Den 27. maj kl. 11.00 udskrev Statsministeren valg til afholdelse 18. juni. 11.30 stod jeg på scenen på Dyrehavsbakken og holdt tale for 400 LO seniorer, der var på den årlige skovtur. Jeg skulle hilse mange gange fra dem og sige, at de er helt enige: Lars Løkke skal ikke tilbage til fadet, og de vil gøre deres for at det ikke sker! Her er min tale.
Tusind tak for invitationen til jeres dejlige skovtur, og fordi jeg må sige et par ord til jer.
Det har I sørme planlagt godt.
Statsministeren har netop meddelt, at hun udskriver valg til afholdelse d. 18. juni.
Jeg tror, vi er helt enige om, at vi står foran et helt afgørende valg.
Skal Lars Løkke tilbage til magten, med sin nulvækst, som vil betyde ringere velfærd, flere skattelettelser til de rige, fattigdomsydelser og angreb på fagbevægelsen? (Her blev jeg allerede afbrudt af et rungende NEJ!)
Eller skal vi bevare de muligheder der trods alt er med det nuværende flertal, for at føre politik til gavn for arbejderne og den brede befolkning?
Vi skal selvfølgelig vælge det sidste (Her afbrudt af et rungende JA)
Men vi er bagud på point.
Hvis det skal lykkes, så skal vi skabe kampgejst hos de mange, der har opgivet håbet om en anden politik.
Vi må overbevise dem om, at der ER en anden vej end nedskæringer og utryghed, at der er en anden vej end at sparke nedad på flygtninge og kontanthjælpsmodtagere.
Det har Enhedslisten nogle klare bud på.
Vi skal simpelt hen have skabt nogle flere reelle job. Der er stadig 180.000 der leder efter et.
Jeg tænker ikke på regneark om øget arbejdsudbud.
Vi må gøre op med ideen om, at der kommer flere i arbejde fordi vi tager nogle penge fra de arbejdsløse og de syge, og tvinger dem ud som gratis arbejdskraft.
Jeg tænker på rigtige job.
Grønne job som kan gavne klimaet og vores el- og varmeregninger.
Og velfærdsjob, der kan fylde hullerne ud efter de 13.000 stillinger der er forsvundet i kommunerne de sidste 3-4 år. Dem mangler vi altså i ældreplejen, i daginstitutionerne og i folkeskolen.
Men der skal også være tryghed for dem, der ikke bliver plads til.
Den tryghed er forsvundet med de mange reformer af dagpenge, efterløn, førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp.
Vejen fra en tryg tilværelse til økonomisk ruin er blevet uhyggelig kort.
Lad os nu bare komme i gang med de løsninger, der ligger lige for.
Dagpengeperioden skal forlænges.
Det skal være nemmere at genoptjene dagpengeret.
Og så der skal være ret til supplerende dagpenge i et år, som før.
Mennesker der ikke kan forsørge sig selv gennem arbejde på grund af sygdom eller handicap, skal have økonomisk tryghed, ikke henvises til at leve i årevis for kontanthjælp.
Kommunerne skal ikke have lov til at presse syge mennesker helt ud over kanten gennem evindelige arbejdsprøvninger og fleksjob på helt ned til 3 gange 10 minutter om ugen, stik imod speciallægers anbefalinger.
Og så skal vi have fundet en løsning for de tusinder der i de kommende år, ikke kan bide sig fast på arbejdsmarkedet, til de kan gå på pension.
Hvor arrogant at sige til dem, som Morten Østergaard har gjort, at de bare skal arbejde længere.
Hvad laver den mand egentlig i en socialdemokratisk ledet regering?
Og så skal vi bekæmpe social dumping
Hvorfor er her så mange østarbejdere?
Hele slænget af borgerlige politikere og økonomer er ikke i tvivl – danskerne gider ikke arbejde.
Fakta siger noget andet.
Da krisen slog igennem blev der fyret 170.000 herboende.
Hvorefter arbejdsgiverne hentede 40.000 østeuropæere hertil.
Det viser jo klart hvad problemet er. Problemet er grådige arbejdsgivere, der ikke kan få det billigt nok.
Problemet er EU-regler, der forhindrer os i at sikre, at udenlandske virksomheder og udenlandske arbejdere konkurrerer på lige vilkår.
Regeringen og Enhedslisten har gjort meget for at bekæmpe social dumping – 10 gange mere end VK og Dansk Folkeparti gjorde i 10 år.
Der er kommet langt mere kontrol, hårdere straffe, arbejdsklausuler i statens kontrakter med private virksomheder.
Men vi skal videre, som Statsministeren siger.
Der skal stilles krav om ordentlige løn og arbejdsvilkår i alle offentlige kontrakter.
Skatteydernes penge skal ikke misbruges til social dumping.
Vi skal have lovgivning om kædeansvar.
Lad os tage kampen op mod de EU-regler, der fremmer social dumping.
Udenlandske arbejdere er velkomne her i landet. Men det skal være på lige vilkår. Derfor skal vi kunne stille krav om en arbejdstilladelse, som skal godkendes af den fagforening, der har overenskomsten for det pågældende arbejde.
Alt det har vi ikke fået overbevist regeringen om endnu. Men det skal nok lykkes på et tidspunkt, hvis vi får chancen.
Og så skal vi have stoppet Ryanair.
Flypersonalet har lavet et godt slogan: Hvis alle får løn som hos Rayanair, er der ingen, der har råd til at flyve.
Vi må love hinanden, at inden året er gået, så har Ryanair forstået, hvad den danske model går ud på.
Hvis de ikke vil tegne overenskomst, skal de ikke bare have lufthavnsarbejderne imod sig.
Så skal de have hele Danmark imod sig, indtil de pakker kufferten og flyver hjem igen.
Det er ikke nogen naturlov at uligheden skal øges gennem skattelettelser til de velbjergede, hårdhændede reformer over for arbejdsløse og syge, og nedskæringer i velfærden.
De store virksomheder har aldrig tjent så mange penge som de gør nu.
Der er råd til velfærd, hvis vi fordeler goderne rigtigt, hvis vi stopper privatisering af ældrepleje, børnepasning og sundhed, og hvis vi lader være med at sælge ud af fælles værdier, som for eks. Dong.
Større ulighed er ikke nogen naturlov, det er politisk valg.
Der er også råd til solidaritet med dem, der har det svært.
Solidaritet er altid noget man viser andre. Den der kun er sig selv nærmest, er mutters alene.
Er vi så fattige, at vi ikke har råd til at tage imod mennesker på flugt, og behandle dem ordentligt?
De fleste af dem flygter fra problemer, vi selv har været med til at skabe, gennem de krige vi deltager i.
Skal vi bare stå med armene over kors, mens de drukner lige uden for vores vinduer?
Vi kan ikke tage imod alverdens flygtninge, vi tager allerede imod mange.
Men vi kan kræve, at EU redder menneskeliv, at EU og FN aftaler en rimelig fordeling af flygtningene.
Det er også et politisk valg.
Vi skal snart træffe det store politiske valg: Hvilken vej skal vi gå?
Jeg kan godt forstå hvis mange pensionister spørger sig selv: Hvad var der egentlig i det for os?
Ikke ret meget.
Jo, ældrechecken blev forhøjet.
Men det var jo fordi reguleringen af folkepensionen blev forringet i skattereformen i 2012.
Alle på overførselsindkomst kom til at betale for skattelettelser til dem i arbejde, størst lettelser til de højtlønnede.
Vi fik også en ældremilliard.
Ikke ret meget af den bliver brugt til at ansætte mere personale i hjemmehjælpen og på plejehjemmene.
Den bliver i høj grad brugt til genoptræning, fordi nogen har fundet ud af, at det er billigere at give de gamle en kost bagi, så kan de selv sørge for rengøringen.
Det er rigtig godt, at regeringen vil sætte flere milliarder af til sundhed og ældre.
Det er da et af de punkter hvor der er klar forskel på rød og blå.
Lars Løkke vil nemlig hellere bruge pengene på skattelettelser.
Men desværre sætter regeringen ikke flere penge af pr. ældre, de er heller ikke øremærket til mere personale.
Men det er nu engang nødvendigt, hvis vi vil give de ældre og andre med behov for hjælp, et værdigt liv.
Så ja, jeg forstår godt, hvis nogle er skuffede over regeringen og vælger sofaen, eller det, der er værre.
Det går bare ikke. Det kan altid blive værre. Og alternativet ER værre.
Med Lars Løkke får vi endnu flere fyringer i den offentlige sektor, endnu grovere indgreb over for arbejdsløse og syge, flere fattigdomsydelser. Det er nemlig konsekvensen af nulvækst.
Og lad nu være med at tro på, at Thulesen Dahl kommer og redder os.
Det var jo ham, der var fjernede efterlønnen, det var ham der fandt på dagpengereformen.
Han stemte for den blå økonomiske politik hele vejen igennem.
Det vil han gøre igen, hvis han får nogle stramninger over for flygtninge og indvandrere.
Derfor – kære venner og gode kammerater – så må vi, trods vores høje alder, ud på gaden og op på barrikaden.
Vi bliver nødt til at hive fat i familie, venner og bekendte
Vi må minde dem om, at vi trods alt har skabt resultater under denne regering.
Vi har reddet tusinder af arbejdsløse mod helt at miste deres forsørgelse.
Vi har forbedret vilkårene for de fattigste kontanthjælpsmodtagere
Vi har fået en god indsats mod social dumping.
Vi har taget vigtige skridt til grøn omstilling og bedre fødevaresikkerhed.
Vi har fået mere kollektiv trafik og almennyttigt boligbyggeri.
Og mange andre små og store forbedringer.
Det opvejer ikke de forringelser der er lavet med højrefløjen. Det opvejer ikke de mange brudte løfter.
Men forestil jer lige, at vi ikke var kommet igennem med de forbedringer – så har I den politik, der vil blive ført af Lars Løkke og Thulesen Dahl – nej, I skal lige gange det med to.
Derfor må alle mand af hus og styrke venstrefløjen i folketinget.
Men vi skal også styrke fagbevægelsen.
Det er trods alt det eneste værn mod grådige arbejdsgivere.
Derfor kan det ikke nytte at lave lovindgreb i overenskomsterne, som det skete for lærerne, der med et slag fik sløjfet alle deres lokalaftaler om arbejdstid.
Tænk hvis det var sket på industriens område. Det må aldrig ske igen.
Stærke fagforeninger er også nødvendige, hvis venstrefløjen skal have styrke i folketinget.
Regeringer har respekt for fagforeninger, der stiller konkrete politiske krav.
Det ved I noget om. Det har I været med til mange gange.
Man taler så meget om blomsten af Danmarks ungdom.
Men den sidder jo her.
Nå ja, lidt vissen i toppen, måske.
Men vi ejer stadig ungdommens tro på den fælles sag, arbejdernes sag.
Vi har stadig vores børnelærdom.
De bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svage.
I har endnu ikke udspillet jeres rolle i den kamp.
Der går et mundheld, som der er meget sandhed i:
Kun tåber blandt fagforeningsformænd frygter ikke pensionistklubben.
Man kan også sparke liv i en fagforening, selvom man må støtte sig til en rollator!
Det ser jeg meget frem til, at I gør.
Vi skal simpelt hen vinde det valg.
Det kan vi ved fælles hjælp.
Rigtig god skovtur, tak for ordet og god valgkamp.