette se det som et udtryk for svaghed. Så snart lejligheden byder sig, vil han fortsætte sine aggressioner mod andre områder, som han opfatter som en del af det russiske imperium.
Derfor er det nødvendigt at fortsætte og optrappe den økonomiske og militære støtte til Ukraine, bl. a. ved at levere flere kampfly, kampvogne og langtrækkende missiler og artilleri, som skal til for få Rusland ud af Ukraine.
Men samtidig er vi nødt til at tage hul på det bredere politiske spor, der skal sikre fred og stabilitet på den lange bane. Vi er nødt til at rejse diskussionen om, hvilke sikkerhedsgarantier vi skal give Rusland som led i en fredsaftale.
Det spørgsmål har ingen vestlige regeringer interesseret sig for indtil nu. De har blindt fokuseret på ”mere af det samme” som allerede har vist sig ikke at virke, nemlig den militære afskrækkelse i form af en hæmningsløs oprustningsspiral, placering af titusindvis af NATO-soldater tæt på den russiske grænse, og senest en sværm af bilaterale aftaler om permanent placering af US-baser på europæisk jord.
Men på alle områder, undtagen antallet af atomvåben, er Vesten allerede mange gange stærkere end Rusland militært, og har altid været det. Det har ikke afskrækket Rusland fra at angribe Ukraine eller på anden vis dyrke sine imperialistiske ambitioner over for sine nabolande. Den konstante vestlige oprustning har kun tjent til at understøtte Putins fortælling om at ”Vesten truer Rusland”, med det resultat, at store dele af den russiske befolkning i dag bakker op om hans projekt.
Hvis vi vil gøre os håb om at få ændret holdningen i den russiske befolkning og få Rusland med til forhandlingsbordet om en holdbar fred i Ukraine – dvs. en fred der bygger på folkeretten – så er vi nødt til at anerkende, at Rusland har ret til den samme sikkerhed inden for deres internationalt anerkendte grænser, som Ukraine kæmper for at få.
NATO bedyrer til enhver tid at være en forsvarspagt, ikke en angrebspagt. Historien viser noget andet, men nu har vestmagterne lejligheden til at vise, at de mener det. Det kunne f.eks. ske i form af et offensivt tilbud om forhandlinger om en ikke-angrebspagt mellem NATO og Rusland, bakket op af konkrete initiativer om gensidig nedrustning og afvikling af alle atomvåben.
Der er sikkert langt igen, førend der kan komme reelle forhandlinger om disse ting. Der er også andre svære emner, som russisk krigsskadeerstatning og genopbygning af Ukraine, de nationale mindretals rettigheder i Østukraine, genoptagelse af det økonomiske samarbejde mellem Rusland og Vesten og retsforfølgelse af de russiske krigsforbrydelser. Men det kan kun gå for langsomt med at gøre forarbejdet.
Hvis Rusland skal presses til at indgå i forhandlinger om en retfærdig fred, så er der i hvert fald to forudsætninger, der skal opfyldes. Den ene er, at de ikke har udsigt til at vinde krigen. Den anden er, at de kan få noget med hjem fra forhandlingsbordet. Det Vesten kan tilbyde Rusland – og frem for alt den russiske befolkning – er garanti for sikkerhed inden for egne grænser og økonomisk samarbejde til gavn for begge parter. Husk Olof Palmes berømte tankegang: Ingen kan føle sig sikre, uden at modparten føler sig sikker.
Trine P. Mach (MF og udenrigsordfører for Enhedslisten)
Søren Søndergaard (MF og EU-ordfører og Forsvarsordfører for Enhedslisten)
Finn Sørensen (Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse)