Modermærkerne fra det gamle samfund

Marx mente at et socialistisk samfund vil være præget af “modermærkerne” fra kapitalismen. Hvad kan det bruges til i dag? 

Denne artikel blev bragt i Solidaritet nr. 1/1998: 

Efter “murens” fald er det som om venstrefløjen ligger i dyb coma, med hensyn til at diskutere og udvikle alternativer til kapitalismen. Finn Sørensen forsøger her at sparke liv i debatten. Han slår til lyd for, at vi må analysere de grundlæggende problemer der møder arbejderklassen, når den har erobret den politiske magt. I denne første artikel gennemgås Marx´ og Engels´ syn på socalisme og kommunisme, og specielt deres syn på overgangsperioden mellem kapitalisme og kommunisme. Hovedpointen er – med Marx´ ord – at samfundet på enhver måde er præget af det samfund det kommer fra.

Afskaffelsen af kapitalismen er den største og mest komplicerede revolutionære opgave en undertrykt klasse nogensinde har stået over for. Opgaven består nemlig ikke blot i at udskifte den ene herskende klasse med den anden, men at afskaffe al udbytning, al klassedeling. Det er årtusinders undertrykkelsesmekanismer og indgroede samfundsvaner, der skal gøres op med.

Det er også den første revolution i verdenshistorien, hvor den undertrykte klasse står over for en globalt organiseret modstander, der råder over hidtil usete undertrykkelsesmidler af ideologisk, politimæssig og militær art.

Opgaven bliver ikke lettere af, at de produktivkræfter, som kapitalismen har udviklet, nu truer selve naturgrundlaget. Arbejderklassen kan ikke blot kritikløst overtage disse produktivkræfter. Der skal udvikles nye, som kan sikre rigelige livsfornødenheder til hele klodens befolkning i et bæredygtigt stofskifte med naturen.

Som revolutionære socialister bygger vi på, at denne udvikling er en historisk mulighed, og at arbejderklassens overtagelse af den politiske magt er den første forudsætning.

Men det kan ikke nytte at fremstille det som en stort set problemfri proces, hvor alting derefter udvikler sig stille og roligt frem mod det klasseløse samfund. Et socialistisk samfund vil på alle områder stadig være præget af gamle produktionsmåder og vaner, som det tager generationer at udrydde.

Formålet med denne – og en følgende artikel – er, at give et rids af hvad Marx og Engels forstod ved det socialistiske og kommunistiske samfund, for – med udgangspunkt i det, og i vores viden om det eksisterende samfund – at diskutere de grundlæggende prolemer, der gør sig gældende i overgangsperioden mellem kapitalisme og kommunisme – som vi sædvanligvis benævner “socialisme”.

Artiklerne lægger hovedvægten på at belyse de problemer – eller skal vi kalde det “udfordringer” – af økonomisk, politisk og ideologisk art, som møder arbejderklassen, når den har erobret den politiske magt.

Dermed også sagt, at man kommer til at lede forgæves efter konkrete løsninger. Sådanne løsninger kan ikke udvikles på forhånd. Men især i den følgende artikel, vil det selvfølgelig blive diskuteret, hvilke generelle forholdsregler der må tages, hvis arbejderklassen vil gøre fremskridt mod det klasseløse samfund.

Ingen færdige modeller hos Marx og Engels

Man leder også forgæves hos Marx og Engels efter konkrete beskrivelser af det samfundsystem som skal afløse kapitalismen.

De holder sig til generelle formuleringer om menneskets frigørelse, om “menneskehedens spring fra nødvendighedens ind i frihedens rige” (1), hvor “hver enkelts frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling” (2).

I økonomisk forstand beskriver de kommunismen som et samfund; hvor al ejendomsret til produktionsmidlerne er ophævet. Produktionen forvaltes i fællesskab af hele samfundet efter en fælles plan. Dette gør det muligt at reducere den nødvendige arbejdstid til et absolut minimum. Frihedens rige begynder i virkeligheden først der, hvor det nødtvungne arbejde ophører (3). De materielle forhold har først på det tidspunkt nået et niveau, hvor enhver kan “yde efter evne og nyde efter behov” (4).

Det kommunistiske samfund er dermed i høj grad karakteriseret ved fraværet af alle de onder, som klassesamfundet indtil nu har frembragt: Økonomisk udbytning, social og national undertrykkelse, kvindens undertrykkelse, krig osv.

Det skyldes ikke “manglende visioner” hos de to gamle, at deres beskrivelse af socialismen og kommunismen er så generel.

De begrænsede sig fuldt bevidst til at undersøge de givne samfundsformationer, og kapitalismens historiske og aktuelle udvikling, for på baggrund af disse undersøgelser at sige det, der med nogenlunde sikkerhed kunne siges om det samfund, der skulle afløse kapitalismen.

Marx og Engels om den socialistiske teoris opgaver

Dette er i nøje overensstemmelse med deres opfattelse af socialismen som teori, og af deres opgave som teoretikere – opfattelser, der bliver slået fast allerede i Det kommunistiske partis Manifest fra 1848 og mange gange siden: Socialisternes opgave er ikke at “opfinde” alle mulige alternative samfundsmodeller. Socialismen er en videnskab, hvis opgave at undersøge den faktiske klassekamp og dens historiske udvikling, at undersøge det givne samfund, for i dette at “opdage” de “midler til konfliktens løsning”, som allerede i kimform er til stede i det kapitalistiske samfund (5).

Den “konflikt” Marx og Engels tænkte på, var den indbyggede modsætning i det kapitalistiske system. De kapitalistiske produktionsforhold – der juridisk er udmøntet i den private ejendomsret til produktionsmidlerne – bliver en skranke for udviklingen af produktivkræfterne, hvilket giver sig udslag i tilbagevendende økonomiske kriser, og – før eller siden – i et totalt sammenbrud for det kapitalistiske samfundssystem som sådan.

Med “midlerne til konfliktens løsning” tænkte Marx og Engels især på to ting: Kapitalismen har udviklet sin egen banemand, arbejderklassen, der kun kan befri sig selv ved at befri hele samfundet for udbytning og undertrykkelse. Kapitalismen har samtidig udviklet vældige produktivkræfter, som arbejderklassen – når den erobrerer den politiske magt – kan anvende til at tilvejebringe en afgørende forudsætning for kommunismen: Afskaffelsen af materiel nød.

I de afsluttende bemærkninger til “Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” sammenfatter Engels det på denne måde:

“At gennemføre denne verdensbefriende handling er det moderne proletariats historiske mission. At udforske denne handlings historiske forudsætninger og dermed selve dens natur og således at bringe den klasse, der er kaldet til at udføre denne handling, men som i øjeblikket er undertrykt, til bevidsthed om dens egen handlings betingelser og natur, påhviler det teoretiske udtryk for den proletariske bevægelse, den videnskabelige socialisme” (6).

Den videnskabelige socialisme er – som al anden videnskab – en klassebestemt, og dermed en politisk videnskab. Men i modsætning til den borgerlige videnskab, så erkender den åbent sin klassebestemthed. Dens opgave er at undersøge betingelserne for arbejderklassens frigørelse, og stille denne viden til arbejderklassens rådighed, ud fra princippet om, at “arbejderklassens frigørelse er dens eget værk”.

Kritik af Gothaprogrammet

Som sagt, er det nye samfund for det meste beskrevet i meget generelle vendinger hos Marx og Engels. Men et enkelt sted beskæftiger Marx sig mere indgående med de modsætninger der gør sig gældende i dette samfund. Det sker i den såkaldte “Kritik af Gothaprogrammet” fra 1875 (7).

I denne tekst går Marx blandt andet i kødet på den fremstilling af det kommunistiske samfund, som præsenteres i det såkaldte “Gotha-program” – et forslag til nyt program for det tyske arbejderparti, som var stærkt inspireret af Lasalles tanker.

Marx´ hovedpointe er, at man må skelne mellem kommunismens “lavere og højere fase”.

Ved den “højere fase” af kommunismen forstår Marx det fuldt udviklede kommunistiske samfund, hvor al udbytning og klassedeling er ophævet, hvor mennesket “yder efter evne, og nyder efter behov”.

Ved kommunismens “lavere fase” forstår Marx overgangsperioden mellem kapitalisme og kommunisme – den periode, som det siden er blevet praksis at benævne som “socialisme”, og hvor samfundets individer må “yde efter evne og modtage i forhold til deres indsats”.

I denne overgangsperiode har man at gøre med et samfund “som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer” (8, Marx´ fremhævning ).

De nødvendige fradrag til samfundets husholdning

I “Kritik af Gotha-programmet” beskæftiger Marx sig især med de “modermærker” der gør sig gældende på det materielle område.

Også i det kommunistiske samfund er man – som i ethvert andet samfund – nødt til at foretage en række fradrag i det samfundsmæssige produkt, før man kan begynde at “dele ud” til samfundets individer. Det drejer sig om fradrag til at erstatte forbrugte produktionsmidler, til nye produktionsmidler, reservefonds til imødegåelse af naturkatastrofer, admininstrationsudgifter m.m. Der skal også fradrages til menneskenes reproduktion: Social-, sundheds- og uddannelsesvæsen. Først efter disse fradrag kan man begynde at dele ud til samfundsindividerne.

Den afgørende forskel er altså, at der ikke længere er en herskende klasse, som lægger beslag på en del af samfundsproduktet (under kapitalismen, profitten).

Værdiloven

Men fordelingen i kommunismens “lavere fase” vil stadig i en vis forstand blive reguleret på samme måde som i det kapitalistiske samfund.

Ingen kan modtage mere fra samfundet end man giver gennem sit arbejde. Til gengæld for sit bidrag til samfundets opretholdelse og udvikling får den enkelte – efter de nødvendige fradrag til samfundets husholdning – nøjagtigt lige så meget tilbage, som hans arbejde har “kostet” – det vil sige, som det har kostet samfundet, at reproducere hans arbejdskraft. Den mængde arbejde han har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i en anden form, i form af forbrugsmidler (Marx forudsætter her, at man allerede har afskaffet pengene som middel til varebytning).

Marx beskriver det selv således:

“Her hersker åbenbart det samme princip, som det der regulerer vareudvekslingen, for så vidt det drejer sig om udveksling af lige store værdier. Indhold og form er forandret, fordi ingen under de forandrede omstændigheder kan give andet end sit arbejde, og fordi på den anden side intet kan gå over i den enkeltes eje, bortset fra individuelle forbrugsmidler. Men hvad disses fordeling blandt de enkelte producenter angår, så råder der det samme princip som ved udvekslingen af lige store vareværdier; en bestemt mængde arbejde i den ene form ombyttes med lige så meget arbejde i den anden form” (9).

Og det er jo netop værdilovens princip, Marx her hentyder til.

Borgerlig ret

Dette er selvfølgelig i overensstemmelse med socialismens målsætning om “lige ret”. Overskudsproduktet fordeles til alle samfundets medlemmer efter den samme målestok, nemlig ud fra værdien af deres bidrag til fællesskabet (arbejdet), og enhver modtager i forhold til sin indsats.

Men dette er jo stadig i princippet borgerlig ret, siger Marx. “Lige ret” er i virkeligheden, som al anden ret, en ulige ret. Ligheden består i, at der nu for alle samfundets individer måles med samme målestok, arbejdet. Uligheden består i, at individerne er forskellige fra naturens hånd, at de bidrager i forskelligt omfang til samfundsproduktet, og i, at de er forskelligt stillet i deres livssituation (har de, eller har de ikke, en familie at forsøge, kommer de ud for en ulykke, som nedsætter deres arbejdsevne, hvilken erhvervsmæssig uddannelse har de, osv. osv).

Hvis retten skal være “lige” skal den altså i virkeligheden være “ulige”. Det er nødvendigt med særbehandling – positiv såvelsom negativ – for at skabe en reel ligestilling mellem samfundets individer – selvfølgelig ud fra princippet om, at “de svageste” i enhver henseende får “mest”.

Marx mener, at disse misforhold er uundgåelige i den første fase af det kommunistiske samfund. Retsprincipperne kan ikke være foran for samfundets økonomiske struktur og den deraf betingede kulturudvikling. De materielle forudsætninger for at “overskride den snævre borgerlige retshorisont” er simpelt hen ikke til stede, der er – kort sagt – ikke økonomi til, at “enhver kan modtage efter behov”. Dertil kræves blandt andet, at “den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem” (10).

Staten er også et “modermærke”

I forlængelse af dette, kommer Marx også ind på det politiske niveau, der – som alle andre områder i samfundet – er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund.

I det kommunistiske samfunds “lavere fase” er det også nødvendigt med en stat. Den politiske struktur, kan – ligesom retsprincipperne (og det er jo også blot to sider af samme sag) – ikke være forud for samfundets økonomiske struktur. Marx beskriver det således:

“Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.” (11, Marx´ fremhævning).

Stalinismens forvaltning af begrebet “proletariates diktatur” – der med rette kan beskrives som et diktatur over proletariatet – har stort set gjort det umuligt at få en seriøs diskussion af dette begreb.

I Marx´ forståelse betød det såmænd ikke andet, end at en eller anden form for stat er nødvendig i kommunismens lavere fase, og at den – som enhver anden stat, uanset hvor demokratisk den fungerer – er et klassediktatur, i dette tilfælde over de tidligere udbyttere, kapitalisterne.

Det er i “Kritik af Gotha-programmet” underforstået, at dette “modermærke” naturligvis også skal fjernes. I mange andre – både tidligere og senere – skrifter af Marx og Engels fremgår det entydigt, at de er “anti-statslige”. Staten er et produkt af klassesamfundet, og den skal fjernes sammen med det. Det fremgår også, at de i Pariserkommunen så kimen til arbejderklassens statsform, der netop ikke var nogen stat i egentlig forstand, fordi den i høj grad byggede på arbejderklassens selvforvaltning.

Men ligesom man ikke kan indføre virkelig materiel lighed fra den ene dag til den anden, kan man heller ikke uden videre “afskaffe” staten. Resterne af det gamle udbyttersamfund, og ikke mindst manglen på den nødvendige materielle “overflod”, nødvendiggør en stat til at “lede og fordele” produktionsresultatet – omend ud fra flertallets interesser, og til fordel for flertallet.

Marx og Engels var ikke særlig konkrete med hensyn til hvordan man så fik fjernet dette “modermærke”. De begrænsede sig til at sige, at staten må “dø bort” i takt med, at de materielle forudsætninger for kommunismen bliver udviklet, og i takt med at de arbejdendes – og efterhånden alle samfundsindividernes – aktive selvforvaltning og frivillige samarbejde gør staten, og samfundsmæssig tvang i det hele taget, overflødig (12 ).

Socialismen er ikke en særlig produktionsmåde

Hvad kan vi så bruge Marx´ og Engels analyser til?

Helt grundlæggende kan vi bruge dem til at gøre op med den stalinistiske opfattelse af, at socialismen – altså overgangen mellem kapitalisme og kommunisme – skulle være en særlig produktionsmåde på lige fod med tidligere produktionsmåder som kapitalisme og feudalisme, og på lige fod med kommunismen.

Der findes simpelt hen ikke en særlig socialistisk produktionsmåde.

Den kapitalistiske produktionsmåde kendetegnes ved, at udbytningen finder sted i form af lønarbejde, og ved privat ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne. Den kommunistiske produktionsmåde kendetegnes ved at enhver form for lønarbejde og privat ejendomsret er afskaffet, og med dem stat og klasser i det hele taget. Der er ingen “mellemting” på produktionsmådeniveau.

Opfattelsen af socialismen som en særlig produktionsmåde blev meget udbredt i 30´ i hele den kommunistiske bevægelse. Den hang snævert sammen med Stalins teorier om “socialismens opbygning i et enkelt land”. Det sovjettiske parti havde simpelt hen brug for en “teoretisk” forklaring, der kunne retfærdiggøre, at man genetablerede de kapitalistiske produktionsforhold i en ny form, i form af en bureaukratisk statskapitalisme (13).

Men opfattelsen af socialismen som en særlig produktionsmåde huserer også hos venstrefløjen idag, selv hos dem, der ellers ikke betragter sig som udsprunget af den stalinistiske tradition, og som tager afstand fra Stalins tanker om “socialisme i et land”.

Den viser sig først og fremmest i en manglende skelnen mellem det kommunistiske samfunds højere og lavere fase, en manglende erkendelse af de modsætninger og lovmæssigheder der gør sig gældende i overgangsperioden mellem kapitalisme og kommunisme.

Den afspejler sig også i den gængse sprogbrug om, at vi skal “opbygge” eller “indføre” socialismen, i snakken om den socialistiske “samfundsmodel”, eller det socialistiske “samfundssystem”.

Friske eksempler på dette er udkastet til nyt program for Enhedslisten, hvor det blandt andet hedder, at vi kan erstatte kapitalismen med “socialismen, der vil betyde helt andre, positive forhold for alle menneskers eksistens”. Andetsteds hedder det at “Socialismen er et samfundssystem, hvor den private ejendoms- og råderet over produktionsmidlerne er ophævet” (14).

Enhedslistens programudvalg skal ikke beskyldes for stalinisme på baggrund af de nævnte formuleringer, da programudkastet på andre måder afspejler, at man er enig i det centrale: Socialismen bør opfattes som en modsætningsfyldt overgangsperiode mellem kapitalisme og kommunisme.

Hovedpointen i Marx´ “Kritik af Gotha-programmet” er netop, at produktionsforholdene i det kommunistiske samfunds “lavere fase” – som vi altså kalder socialisme – er modsætningsfyldte på en helt anden måde end produktionsforholdene i alle tidligere produktionsmåder (jvf. hans bemærkninger om værdilovens funktion under socialismen). De er nemlig defineret ved, at de i sig selv rummer modsætningen mellem den foregående og den kommende produktionsmåde. De er så at sige kapitalistiske og kommunistiske på samme tid.

Det er derfor langt mere frugtbart at opfatte den socialistiske overgangsperiode, som en periode, hvor der foregår en stadig kamp mellem kapitalistiske og kommunististiske elementer på alle planer i samfundet. Politisk skal vi bruge denne analyse til at udvikle de nødvendige principper og forholdsregler, der kan sikre at det er de kommunistiske elementer, som vinder.

Hvad skal de socialistiske eksperimenter måles på?

Men Marx´ tanker kan også bruges til at udvikle et bedre teoretisk redskab til at analysere de hidtidige forsøg, der har været på socialistisk revolution og etablering af socialistiske stater.

Hvis det er rigtigt, at det nye samfund på enhver måde er mærket af det samfund, som det kommer fra, så kan man ikke måle en socialistisk stat på, om der findes det ene eller det andet levn fra det kapitalistiske samfund (rester af markedsøkonomi, lønarbejde, privat ejendom, bureaukrati, kvindeundertrykkelse osv, osv).

En socialistisk stat skal måles på, om den erkender eksistensen af disse problemer, og om den forsøger at udvikle metoder, der kan løse dem.

Det helt afgørende spørgsmål er, hvordan staten og det socialistiske demokrati fungerer. Er der tale om reel indflydelse for arbejderklassen og den arbejdende befolkning som helhed.? Er der tale om, at man til stadighed forsøger at “overflødiggøre” staten, ved at øge omfanget af det arbejdende folks selvforvaltning af produktion og samfundsliv i øvrigt? Eller sker der i virkeligheden en genetablering af de gamle undertrykkelsesmekanismer i ny form?

Det er dette kernespørgsmål, som det ikke er lykkedes at besvare positivt i nogle af de hidtidige forsøg på at etablere socialistiske stater. Det er også en vigtig årsag til, at de allesammen er endt i deres modsætning. (Jeg vil dog tage et forbehold for, hvilken vej Vietnam går, da der tilsyneladende foregår diskussioner i det vietnamesiske kommununistparti om nøjagtigt de problemstillinger, der behandles i denne, og den kommende, artikel).

Men Marx´ analyse i “Kritik af Gothaprogrammet” kan også bruges til at få en mere nuanceret analyse af demokratispørgsmålet i en socialistisk stat.

Arbejderklassen og den arbejdende befolkning som helhed vil jo også på enhver måde være “mærket” af det gamle samfund. De arbejdendes aktive deltagelse i demokratiet, deres selvforvaltning af produktionsmidler og samfundsliv i det hele taget er jo ikke blot et spørgsmål om vilje hos den politiske ledelse. Arbejderklassen – og de undertrykte i det hele taget – er gennem generationer vant til at overlade politikken til repræsentanterne for den herskende klasse, eller til deres egne valgte repræsentanter. Det handler altså i høj grad om at tilvejebringe materielle og ideologiske forudsætninger for det “aktive demokrati” – markant forkortelse af arbejdstiden, uddannelse osv. osv.

Socialismen i det nye årtusind

I den kommende artikel vil jeg nærmere belyse de modsætningsfyldte produktionsforhold i den socialistiske periode, og hvordan disse modsætninger slår igennem politisk og idelogisk i et samfund der “netop er udgået” fra et højt udviklet kapitalistisk samfund.

Jeg vil forsøge at belyse, hvordan disse grundlæggende modsætninger påvirker klassekampen, der også i hele den socialistiske periode må anses for at være den vigtigste drivkraft. Hvilket indhold og hvilke former vil den antage? Det bliver historien om de lovmæssigheder der vil gøre sig gældende i det nye årtusind, hvor menneskeheden bliver nødt til at vælge: Afskaffelse af kapitalismen, eller kapitalismens afskaffelse af menneskeheden.

Det bliver historien om de kapitalistiske levn i økonomien: Markedsøkonomi, lønarbejde, privat- og statskapitalisme, om overgangsformer til de kommunistiske produktionsforhold. Det bliver historien om de indbyggede modsætninger i den socialistiske stat, om ideologiens betydning for kommunismens udvikling. Hvad det sidste angår, vil jeg forsvare det synspunkt, at der også i den socialistiske periode vil være materiel grobund for reformisme hos arbejderklassen.

Jeg vil selvfølgelig også forsøge at beskrive de generelle forholdsregler, som må tages på de forskellige samfundsplaner, hvis man vil nå frem til kommunismen.

Noter 1) Fr. Engels: “Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, Marx/Engels, Udvalgte værker bd. 2, s. 150 (Forlaget Tiden 1973) 2) K. Marx og Fr. Engels: “Det kommunistiske partis manifest”, Marx/Engels, Udvalgte værker bd. 1, s. 47 (Forlaget Tiden 1973) 3) Karl Marx: Kapitalen, Forlaget Rhodos 1972, 3. bog, 4, s. 1055-56. 4) Karl Marx: Kritik af Gothaprogrammet, Marx/Engels Udvalgte værker bd. 2, s. 2-3 (Forlaget Tiden 1973) 5) Se for eksempel K. Marx og Fr. Engels: “Det kommunistiske partis manifest”, Marx/Engels Udvalgte værker bd. 1, s. 39, og Fr. Engels i “Socialismens udvikling fra utopi til videnskab”, samme udgave, bd. 2 s. 131-133 6) Fr. Engels: “Socialismens udvikling fra utopi til videnskab” (samme udgave, bd. 2, s. 152). 7) K. Marx: “Kritik af Gothaprogrammet”, samme udgave, bd. 2, s. 7 – 42) 8) K. Marx: “Kritik af Gothaprogrammet”, samme udgave, bd. 2, s. 16) 9) Samme, s. 16. 10) Samme, s. 17 – 18. 11) Samme, s. 25 12) Hvis man vil studere Marx´ og Engels´ syn på statens rolle under socialismen, er det praktisk at begynde med Lenins “Staten og Revolutionen”. Her er en nogenlunde kortfattet gennemgang, med fyldige henvisninger til de relevante tekster. 13) Se for eksempel J. Stalin i “Leninismens problemer”, Forlaget Tiden 1949 s. 148-151 og s. 549-552. 14) Enhedslistens Nyhedsbrev nr. 1 s. 7 og s. 12.