SVM: Usolidarisk regeringsgrundlag

Den 15. december præsenterede Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne deres regeringsgrundlag. Det rummer usolidariske angreb på vigtige rettigheder for lønarbejderne.

 

Vi gennemgår her de vigtigste punkter i regeringsgrundlaget, der direkte berører arbejdsmarkedet. Der er enkelte forbedringer for lønarbejderne, der dog ofte modsvares af forringelser andre steder. Samlet set, er der tale om et usolidarisk program, der på en række områder stiller lønarbejderne dårligere. (Sidehenvisningerne er til regeringsgrundlaget, find det her)

1: Øget arbejdsudbud (s. 11)

Regeringen vil øge den ”strukturelle beskæftigelse” med ca. 45.000 fuldtidspersoner i 2030, hvilket iflg. regnemaskinerne vil forbedre statsfinanserne med 11 mia. i 2030.

 Kommentar: Det er ret ukonkret hvordan regeringen vil nå disse måltal. Det meste af det handler da heller ikke om at øge antallet af ledige job, for på den måde at øge beskæftigelsen. Det handler om at øge ”arbejdsudbuddet” dvs. sige at presse eller lokke alle til at arbejde mere, bl. a. ved at inddrage en helligdag, forringe vilkårene for nedslidte, sænke skatten på lønindtægter m.m. Det er en tilbagevenden til den liberalistiske påstand om, at der kommer flere i arbejde, hvis vi forringer vilkårene for lønmodtagerne, eller giver store skattelettelser til dem i toppen. Der er dog også forslag om at forbedre erhvervsuddannelserne, øge mulighederne for at gå fra deltid til fuldtid, lavere sygefravær og andre ”bløde” tiltag. Men bortset fra erhvervsuddannelserne så er beskæftigelseseffekten højst usikker. De andre nævnte forslag vil jo ikke i sig selv føre til at flere kommer i arbejde, tværtimod.

2: Skattestop og skattesænkning sænkning af skatten (s. 12 og 27)

Regeringen vil sænke skatten på lønindtægt, og herunder give de rige nogle flere skattelettelser ved at sænke topskatten. Der indføres dog samtidig en ny top-topskat for de rigeste. Herudover vil regeringen indføre et delvis skattestop og sænke skatten for virksomhedsejere og aktionærer.

Kommentar: Forslagene vil øge uligheden. Topskatten bliver sænket, de lavtlønnede, bortset fra enlige forsørgere, får meget lidt ud af det, mens pensionister, arbejdsløse, studerende og andre på overførselsindkomst ingenting får. Den fjerdedel af de 1,1 mio. pensionister, der modtager ældrecheck vil dog få denne forhøjet med kr. 4.700 pr. år. En gennemsnitlig lønmodtagerfamilie med 2 børn vil få forøget deres disponible indkomst med kr. 375 om måneden, mens en direktørfamilie med to børn vil få en gevinst på 1133,- kr. pr. måned. En direktør der skal betale den nye top-topskat vil miste 783,- kr. pr. måned af en indtægt på 3 mio. kr. om året. Men samtidig vil regeringen på forskellig vis lempe skatten for virksomhedsejere og aktionærer. (Se Finansministeriets beregninger af de samlede virkninger af initiativerne i regeringsgrundlaget for de forskellige familietyper her)

3: Helligdag forsvinder (s. 13)

Regeringen vil afskaffe en helligdag, i flg. statsministeren sandsynligvis Store Bededag.

Kommentar: Der er tale om et groft indgreb, som river tæppet væk under indgåede aftaler og overenskomster på hele arbejdsmarkedet, hvor fridage og betaling for disse er beskrevet. Regeringen beskriver ikke, hvordan det skal gennemføres, men er kommet med tvetydige meldinger. Ved præsentationen af regeringsgrundlaget sagde Statsministeren, at alle skal arbejde gratis en dag om året. Da kritikken rejste sig fra fagbevægelsen ændrede regeringen standpunkt, og sagde at der selvfølgelig skulle betales ”kompensation” til de ansatte, men ikke noget om, hvad denne kompensation består i, og hvem der skal betale den. Hvis det er statskassen, der tænkes på, så falder hele begrundelsen for at afskaffe helligdagen til jorden, for så er der jo ingen besparelse at købe mere krudt og kugler for. Man kan nok ikke forestille sig, at regeringen vil tvinge arbejdsgiverne til at betale. Så uanset hvad, så er det en bombe under overenskomstforhandlingerne. Som udgangspunkt vil det for mange månedslønnede betyde, at de skal arbejde gratis på den tidligere fridag. Timelønnede vil få timeløn, men arbejdsgiverne vil selvfølgelig ikke betale genetillæg, da der ikke længere er tale om en fridag. For lønmodtagerne har en betalt fridag en værdi af ca. 2100 før skat og inclusive pension, beregnet ud fra Danmarks statistiks opgørelse af danskernes gennemsnitlige indkomst på kr. 45.000 pr. måned. Arbejdsgiverne vil sikkert også kræve, at søgnehelligdagsbetalingen bliver reduceret med 0,5 %.

4: Seniorpension afskaffes (s. 16)

Regeringen vil afskaffe den såkaldte seniorpension. En mindre del af besparelsen vil blive brugt til at hæve satsen for den såkaldte ”Arne-pension” med kr. 1.000 pr. måned.

Kommentar: Der tale om en meget alvorlig forringelse af tilbagetrækningsmulighederne for den gruppe af nedslidte, der indtil nu har kunnet benytte sig af seniorpension. Konsekvensen vil være, at de skal vente 3 år mere på at kunne trække sig tilbage, og det bliver til en sats, der er ca. 4.500,- kr. lavere pr. måned.

Som det er i dag, kan du med seniorpension trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet 6 år før pensionsalderen, hvis du lever op til nogle forholdsvis milde kriterier, bl. a. at du ikke kan arbejde mere end 15 timer og at du har haft 20-25 år på arbejdsmarkedet. Satsen er den samme som førtidspension (19.738 kr. pr. måned for en enlig, og 16.457 for samlevende).

”Arnepension” er økonomisk en meget dårligere ordning. Her kan du først trække dig tilbage 3 år før pensionsalderen, hvis du er fyldt 61 og har været mindst 42-44 år på arbejdsmarkedet. Satsen er i 2023 14.008 kr. Iflg. regeringsgrundlaget vil der også blive indført et nedslidningskriterium, så man muligvis kan opnå ret til ”Arnepension” efter et mindre antal år på arbejdsmarkedet, men stadigvæk til en væsentligt lavere sats, nemlig ca 15000 pr. måned, i det regeringen vil bruge en del af besparelsen ved at skære i seniorpension til at hæve satsen på ”Arne-pension” med ca. 1000,-kr.

Regeringen begrunder denne alvorlige forringelse af tilbagetrækningsmulighederne med, at de forskellige ordninger for tidligere tilbagetrækning er ”svære at navigere i for borgerne”. Tallene siger noget andet. I 2022 er der i alt tre gange så mange på seniorpension som på Arne Pension (22.000 imod 7.000). Her skal vi nok finde den virkelig årsag til at aflive seniorpensionen, den er simpelt hen blevet for populær. (læs mere her)

Arbejdsmarkedsforskere mener at ca. 10.000 mennesker vil miste muligheden for at trække sig tilbage før den stadigt højere pensionsalder. Stort set ingen i den gruppe vil kunne få førtidspension (det kan man ikke få med en arbejdsevne på 15 timer om ugen). Når dagpenge og sygedagpenge udløber, er de henvist til kontanthjælp eller ingenting – eller til at arbejde videre med stærke smerter.  Hertil kommer, at både seniorpension og arnepension bygger på den kæmpe fejl, at tilbagetrækningsalderen følger den stadigt stigende folketingsalder, så det med tiden vil blive sværere og sværere for nedslidte at gøre brug af sådanne ordninger. Folketinget har allerede besluttet at pensionsalderen skal stige til 68 år i 2030 og til 69 år i 2035.

5: Sværere for ældre ledige at få job og efterløn (s 14)

Regeringen vil afskaffe seniorjobordningen.

Kommentar: Forslaget er en yderligere forringelse af tilbagetrækningsmuligheder for ældre ledige. Seniorjobordningen blev oprettet i 2006 som en del af det såkaldte ”velfærdsforlig”, hvor Socialdemokratiet og de blå partier aftalte, at pensionsalderen skal blive ved med at stige. Seniorjob går ud på, at kommunen skal sikre ældre ledige et job på overenskomstmæssige vilkår. Betingelsen er at dagpengeretten skal være opbrugt, at vedkommende har ret til efterløn, og at der højst må være 5 år til at vedkommende kan gå på efterløn. Det er samtidig en forringelse af efterlønsordningen, og derfor vil de ca. 250.000 der indbetaler til den, nu miste sikkerheden for at kunne få et job og dermed fastholde retten til efterløn, hvis de bliver ledige i en høj alder. Læs mere her.

6: Kontanthjælpsaftale skrottes (s. 16)

Regeringen vil skrotte den kontanthjælpsaftale, som blev indgået i 2022, som hjalp tusindvis af børn ud af fattigdom

Kommentar: Konsekvensen vil blive øget ulighed og fattigdom. Hvis socialdemokratiet vil, så er der stadig flertal for at gennemføre den aftale som blev indgået i 2022 om et nyt kontanthjælpssystem og som betød, at børnefamilier med ca. 9000 børn blev løftet op over lavindkomstgrænsen, vel at mærke uden at forringe vilkårene for andre kontanthjælpsmodtagere.  Men nu vil regeringen skrotte den aftale og forhandle forfra på grundlag af ”ydelseskommissionens” anbefalinger, som gik ud på, at forbedringer for nogle kontanthjælpsmodtagere skal betales med forringelser for andre. Regeringen vil også droppe det særlige børnetilskud, der skulle gælde indtil det nye kontanthjælpssystem var trådt i kraft. Det kommer til at indgå i en særlig pulje til økonomisk udsatte børnefamilier. Konsekvensen er, at tusindvis af fattige børnefamilier må leve i uvished om deres forsørgelsesgrundlag.

7: Kritisk gennemgang af sygedagpengesystemet (s. 26)

Regeringen vil afdække, om reglerne i sygedagpengesystemet virker efter hensigten

Kommentar: Det er positivt, da formålet angives at være, at meget alvorligt syge ikke skal udsættes for arbejdsprøvning mv. Men denne ”afdækning” har været på dagsordenen i flere år, og indtil nu er der ikke sket noget konkret, som forhindrer at syge bliver frataget sygedagpenge, og sendt i alle mulige udsigtsløse og skadelige forløb. Det er mere bemærkelsesværdigt, at regeringen åbenbart helt har opgivet den kritiske gennemgang af Mette Frederiksens reform af førtidspenion fra 2012, en reform hun selv har givet udtryk for at være ”oprigtig ked af” og som de to tidligere beskæftigelsesministre har lovet en ”kritisk gennemgang” af.

8: Jobcentre nedlægges (s 15)

Regeringen vil nedlægge jobcentrene.

Kommentar: Forslaget om at lukke jobcentrene (besparelse 3 mia. kroner fuldt indfaset i 2030) bliver begrundet med forjættende løfter om at ”sætte de ledige fri”, droppe rigide proceskrav til beskæftigelsesindsatsen og prioritere de indsatser, der hjælper de ledige tættere på arbejdsmarkedet. Den ledige skal have frihed til at vælge den bedste vej frem og kommunerne skal have frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen. Bortset fra, at A-kasserne og private aktører i højere grad skal overtage opgaverne i forhold til de korttidsledige (det sidste spares der ikke noget ved), så oplyser regeringsgrundlaget ikke noget om, hvordan man vil organisere indsatsen. Kommunernes Landsforening siger, at en besparelse i den størrelsesorden vil gå ud over den indsats kommunerne skal give de ledige. Det er også en kendsgerning, at hvis regeringen virkelig vil leve op til løfterne om, at sætte den ledige og kommunerne fri, så kræver det en fuldstændig omkalfatring af hele beskæftigelseslovgivningen, således at mistillid til de ledige og sygdomsramte bliver erstattet af tillid. Der er intet i regeringsgrundlaget der peger i den retning. Her fortsættes i den samme gamle skure om ”øget arbejdsudbud”, skattesænkninger, og ”arbejdspligt” til kontanthjælpsmodtagere. I øvrigt vil besparelse medføre omfattende fyringer af de nuværende ansatte. I runde tal, så vil 3 mia. svare til ca. 6.000 ansatte – eller næsten halvdelen af det samlede antal ansatte i jobcentrene.

9: Mere statsstøttet løndumping (s. 11 og 45)

Regeringen vil indføre ny arbejdspligt på 37 timer for kontanthjælpsmodtagere med ”integrationsbehov”.

Kommentar: Forslaget vil føre til mere statsorganiseret løndumping. Ledige vil blive tvunget til at arbejde for deres ydelse. Med de gældende satser for den såkaldte ”selvforsørgelsesydelse” (tidligere integrationsydelse) vil det svare til en timeløn på 77,- kr. i timen for en enlig forsørger, altså ca. halvdelen af hvad et lavtlønnet overenskomstdækket job vil give. En ikke-forsøger over 30 og udeboende under 30 vil blive tvunget til at arbejde for 1/3 af den overenskomstmæssige løn (Se de gældende satser for ”selvforsørgelsesydelse” her). Regeringens argumentation er, at det vil få flere ”ikke-vestlige” borgere i arbejde. Hvis det gør, så vil det blive på bekostning af andre. Forslag af den art vil i stedet bidrage til at skabe splittelse blandt danske og udlændinge, udhule det sociale sikkerhedsnet og sænke de laveste lønninger, hvilket vil smitte af på hele arbejdsmarkedet.

10: Mere løndumping udefra

Regeringen vil sænke beløbsgrænsen for import af udenlandsk arbejdskraft yderligere

Kommentar: Endnu en gang bøjer regeringen sig for arbejdsgivernes krav om, at det skal være lettere at få udenlandsk arbejdskraft, på trods af skarpe advarsler fra fagbevægelsen om, at det bare vil føre til øget løndumping. Regeringen vil sætte nogle begrænsninger ind: Det skal kun være så længe ledigheden er ”lav” (hvad det så end er). Det skal være certificerede virksomheder, som er omfattet af ordnede løn og arbejdsvilkår (hvad det så end er) og en årlig kvote på antal tilladelser. Hvis man vil forhindre at mere udenlandsk arbejdskraft fører til løndumping, så skal betingelserne være langt skrappere. Regeringen har nok også en forventning om, at det netop vil føre til mere løndumping, ellers ville de ikke i samme åndedrag foreslå at forstærke indsatsen på det område.

11: Manglende pensionsopsparing

Regeringen vil sætte et arbejde i gang for at løse det problem, at en stor gruppe borgere ikke sparer op til pension, som folk med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, selvstændige m. fl.

Kommentar: Det er fornuftigt at kigge på løsninger af det problem. Men regeringen har ikke nogle konkrete bud på, hvordan det skal løses.

12: Lønpulje offentligt ansatte (s. 19)

Regeringen vil indkalde til trepartsforhandlinger om at indføre en lønpulje til forbedring af ”løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd”.

Kommentar: Det er for lidt og for langsomt. Regeringen forestiller sig at starte med 1 mia i 2024, stigende til 3 mia. om året i 2030, så vi kan allerede nu slå fast, at de store rekrutteringsproblemer, der er i nogle af velfærdsfagene, og hele ligelønsproblemet heller ikke vil blive løst af denne regering. Hertil kommer, at regeringen stiller modkrav til de ansatte om at forringe overenskomsterne i form af endnu mere fleksibel arbejdstid, opblødning af faggrænser og øget brug af ”lokal løndannelse” – dvs. bedre muligheder for arbejdsgiverne for at spille de offentligt ansatte ud imod hinanden. Der er dog også positive løfter om at bruge færre midler på eksterne vikarer, nedbringe sygefravær og bedre mulighed for fuld tid i den borgernære velfærd, samt udvidet brug af løn under uddannelse. Det helt store problem er, at kommuner og regioner selv skal finansiere lønpuljen gennem besparelser på ”administration”.  Til det siger kommunerne, at de ikke kan spare beløb i den størrelsesorden, uden at skære i velfærden.

13: Investeringer i erhvervsuddannelser, men nedskæringer på SU og videregående uddannelser

Regeringen vil styrke erhvervsskoler og muligheder for efter- og videreuddannelse

Kommentar: Der er positive forslag om at styrke erhvervsuddannelserne, mhp. på at få flere faglærte, og samtidig styrke uddannelsesmulighederne gennem hele livet, til de grupper der har gennemført en erhvervsuddannelse. Det er positivt. Men det er direkte skadeligt, at denne øvelse skal finansieres gennem massive nedskæringer på de videregående uddannelser ved at skære et år af kandidatuddannelserne og et år af SU. Det vil sænke kvaliteten af de videregående uddannelser og spænde den økonomiske tommelskrue på de studerende endnu en omgang, med øget mistrivsel og stress til følge, ligesom det vil forringe mulighederne for unge fra lavtlønnede hjem mht. at gennemføre længere uddannelsesforløb.

14: Annullitetssag

Regeringen vil indlede en sag ved EU-domstolen for at få omstødt ”mindsteløns-direktivet”

Kommentar: Det er positivt. Her har regeringen uden tvivl følt sig presset af den massive kampagne som en samlet fagbevægelse har ført imod dette direktiv. Det koster til gengæld heller ikke noget, så det er et af de få forslag, der ikke finansieres gennem forringelser for lønarbejderne på andre områder.

 

FS 271222

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *