Den 3. februar 2015 var der den årlige redegørelsesdebat om EU. Her er min ordførertale. Mit hovedbudskab var, at regeringen skal støtte grækerne i at få en god aftale. (når jeg ikke siger noget om EU´s forhold til omverdenen, for eks. Ukraine, så er det fordi Nikolaj Villumsen havde berørt dette under det foregående punkt på dagsordenen, nemlig den udenrigspolitiske redegørelse).
Tak til ministeren for redegørelsen. Den afspejler, hvor forskelligt vi ser på verden, i dette tilfælde EU.
I ministerens redegørelse hedder det for eks., at EU spiller en væsentlig rolle i at sikre vores velstand og værdier.
Jeg tror ikke de mere end 20 mio arbejdsløse og de 120 mio. der ifølge Eurostats egne tal er truet af fattigdom, kan genkende det billede. Det tror jeg heller ikke, at befolkningerne i de sydeuropæiske lande eller de 4 mio. “working poor” kan.
Over hele Europa kan vi nu se hvordan EUs sparepolitik har fejlet både økonomisk og socialt. Der er blevet skabt en humanitær krise i egne i sydeuropa med børn, der besvimer i skolerne pga. underernæring og almindelige mennesker, der ikke har råd til den nødvendige medicin. De menneskelige konsekvenser af nedskæringerne har været ekstreme – fattigdom, sult og arbejdsløshed. Sygdomme som tuberkulose er igen dukket op i europa, og flere lande som Portugal, Grækenland og Spanien bliver tvunget ud i at privatisere alt af værdi i landet for en slik. Det falder nu i hænderne på tyske banker eller kinesiske investorer.
Men økonomisk har sparepolitikken også spillet fallit. Det har, måske ikke overraskende, vist sig at være umuligt at få gang i væksten når folk bliver fattigere, og der bliver flere arbejdsløse, ikke mindst på grund af fyringer i den offentlige sektor.
Det er nok også derfor vi så et EU-parlamentsvalg hvor befolkningerne støttede partier der var EU-modstandere eller kritikere.
Desværre har mange vælgere reageret ved at sætte deres lid til populistiske og højreradikale partier. Det er en farlig udvikling, der kun kan afværges, hvis EU-landene koncentrerer sig om at sikre velfærd, uddannelse og demokratisk indflydelse for den brede befolkning, i stedet for centraliseringer, privatiseringer og nedskæringer.
Heldigvis har flertallet af befolkningen i Grækenland valgt at gå den anden vej. Ved det seneste valg sagde de nej til nedskæringskursen og bragt venstrefløjspartiet Syriza til magten. De er allerede gået i gang med den sociale genopretning og ønsker en genforhandling af gælden. Syriza vil ikke låne flere penge, men finde en realistisk model for afbetaling af gælden.
Den græske befolknings reaktion skyldes det faktum, at det ikke er den menige græker der har levet over evne, men det er dem, der er kommet til at betale prisen, mens en lille håndfuld rige folk har klaret sig fint. Grækerne har fået at mærke, at EU´s hjælpepakker ikke har hjulpet, men blot ført dem endnu længere ud i sumpen for at redde græske og udenlandske banker.
Derfor er det helt at er afgørende at den danske regering støtter Syriza i at få en god aftale, så de kan fortsætte den sociale genopretning. Danmark bør også støtte Syrizas forslag om en gældskonference, hvor de hårdest ramte lande kan få en gældssanering, så de kan komme på fode.
Skal der gang i hjulene skal der skabes udvikling i Europa. Det kan ikke nytte at sætte sin lid til at nedskæringspolitikken virker på et eller andet tidspunkt. Det er også et spørgsmål om danske arbejdspladser.
Danmark skal stoppe nedskæringspolitikken herhjemme, og tale imod den i EU.
Desværre har regeringen åbenbart tænkt sig at bevæge sig i den modsatte retning, for at komme helt ind i kernen af EU.
Det viser sig i regeringens varme opbakning til bankunionen, som fjerner de sidste rester af landenes muligheder for at føre en selvstændig finanspolitik. Vi kan kun opfordre regeringen til at komme ud med sproget inden vi skal til folketingsvalg. Skal Danmark med i bankunionen, har regeringen tænkt sig at spørge befolkningen?
Det har regeringen i hvert fald tænkt sig, når det gælder afskaffelse af retsforbeholdet.
Selvfølgelig skal vi samarbejde på europæisk plan – og ikke mindst med lande uden for EU – om at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet, herunder ikke mindst menneskehandel og organiseret formidling af illegalt arbejde. Det har de andre lande også en interesse i, så det er vildledning af befolkningen, når man påstår, at vi kun kan få et sådant samarbejde hvis vi opgiver retsforbeholdet, som blot vil føre til at vi åbner en ladeport for forringelser af retssikkerheden.
Det er helt afgørende i en retsstat, at landets borgere har direkte indflydelse på lovregler og retsprocedurer. Denne indflydelse forsvinder, hvis vi afskaffer retsforbeholdet, og overlader det til et tilfældigt folketingsflertal at tilslutte sig EU-regler skive for skive, uden at spørge befolkningen.
Også på et andet meget vigtigt punkt må vi konstatere at Eu er en del af problemet, ikke en del af løsningen.
Jeg tænker selvfølgelig på den omsiggribende sociale dumping, som jo først og fremmest er et resultat af reglerne om fri bevægelighed, der sætter økonomiske friheder højere end faglige og sociale rettigheder.
Det kan jo iagttages hver eneste dag i en lang række udsatte brancher: Byggeri, transport, rengøring, service, landbrug, skovbrug, gartneri, hvor udenlandske arbejdere misbruges og arbejder under elendige løn- og ansættelsesvilkår. Det er et stort pres på det danske arbejdsmarked, på den danske overenskomst- og velfærdsmodel.
Her har vi ikke fået nogen hjælp fra EU. Tværtimod. Kommissionen og Domstolen blander sig konstant, hvis de ser den mindste fare for, at medlemslandenes og fagbevægelsens initiativer imod social dumping kan være til fare for den frie bevægelighed. Det seneste eksempel er Kommissionens indgreb imod den tyske mindsteløn, som ellers kunne blive et godt bidrag til kampen mod social dumping på landevejene. Vi har også fået det at føle her i Danmark, hvor Kommissionen har forkastet vores beskedne forsøg på at bremse cabotagekørsel, og sætter spørgsmålstegn ved om udenlandske “arme og ben firmaer” skal registreres.
Det korte af det lange er, at medlemslandenes og fagbevægelsens muligheder for at beskytte sig imod social dumping er blevet stærkt begrænset. Det skal der gøres op med, og derfor bør den danske regering støtte den europæiske fagbevægelses krav om at der tilknyttes en social protokol til traktaten, som kan sikre, at faglige og sociale rettigheder sættes højere end reglerne om fri bevægelighed.
Hvis regeringen og de meget Eu-venlige partier virkelig vil sikre befolkningens opbakning til EU-projektet på længere sigt, så bliver de nødt til at følge de forslag og ideer jeg her har redegjort for. I modsat fald, vil det gå dem lige som det gik de gamle partier i Grækenland ved valget for nylig.