Arbejderklassen: Reformistisk – og revolutionær

Hvorfor er arbejderklassen både reformistisk og revolutionær? Her er et bud, der peger på de materielle forhold som grundlæggende årsag.

I denne artikel, der blev offentliggjort i Solidaritet nr. 3 1996 diskuterer jeg venstrefløjens syn på arbejderklassen, årsagerne til at arbejderklassen er reformistisk, og hvorfor den samtidig rummer et revolutionært potentiale. Artiklen indgår som en del af materialet til den studiekreds i marxisme for faglige aktivister i regi, som er gennemført i i første halvdel af 2020 i regi af Enhedslistens Faglige Landsudvalg, en studiekreds, som jeg har haft fornøjelsen af at være tovholder på. (Se også artiklen “Hvem er nu den arbejderklasse?”)

– – o – –

Ingen kan være uenig i at arbejderklassen i den vestlige verden er reformistisk. Men hvad er årsagerne hertil? Hvorfor er arbejderklassen alligevel den eneste “virkeligt revolutionære klasse”? Disse spørgsmål diskuteres i denne artikel. I sidste nr. af Solidaritet (nr. 2 1996) anviste jeg en metode til en økonomisk afgrænsning af arbejderklassen. Jeg fremlagde det synspunkt, at udførelsen af “ubetalt, underordnet merarbejde” er det mest anvendelige kriterium til en økonomisk afgrænsning af arbejderklassen i et givet kapitalistisk samfund.

Med dette som udgangspunkt gav jeg en beskrivelse af den danske arbejderklasse i dag. Jeg nåede frem til, at den udgøres af ca. 1,5 mio. mennesker, beskæftiget i den private og offentlige sektor – eller ca. 57% af arbejdsstyrken.

Jeg foregav ikke, at vi dermed er “færdige” med klasseanalysen, tværtimod. Jeg forsøgte blot at beskrive nogle vigtige sider af det, som Marx kaldte klassen “an sich” (klassen “i sig selv”). Det vil sige, de objektive forhold, som er fælles for alle arbejdere i modsætning til andre klasser og lag i samfundet, og som grundlæggende bestemmer deres fælles interesser som klasse.

Analysen af disse materielle forhold må være udgangspunktet for enhver klasseanalyse. Og der er mange andre objektive forhold der skal analyseres, end de få aspekter jeg beskæftigede mig med i den pågældende artikel.

Men det må ikke sløre blikket for, at den vigtigste del af klasseanalysen er analysen af klassen “für sich” (klassen “for sig selv”). Det vil sige analysen af klassen, som værende sig selv bevidst som klasse. En klasse er en klasse “for sig selv”, når den har erkendt sine objektive betingelser og klasseinteresser, og handler kollektivt i overensstemmelse med dem.

I denne artikel vil jeg bevæge mig lidt ind i spørgsmålet om klassen “für sich”. Her må vi begynde med hovedproblemet, som – set fra et revolutionært synspunkt – jo er, at arbejderklassen netop ikke fuldt ud er blevet en klasse “für sich” . Med sin accept af den herskende kapitalistiske orden synes den jo helt tydeligt at handle imod sine objektive interesser. Hvorfor gr den nu det?

ARBEJDERKLASSENS REFORMISME
Ingen kan være uenig i at arbejderklassen i Danmark, såvel som i resten af de “gamle” kapitalistiske lande er reformistisk. Det store flertal af arbejderne stemmer på partier, der ganske vist kritiserer en masse konkrete forhold i samfundet, men uden at sætte spørgsmålstegn ved det kapitalistiske system som sådan. Når arbejderklassen sætter sig i bevægelse i form af store massebevægelser (Danmark 1985, Frankrig, Tyskland og Belgien 1995) er det ikke for at ophæve udbytningen, men for at forsvare sine sociale og økonomiske interesser inden for det borgerlige samfunds rammer. Det bliver disse bevægelser ikke mindre betydningsfulde af. De kan blot ikke tages til indtægt for, at arbejderklassen i disse lande er på vej til at gøre op med kapitalismen som sådan.

Inden vi går videre med spørgsmålet om, hvorfor det forholder sig sådan, må vi definere: Hvad er reformisme?

Reformisme er en politisk retning i arbejderbevægelsen, der bygger på den grundsætning, at det er muligt at løse de problemer, som kapitalismen påfører arbejderklassen og verden gennem en gradvis reformproces, hvor problemerne løses “bid for bid”. De mest “vidtgående” af reformisterne mener ligefrem, at man kan gøre op med selve kapitalismen gennem en sådan reformproces.

Der findes mange retninger inden for reformismen. Herhjemme er den især repræsenteret af Socialdemokratiet og SF.

Der er naturligvis væsentlige forskelle imellem disse to partier.

SF´ erklærede strategi er således mere vidtgående end Socialdemokratiets. De er også mere tilbøjelige end Socialdemokratiet til at støtte udenomsparlamentariske folkelige bevægelser. I den daglige politik er SF mere tilbøjelige til at kritisere og tage afstand fra de åbent borgerlige partier, og stiller som regel mere vidtgående krav, som i højere grad er i arbejderklassens interesse, end Socialdemokratiets åbenlyse samarbejdslinje.

Men de er enige om det helt afgørende spørgsmål: Holdningen til staten.

Ifølge begge partiers strategi er den borgerlige stat og parlamentarismen midlet til at gennemføre de reformer, der gradvis skal ændre samfundet i socialistisk retning. De afviser den revolutionære opfattelse, at staten er et redskab for borgerskabet til opretholdelse af de kapitalistiske produktionsforhold, og at et opgør med disse produktionsforhold derfor forudsætter et opgør med selve den borgerlige stat, og etableringen af en socialistisk.

Selvom der er store forskelle på deres økonomiske politik, er de to partier også enige om, at det ikke er nødvendigt at gøre op med markedsøkonomien som sådan.

Sagen er imidlertid, at det jo ikke kun er de reformistiske partier, der har denne opfattelse af “vejen til socialismen”. Langt den overvejende del af arbejderklassen er helt enig i dette synspunkt. Det er en vigtig grund til, at den stemmer på disse partier, og det samme gør sig gældende i de andre lande. Et massivt flertal af arbejderklassen i Vesteuropa accepterer simpelt hen uden videre den borgerlige stat og parlamentarismen, såvel som markedsøkonomien, som de rammer, inden for hvilke samfundet skal forandres.

Reformismen som politisk retning er således ikke “begrænset” til de reformistiske partier. Den er den dominerende politiske opfattelse i arbejderklassen, og dermed også i arbejderbevægelsen. Reformismen er simpelthen borgerlig politik fra arbejderklassens side, forstået på den måde at dens kritik af samfundet ikke går ud over dets borgerlige rammer.

VENSTREFLØJENS FORKLARINGER
Gennem den revolutionære venstrefløjs historie i de sidste 20-30 har der været givet forskellige forklaringer på arbejderklassens reformisme. Disse forklaringer har hovedsageligt været idealistiske, forstået på den måde, at de ikke forsøgte at trænge ned til de materielle årsager til reformismen.

Nogle – især de marxistisk-leninistiske grupper – lagde vægt på de reformistiske lederes rolle. Deres forsøg på at “udbrede illusioner” i arbejderklassen om parlamentarismen blev opfattet som den vigtigste årsag. Det drejede sig derfor om at bruge alle kræfter på at kritisere og “afsløre” de reformistiske partier, der nærmest blev gjort til arbejderklassens hovedfjende.

Andre – især VS – lagde vægten på konjunkturbestemte årsager. Det var naturligt nok, at arbejderklassen var reformistisk så længe der var højkonjunktur med næsten fuld beskæftigelse og materielle goder. Men den kapitalistiske krise ville medføre massearbejdsløshed og asociale nedskæringer, som ville få arbejderklassen til at vågne op. Vi skulle derfor blot samle kræfterne om at deltage i forsvarskampen for de “dagsaktuelle krav”, så ville arbejderne – i takt med krisens skærpelse – lytte til de revolutionære.

Selv om de to opfattelser gav sig udtryk i ret forskellig politisk praksis, var der ikke vandtætte skodder imellem dem. De fandtes i forskellige variationer og blandinger i de forskellige venstrefløjsgrupper. De havde det fælles udgangspunkt, at arbejderklassen egentlig havde en revolutionær grundholdning, der ville komme til fri udfoldelse, hvis man blot energisk nok førte den ene eller anden gruppes taktik ud i livet.

Men trods den revolutionære venstrefløjs massive kritik af de reformistiske partier, trods 80-ernes og 90-ernes massearbejdsløshed og asociale nedskæringer, trods utallige små og store kampe fra arbejderklassens side, og venstrefløjens aktive deltagelse heri, så er arbejderklassen ikke blevet mere revolutionær. Vi må derfor stikke spaden lidt dybere, hvis vi skal finde årsagerne til arbejderklassens reformisme – hvad vi jo er nødt til, hvis vi vil bidrage til at erstatte den med revolutionære holdninger.

REFORMISMENS ÅRSAGER
Min hovedpointe er, at reformismen har dybtliggende materielle årsager i de kapitalitiske produktionsforhold. At de kapitalistiske produktionsforhold til stadighed, hver dag og hver time, producerer reformisme hos arbejderklassen. At arbejderklassen i et kapitalistisk samfund derfor nødvendigvis må være reformistisk. Den er så at at sige reformistisk “fra fødslen”.

Materielle årsager
Kapitalforholdet er et udbytningsforhold. Men udbytningen foregår i form af bytning. Arbejderen bytter sin arbejdskraft mod en del af kapitalen – nemlig arbejdslønnen – der straks bruges til at købe de livsfornødenheder, der i det givne samfund er nødvendige for at reproducere arbejdskraften.

I dette bytteforhold er arbejderen tilsyneladende frit stillet. Han/hun indgår tilsyneladende en frivillig handel med kapitalisten, en handel på lige fod og til gensidig fordel: Jeg får løn, du får min arbejdskraft i den tid du betaler for.

Derved forbliver det reelle forhold – udbytningen – skjult. Det ser ud som om arbejderen får betaling for den tid han/hun arbejder for kapitalisten, hvad enten betalingen sker i form af tidløn (pr. time, uge, måned), eller i form af akkordløn. Hverken selve bytteprocessen eller arbejdsprocessen afslører umiddelbart, at arbejderen faktisk arbejder gratis for arbejdsgiveren en del af tiden.

Tilsyneladende har arbejderen altså i selve sin økonomiske stilling fuld del i den lighed og frihed som det borgerlige demokrati rejste som sin fornemste målsætninger i kampen mod enevælden: Arbejderen har frihed til at sælge sin arbejdskraft til hvilken kapitalist han vil. I selve salget af arbejdskraften, er han/hun ligestillet med kapitalisten i et ligeværdigt bytteforhold.

Mange arbejdere ved naturligvis hvordan tingene hænger sammen. Arbejderklassen i Vesteuropa er jo i bogstavelig forstand ikke “født i går”. Mange erfaringer om tingenes rette sammenhæng har hobet sig op gennem arbejdergenerationerne, og hundredtusinder af socialistiske og kommunistiske agitatorer har gjort deres arbejde, ikke mindst på basis af Marx´ og Engels´ analyser. I krisetider med massearbejdsløshed bliver det tydeligere, at det er så som så med friheden til at sælge sin arbejdskraft til hvem man vil..

Men det ændrer ikke på de faktiske produktionsforhold: At arbejderen som enkeltstående individ skal ud på et marked – arbejdsmarkedet – og sælge sin arbejdskraft i – ofte hård – konkurrence med andre arbejdere. Det er de produktionsforhold, som nye generationer af arbejdere bliver født ind i, og selv skal gøre sig deres erfaringer med, og som betyder, at solidaritet, kollektivitet, socialisme ikke er umiddelbart indlysende, men tværtimod ofte synes at stå i vejen for det enkelte arbejderindivids mulighed for at sælge sin arbejdskraft på den mest givtige måde.

Men reformismen trives også selvom arbejderne har indset nødvendigheden af kollektivitet og soldaritet, og organiserer sig i fagforeninger og politiske partier. Organiseringen i fagforeninger ophæver ikke konkurrencen arbejderne imellem, den begrænser den kun. Ofte ser vi netop, at fagforeningerne bliver et redskab i arbejdernes indbyrdes konkurrence (jvf. for eksempel mange af modsætningerne mellem Metalforbundet, SID og KAD). Men selv inden for de enkelte forbund, og ude på de enkelte arbejdspladser, slår konkurrencen mellem arbejderne jævnligt igennem.

Ikke desto mindre er faglig og politisk organisering af arbejderklassen – også i reformistiske organisationer – et stort fremskridt, der rent faktisk også kan give væsentlige resultater i forhold til de opstillede kampmål. Det kan være i form af resultater på den enkelte arbejdsplads – bedre løn og arbejdsforhold – ved kollektive forhandlinger mellem fagforening/forbund og arbejdsgiverne, eller på samfundsmæssigt plan, gennem sociale og politiske reformer. Det vidner hele den europæiske arbejderklasses kamp i dette århundrede om, uden at vi vel behøver remse forbedringerne op her. Men disse resultater bliver samtidig argumenter for at acceptere den herskende orden. Det er jo åbenbart ikke nødvendigt at lave revolution, for at forbedre arbejdernes forhold.

Sagen er, at arbejderklassens kamp på disse områder netop ikke har haft noget revolutionært sigte. Den har dybest set “kun” drejet sig om at sikre, at salget af arbejdskraften foregår til den højest mulige pris, under de bedst mulige sociale og politiske betingelser. Det har været – og er stadig – en kamp på kapitalforholdets præmisser, uanset hvor forbitret kampen ind imellem har været.

Altså: Den materielle basis for reformismen er arbejdernes individuelle salg af arbejdskraft i konkurrence med andre arbejdere, og arbejderklassens kollektive økonomiske kamp for at sælge arbejdskraften til den højst mulige pris, under de bedst mulige sociale og politiske betingelser. Eller sagt kortere: Lønarbejdet er i sig selv basis for reformisme.

“De herskende tanker er de herskendes tanker”
Men reformismen har naturligvis også politiske og ideologiske årsager.

Arbejderklassens revolutionære opgave er den største og sværeste af alle revolutionære opgaver, som menneskeheden indtil nu har stået for: Nemlig at afskaffe al udbytning, afskaffelse af klassesamfundet som sådan. Der skal gøres op med årtusinders indgroede forestillinger om at “der altid vil være nogen der udbytter og undertrykker andre”, “der skal nu engang være nogen der bestemmer”, osv. osv. Det er et voldsomt bevidsthedsmæssigt spring, der skal tages, som det vil tage mange generationer at tage fuldt ud.

Her har det borgerlige samfunds udvikling i Vesteuropa, specielt i dette århundrede, på samme tid gjort det både lettere og sværere at føre denne kamp.

Arbejderklassen har tilkæmpet sig del i de borgerligt demokratiske rettigheder: ytringsfrihed, valgret, organisationsfrihed, lighed for loven osv. Et stort historisk fremskridt og vigtig forudsætninger for socialisme.

Men det medvirker også til at sløre billedet af de reelle magtforhold, og statens sande natur: Arbejderne er jo tilsyneladende politisk og juridisk ligestillet med borgerskabet, og må altså alene i kraft af deres antal kunne “stemme sig igennem” til socialismen ved hjælp af parlamentarismen.

Borgerskabets kontrol med meningsdannelsen i samfundet er en anden vigtig ideologisk faktor. Fra vugge til grav er arbejderne udsat for massiv borgerlig ideologisk påvirkning.

I barnets første år står arbejderklassen paradoksalt nok selv for denne påvirkning ved at reproducere et borgerligt kønsrollemønster, borgerlige livsværdier i det hele taget. Senere tager daginstitutioner og skoler over, hvorefter arbejdspladsen sørger for den sidste “afretning” med hensyn til at respektere de borgerlige normer, og frem for alt arbejdsgivernes ledelseret og markedsøkonomiens hellige principper.

Hvor skole og arbejdsliv hører op, tager massemedierne fat, for næsten 100 % vedkommende kontrolleret af kapitalen. Det statslige radio/tv er tilsyneladende en undtagelse, fordi det i modsætning til næsten samtlige aviser ikke er privatejet. Her træder borgerskabets politiske kontrol til for at sikre, at disse vigtige medier ikke bruges til at sætte afgørende spørgsmålstegn ved kapitalismen.

Altsammen en bekræftelse af Marx´ sætning om, at “de herskende tanker er de herskendes tanker”. Hvad de nødvendigvis må være. Selvom arbejderne – specielt i et land som Danmark – hører til blandt de mest oplyste og veluddannede i verden, så har kun de færreste af dem mulighed for i enhver situation at trænge ind bag det ideologiske tågeslør til samfundets reelle dagsorden. Det skyldes arbejderens generelle livssituation: Den handler hovedsageligt om at gå på arbejde, og holde fri for at blive i stand til at gå på arbejde igen – og så en gang imellem at gå hen for at vælge dem, der skal “styre samfundet”.

Den reformistiske arbejderbevægelses rolle
Den reformistiske arbejderbevægelse har naturligvis også sit store ansvar – ikke for at arbejderklassen har reformistiske grundholdninger – men for at fastholde og udbrede dem.

De fleste fagforeninger er i sig selv en skole i reformisme. De har jo netop ikke skrevet “lønarbejdets afskaffelse” på deres faner, men forsøger udtrykkeligt at begrænse kampen til at opnå den højst mulige pris for arbejdskraften.

De reformistiske arbejderpartier spiller samme rolle på det politiske plan. De forsøger at bekræfte arbejderklassen i opfattelsen af, at dens grundlæggende interesser kan varetages inden for rammerne af det borgerlige samfund ved hjælp af dettes politiske institutioner. De gør også alt for at undgå konfrontationer med borgerskabet, der kan medføre at disse rammer sprænges.

Klassekampen tvinger arbejderklassen til at organisere sig i fagforeninger og i politiske partier. Det vil sige i repræsentative organisationer, med den nødvendige professionalisering af lederne. Især i lande med en høj organisationsprocent og store arbejderpartier, som de skandinaviske, opstår der derved en materiel basis for et stort lag af faglige og politiske arbejderledere på “fuld tid”. Da det politiske grundlag er reformistisk, producerer arbejderklassen på denne måde sit eget bureaukrati, der samtidig får en materiel interesse i at bevare tingene, som de er – hvilket selvfølgelig afspejler sig i deres politiske praksis, som først og fremmest handler om at sikre klassesamarbejdet med borgerskabet.

Politiske og konjunkturbestemte årsager
Der er selvfølgelig også en lang række andre politiske og konjunkturbestemte årsager til reformismens udbredelse. En vigtig faktor er borgerskabets evne til at splitte arbejderklassen lønmæssigt og uddannelsesmæssigt. En anden er udbredelsen af ejerboligen, og opløsningen af de gamle arbejderkvarterer. En tredie er udviklingen i den såkaldte “kommunistiske verdensbevægelse”, der først var et skræmmende eksempel for mange arbejdere specielt i Vesteuropa på borgerskabets propaganda om socialismens umulighed. En fjerde er tilbageslaget for revolutionerne i den “tredie verden”. En femte er venstrefløjens fysiske isolation fra arbejderklassen og dens mangel på konkret revolutionær teori og politik. Det er værd at analysere nøjere altsammen. Vi skal blot holde fast i, at de grundlæggende årsager til arbejderklassens reformisme ikke skal findes der, men i de kapitalistiske produktionsforhold.

DEN “ENESTE VIRKELIGT REVOLUTIONÆRE” KLASSE
På den baggrund kan det synes meningsløst at tale om arbejderklassen som den “eneste virkeligt revolutionære” klasse (Marx), om revolution med arbejderklassen i den “ledende rolle” (Lenin).

Kapitalismens indre modsætninger
Hvis man tror på, at kapitalismen har fået løst sine egne grundlæggende modsætninger, så er der selvfølgelig heller ikke basis for at tale om socialisme, eller om en revolutionær arbejderklasse.

Men den økonomiske udvikling i USA og Vesteuropa i 80´ og 90´ er jo netop endnu en bekræftelse af Marx´ grundlæggende økonomiske analyser af de modsætninger, der driver det kapitalistiske system ud i tilbagevendende kriser, hvor det er nødt til at placere “regningen” hos arbejderklassen og de fattige folk i verden.

Kapitalismen har vist stor tilpasningsevne med hensyn til at finde nye udbytningsmuligheder, nye markeder, når pladsen blev for snæver. Også langt større overlevelsesevne end Marx forudså, da han og Engels skrev Det kommunistiske Manifest. Der er heller ikke noget der tyder på, at den har udtømt sine muligheder, hvad det angår. Åbningen af nye markeder i Østeuropa og ikke mindst det kæmpemæssige kinesiske marked, vil give den ny næring.

Men den grundlæggende modsætning mellem en stadig mere samfundsmæssig (også i international forstand) produktion og nogle fås tilegnelse af og kommando over produktionsresultatet er ikke løst. Tværtimod. Denne modsætning bliver blot – gennem den såkaldte “globalisering” af økonomien – sat op i verdensomspændende skala, – med den konskekvens, at de kommende kriser bliver voldsommere og dybere end tidligere, og inddrager langt flere lande.

Siden Marx´ tid er der ud over de tilbagevendende økonomiske kriser kommet en endnu alvorligere dimension. Anarkiet og profitjaget i den kapitalistiske produktion og markedsøkonomi har ført til en rovdrift på naturressourcerne uden sidestykke i historien. Det sker i et omfang, så det truer selve naturgrundlaget for menneskehedens eksistens.

Objektivt set er der derfor kun to muligheder: Enten laver arbejderklassen og folkene i verden revolution, og afskaffer den kapitalistiske produktionsmåde – eller kapitalismen river hele menneskeheden med i faldet.

De klassiske argumenter
Når Marx – og alle marxister siden, med ham – udnævner arbejderklassen til den eneste virkeligt revolutionære klasse, så skal det forstås på den måde, at det er den eneste klasse der objektivt set har en entydig interesse i, og er i stand til at løse den modsætning – nemlig ved at ophæve ikke blot den kapitalistiske udbytning, men al udbytning og klasseherredømmet som sådan.

Det er den eneste klasse, der ikke har noget at miste ved en socialistisk revolution (idet kapitalismen netop ikke vil lade arbejderklassen beholde de materielle goder, som den har tilkæmpet sig i nogle lande). Hvad arbejderklassen “mister” ved socialismen er udelukkende den udbytning, som den udsættes for, og den underordnede stilling som den har i produktionen, såvelsom i samfundet.

Det er samtidig den eneste klasse, der i kraft af sin placering i den samfundsmæssige produktion – den er selve bæreren af den samfundsmæssige produktion – i kraft af sin størrelse og evne til organisering – er i stand til at gennemføre opgøret med klasseherredømmet.

Historisk set repræsenterer arbejderklassen fremtiden: socialiseringen af produktionen på det, der på nudansk kaldes et “bæredygtigt grundlag”, og socialiseringen af politikken. Den har ingen interesse i at drive rovdrift på naturen, ingen interesse i at undertrykke individet.

De andre klasser og lag i samfundet repræsenterer fortiden. Enten fordi de er en del af den udbyttende klasse, eller fordi de repræsenterer rester af uddøende produktionsmåder (småborgerskabet), eller fordi de tilhører mellemlag, der på forskellig vis udfører funktioner, der tjener til opretholdelse af borgerskabets magt.

De forskellige klasser og lags historiske rolle betyder ikke nødvendigvis, at arbejderklassen i et givet samfund er den eneste revolutionære klasse, eller at alle andre klasser og lag i enhver situation spiller en reaktionær rolle. Men før eller siden – det vil sige før eller efter arbejderklassens magtovertagelse – vil andre klasser og lags interesser støde imod arbejderklassens historiske interesse: At afskaffe klassesamfundet som sådan.

Kapitalismen producerer revolutionær bevidsthed
Dette er den historiske bestemmelse af arbejderklassen, som beskrevet af Marx.

Spørgsmålet er så: Hvordan bliver arbejderklassen sig bevidst om dette historiske perspektiv. Kan den overhovedet opnå en sådan bevidsthed, hvis det er rigtigt – som beskrevet indledningsvis i denne artikel – at lønarbejdet i sig selv producerer reformisme hos arbejderklassen?

Ligesom de kapitalistiske produktionsforhold producerer reformisme hos arbejderklassen, så producerer de også kim til, og grundlaget for, revolutionær bevidsthed og revolutionær handling.

Konkurrencen mellem arbejderne, deres individuelle salg af arbejdskraft, er materielt grundlag for reformismen. Men konkurrencen tvinger samtidig arbejderne til den erkendelse, at de netop ikke kan varetage deres interesser som enkeltindivider. De er nødt til at gøre det i samarbejde med ligestillede, være med til at begrænse den indbyrdes konkurrence ved at opbygge arbejderorganisationer – i første omgang fagforeninger, senere, eller samtidig, partier, der også kan varetage klassens interesser på samfundsplan og internationalt. Hermed er begyndelsen gjort, til at arbejderklassen bliver sig selv bevidst som klasse.

Den kapitalistiske produktionsmåde tvinger simpelt hen arbejderne til at optræde som klasse, og til at svare igen på den klassekamp, som borgerskabet til stadighed fører imod den. Selvom denne klassekamp i den første lange periode af gode grunde foregår på et reformistisk grundlag, så giver den alligevel arbejderne nødvendige erfaringer med hvordan de andre klasser i samfundet stiller sig til den, såvelsom med dens egne ledere.

Modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene er også grundlag for revolutionær bevidsthed.

Dagligdagen på de fleste kapitalistiske virksomheder leverer konkrete eksempler på Marx´ tese om, at de kapitalistiske produktionsforhold er blevet en skranke for produktivkræfternes udvikling. Det samme gør sig gældende på samfunds- og internationalt plan.

Produktionen blever mere og mere samfundsmæssig – også i international forstand. Men rigdommene i de enkelte lande og i verden som helhed koncentreres på stadig færre hænder, mens flere og flere synker ned i fattigdom. Markedsøkonomien fører til overproduktionskriser, massearbejdsløshed, destruktion af overskudsproduktion osv. Profithensyn fører til rovdrift på naturen i et omfang, så det truer hele menneskehedens eksistensgrundlag. Profitjaget fører til krigsproduktion og krige.

Alt det kan arbejdere over hele verden selvfølgelig se. De forholder sig til det. De tænker over det. Det er altsammen spirer til revolutionær bevidsthed.

Borgerskabet tvinges – af sin egen økonomis indre modsætninger – til at skærpe sin klassekamp mod arbejderklassen og folkene i hele verden. Arbejderklassen sætter sig spontant til modværge, og det fører – før eller siden også i de “gamle” kapitalistiske lande – til skærpede situationer, der kan udvikle sig til egentlige revolutionære situationer.

Store dele af venstrefløjen har enten glemt eller opgivet dette historiske perspektiv. De mest fremsynede af borgerskabets økonomer har ikke glemt det. Derfor rejser de nu betænkeligheder ved liberalismens offensiv op igennem 80´ og 90´, og ser efterkrigstidens “politiske stabilitet” i USA og Vesteuropa truet. “Med den globale økonomi er der fremkommet millionvis af utilfredse arbejdere. Ulighed, arbejdsløshed og endemisk fattigdom er blevet dens tjenerinder” – det er ikke et marx-citat, men udtalt af en repræsentant for det amerikanske borgerskab, Ethan Kapstein, direktør for The Council of Foreign Relations, New York (Børsen 25.07.96. Derfor ser man nu, at selv yderst konservative organisationer som OECD begynder at diskutere hvad man kan gøre for at afbøde, at utilfredsheden vokser til noget “ukontrollabelt”.

Dermed vil jeg ikke påstå, at vi er på vej ind i en revolutionær krise i den vestlige verden. En revoluitonær situation har vi først, når arbejderklassen ikke længere vil regeres, og borgerskabet ikke længere kan regere (Lenin). Der opstår naturligvis ikke en revoltionær situation i noget land, førend store dele af de arbejdende masser gennem deres egne erfaringer er nået til den konklusion, at deres interesser ikke kan indfries af den herskende klasse/orden. Og førend borgerskabet har opbrugt sine muligheder for at holde masserne nede. Det er en yderst kompliceret proces, der fører frem til en revolutionær krise, og det har ikke været opgaven at analysere det spørgsmål nærmere her. Det centrale er, at den kapitalistiske produktionsmåde selv skaber grundlaget for sådanne kriser.

NØDVENDIGHEDEN AF REVOLUTIONÆR TEORI
Jeg har i denne artikel forsøgt at argumentere for, at de kapitalistiske produktionsforhold producerer reformisme hos arbejderklassen, og at modsætningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold, og den derpå baserede klassekamp mellem borgerskab og arbejderklasse, lige så uundgåeligt producerer kim til revolutionær bevidsthed, og faktisk revolutionær handling hos arbejderklassen.

Men hvordan når vi så frem til en revolutionær bevidsthed, der kan sikre, at arbejderklassen rent faktisk bliver i stand til at erobre magten i samfundet, og gennemføre den socialistiske revolution til enden, det vil sige til al form for klasseherredømme er afskaffet? Den internationale arbejderbevægelses historie er jo fuld af eksempler på, at det ikke er så ligetil.

Det er et helt andet spørgsmål, som jeg ikke har forsøgt at beskæftige mig med i denne artikel, et af de helt “tunge” spørgsmål, som kræver særskilt og grundig behandling. Det handler om dialektikken mellem det “spontane” og det “bevidste” element i arbejderbevægelsen, mellem “masserne” og “lederne”, mellem masseorganisationerne og det revolutionære parti, for nu at nævne nogle af de vigtigste modsætninger, der skal analyseres i den forbindelse. Sidst men ikke mindst handler det jo om hvilken strategi og taktik de revolutionære skal benytte sig af.

På baggrund af det, jeg har beskæftiget mig med i denne artikel vil jeg indskrænke mig til her at slå fast:

Den kendsgerning, at de kapitalistiske produktionsforhold og selve lønarbejdet producerer reformistisk bevidsthed hos arbejderklassen er den vigtigste årsag til, at den revolutionære venstrefløj ikke må indskrænke sin aktivitet til at deltage i arbejderklassens spontane kamp imod borgerskabet, det være sig såvel spontane lønkampe, som spontane massebevægelser imod regeringernes politik – af den simple grund, at revolutionær bevidsthed – forstået som evnen til at gennemføre en socialistisk revolution fuldt ud – ikke udspringer spontant af disse bevægelser.

At vi skal deltage aktivt i disse bevægelser er en selvfølge. Men hvis vi indskrænker vores aktivitet til at drive politik på det grundlag, som disse bevægelser opstår på, så er vi, hvad Lenin kaldte “økonomister”, der, uanset hvor god viljen end måtte være, objektivt bidrager til at fastholde arbejderklassen i reformismen.

Det er min opfattelse, at denne økonomisme er den dominerende strømning på venstrefløjen: Hvis vi blot kæmper hårdnakket nok på arbejdspladserne for de faglige krav, imod regeringen, når den vil skære ned, imod EU, når de vil opbygge superstaten, så kommer den revolutionære bevidsthed “af sig selv”.

Et slående udtryk for denne politiske opfattelse finder vi i Enhedslistens politiske grundlag – både det gældende, og det til landsmødet fremsendte forslag. En lang opremsning af – som regel udmærkede – reformkrav af social og økonomisk karakter, og en helt abstrakt appel om at kæmpe såvel parlamentarisk som udenomsparlamentarisk for dem. Uden det mindste forsøg på at analysere og anskueliggøre de betingelser, der skal være til stede for at indfri dem, eller de klassekræfter, der skal kæmpe om dem.

Der er ingen – hverken historiske eller aktuelle erfaringer – der kan underbygge, at politisk praksis på det grundlag skulle føre til revolutionær bevidsthed i arbejderklassen.

Enhedslisten er langt fra alene med denne praksis. Den dominerer alle andre venstrefløjsgrupper i større eller mindre grad. Enhedslistens økonomisme er blot mere alsidig, fordi den dækker langt flere politiske felter. Det gør, at den er værd at beskæftige sig med, men det gør den naturligvis ikke bedre, politisk set.

Vores vigtigste opgave som revolutionære er tværtimod at oplyse arbejderklassen om kapitalismens indre lovmæssigheder, om hvordan de andre klasser og lag i samfundet og verden stiller sig til arbejderklassen og socialismen. Samtidig med at vi deltager i organiseringen af arbejderklassens “forsvarskamp” skal vi organisere afsløringen af kapitalismen i massemålestok, og konkretisere de betingelser, der skal være til stede for at arbejderklassen kan få indfriet sit spontane ønske om et samfund uden undertrykkelse, massearbejdsløshed, fattigdom, krig.

Hvis vi skal blive i stand til det, så kræver det, at vi beskæftiger os langt mere med udviklingen af revolutionær teori, end vi gør idag. Formålet med denne artikel har nok så meget været at slå et slag for det synspunkt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *