På venstrefløjen taler vi en del om arbejderklassen, men sjældent om, hvad vi forstår ved det. Her er et bud.
Denne artikel blev offentliggjort i tidsskriftet Solidaritet nr. 2 1996. Den var led i et længere forløb, hvor jeg, lige som andre på venstrefløjen, forsøgte at levere noget konkret analyse af arbejderklassen i dagens Danmark. Meget har ændret sig siden med hensyn til arbejderklassens sammensætning, men hvad de grundlæggende problemstillinger angår, synes jeg stadig artiklen er brugbar. Jeg har dog slettet et fejlagtigt afsnit om størrelsesforholdet mellem klasserne, hvor beregningsgrundlaget var forkert. Artiklen indgår som en del af materialet til den studiekreds i marxisme for faglige aktivister i regi, som er gennemført i i første halvdel af 2020 i regi af Enhedslistens Faglige Landsudvalg, en studiekreds, som jeg har haft fornøjelsen af at være tovholder på. (Se også artiklen “Arbejderklassen: Reformistisk – og revolutionær”)
– – 0 – –
På den danske venstrefløj i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne var der en livlig diskussion af de såkaldte “nye mellemlags” rolle. Sammen med “velfærdsstaten” var der fremvokset et stort lag af offentligt ansatte lønarbejdere især i social- sundheds- og uddannelsessektoren. Disse lag var ofte aktive i samfundsdebatten på et progressivt grundlag, hvor den “traditionelle arbejderklasse” mest holdt sig til lønkampe.
Det blev brugt som argument for, at man først og fremmest skulle bygge en revolutionær strategi på disse nye lag i befolkningen, og på den baggrund afskrive de gamle teorier om arbejderklassens – og især industriarbejdernes ledende rolle – i samfundsomvæltningen. Tilhængerne af dette synspunkt følte sig bestyrket af, at den “egentlige arbejderklasse” skrumpede ind, ikke mindst industriarbejderne. Det var synspunkter, som store dele af VS stod for.
Den sidste halve snes år er diskussionen drejet over til at handle om de såkaldte “udstødtes” rolle i klassekampen. Baggrunden for det, er den voldsomme vækst i borgere på overførselsindkomster. Da den “traditionelle arbejderklasse” i den samme periode temmelig passivt har affundet sig med den borgerlige krisepolitik, er det blevet brugt som argument for, at man først og fremmest skal bygge en revolutionær strategi på de “udstødte” lag i befolkningen, ud fra en formodning om, at den voksende fattigdom, som disse lag udsættes for, vil være grobund for revolutionær aktivitet.
En ekstrem udgave af dette synspunkt finder vi hos De Autonome, som mener, at arbejderklassen i de rige lande har allieret sig med borgerskabet imod såvel arbejderklassen i “syd” som imod de “marginaliserede” grupper i de rige lande – vel at mærke ud fra et påstået “egentligt interessefællesskab”. I “mildere” form har synspunktet om at bygge en revolutionær strategi på “de udstødte” været fremført af for eksempel Keld Albrechtsen fra Enhedslisten. Jeg skal dog skynde mig at understrege, at Keld Albrechtsen – i modsætning til De Autonome – erkender nødvendigheden af en bred alliance mellem arbejderklassen og “de udstødte” grupper.
Selvfølgelig er der modsætninger mellem arbejderklassen i “nord” og i “syd”. Selvfølgelig er der modsætninger mellem offentligt og privat ansatte, og mellem dem, der har et arbejde, og dem, der er “udstødt”. Men at gøre disse modsætninger til klassemodsætninger er falsk.
Objektivt set, er hovedparten af såvel de “nye mellemlag”, som “de udstødte” en del af arbejderklassen. Begge rummer et revolutionært potentiale. Ingen af dem kan, så lidt som industriarbejderne, undværes i kampen for socialismen. Alle kan de (såvel som andre lag i befolkningen, for eksempel de studerende) i givne situationer tage initiativet og spille en revolutionær rolle
Det handler altså i virkeligheden om modsætninger inden for arbejderklassen. Det handler om, at arbejderklassens sammensætning har forandret sig meget, siden Marx lavede sine analyser. På den måde er modsætningerne selvfølgelig ikke spor “falske”, men reelle modsætninger, som skal analyseres grundigt, og løses, for at kunne frigøre de samfundsforandrende kræfter.
Det følgende er et bidrag til denne diskussion. Jeg vil forsøge at give et billede af, hvem denne arbejderklasse egentlig er i dag, og afgrænse den i forhold til mellemlagene. Og jeg vil belyse nogle af de strukturelle modsætninger der findes i arbejderklassen.
Grundlæggende økonomisk afgrænsning af arbejderklassen
Ingen analyse – heller ikke klasseanalyse – uden et begrebsapparat. Her vil jeg ikke gentage, hvad jeg tidligere har sagt og skrevet om klasseanalysen generelt (Note 1). Jeg vil blot gentage den vigtige pointe, som ikke kan siges for tit: Økonomiske afgrænsninger og analyser af klasserne er kun en lille del af klasseanalysen. Det vigtigste arbejde foregår “i marken”, gennem deltagelse i klassekampen, og iagttagelser af, hvordan de forskellige klasser og lag rent faktisk handler, tænker og udtrykker sig.
Ikke desto mindre er den økonomiske afgrænsning og analyse nødvendig. Af den simple grund at “økonomi ikke handler om ting – men om forhold mellem mennesker” (Marx). Og det er netop det, der er formålet med den økonomiske analyse: At finde ind til de virkelige produktionsforhold der er mellem menneskene i et givent samfund, for på dette grundlag at udvikle alle de andre sider af klasseanalysen.
Da emnet for denne artikel er arbejderklasse og mellemlag, er der imidlertid grund til at gøre nærmere rede for, hvilket begrebsapparat min analyse af arbejderklassen bygger på.
Forskellige synspunkter på venstrefløjen
Det har den revolutionære venstrefløj skændtes om, så længe den har eksisteret, og det er et nødvendigt “skænderi”, da det er med til at afklare den grundlæggende teori og metode, vi betjener os af.
Ingen – i hvert fald på den revolutionære venstrefløj – har været, eller er, uenige om, at klasserne grundlæggende bestemmes ud fra deres stilling i den samfundsmæssige produktion. Det er marxismens ABC. Der er heller ingen uenighed om, at man efter en analyse af disse – materielle/økonomiske – forhold, langt fra er “færdig” med klasseanalysen. Det er kun den nødvendige begyndelse.
Men med dette udgangspunkt har der udviklet sig forskellige metoder/kriterier til økonomisk afgrænsning af arbejderklassen fra de andre klasser og lag i samfundet.
En gængs metode er at definere arbejderklassen som dem der udfører manuelt lønarbejde. Det er for eksempel den, der bruges i Danmarks Statistik med betegnelserne “faglærte og ufaglærte arbejdere”. Visse, i øvrigt progressive, samfundsforskere som Jørgen Goul Andersen og Svend Åge Andersen benytter sig også af denne metode.
En anden “nem” løsning er sætte arbejderklassen lig med “lønmodtagerne” eller “lønarbejderne”. For så vidt Socialdemokratiet overhovedet beskæftiger sig med klasseanalyse, er det deres synspunkt. På venstrefløjen har især KFML/KAP gjort sig til talsmand for det. Men det har også huseret i VS.
Disse afgrænsninger er typiske ved, at de hæfter sig ved “det ydre”, ved arbejdets form, og måden hvorpå arbejdskraften bliver betalt (nogle “skoler” inden for samfundsforskningen, har oven i købet gjort lønnens størrelse til det vigtigste kriterium for, om man tilhørte det ene eller andet sociale lag). Der er i disse metoder ingen forsøg på at trænge ind bag overfladen, og afdække reelle produktionsforhold.
Det er der i højere grad i de afgrænsninger, der har været dominerende hos dele af den leninistisk orienterede venstrefløj. For eksempel synspunktet om, at arbejderklassen består af de merværdiproducerende arbejdere, hvorved man forstod industri- og transportarbejdere. Eller det synspunkt, at arbejderklassen er de arbejdere, der er beskæftiget i produktions- og cirkulationssfæren. Arbejderklassen kommer efter denne analyse til at bestå af industriarbejdere, transportarbejdere og kontor- og lagerarbejdere i handels- og finanssektoren. I denne analyse skilles alle offentligt ansatte ud som tilhørende mellemlagene, da de ikke er beskæftiget med kapitalens reproduktion (et eksempel på den sidstnævnte opfattelse finder man i VS´ program fra 1972, som var forfattet af partiets erklærede leninister).
Produktionsmåde og samfundsformation
De to sidstnævnte synspunkter tager udgangspunkt i Marx´ analyse i hans hovedværk “Kapitalen”. Men de glemmer Marx´ egen pointe: Analysen i “Kapitalen” er en analyse af den kapitalistiske produktionsmåde. Det vil sige, en analyse af kapitalismen i “ren” form og på et højt abstraktionsniveau. Marx nåede jo netop ikke at skrive det planlagte, afsluttende kapitel om det kapitalistiske samfunds hovedklasser, eller at udvikle et klassebegreb til en alsidig analyse af en given kapitalistisk samfundsformation.
Men det er netop det, opgaven går ud på. Vi skal udvikle et begreb om arbejderklassen, der kan bruges til at afsløre de reelle produktionsforhold, som de forefindes i den moderne danske kapitalisme.
Her må vi gå et skridt videre end VS-leninisterne, som ganske rigtigt byggede på, at det ikke var nok at kapitalen blev produceret. Den skal også realiseres, for at der kan finde kapitalakkumulation sted. Derfor er det rigtigt, at betragte arbejderne i “cirkulationssfæren” som en del af arbejderklassen (i øvrigt i fuld overensstemmelse med Marx, der ikke havde en opfattelse af, at arbejderklassen kun består af de merværdiproducerende arbejdere).
Men på samfundsformationsniveau er det ikke tilstrækkeligt, at kapitalen reproduceres (produktion og cirkulation). Hvis der i et givent samfund rent faktisk skal finde kapitalakkumulation sted – og det er jo det, det hele drejer sig om i en kapitalistisk økonomi – skal arbejdskraften skal også reproduceres.
Afgørende ændringer siden Marx
Her må vi se på en af de vigtige ændringer, der er sket i alle højtudviklede kapitalistiske samfund siden Marx´ tid, nemlig statens afgørende rolle i reproduktionen af kapital og arbejdskraft. Den har meget forskellig form, men der er i alle tilfælde det fælles træk, at direkte eller indirekte aktivitet fra statens side er en afgørende økonomisk forudsætning for kapitalakkumulationen.
I de skandinaviske lande, og især i Danmark og Sverige, er det endvidere – gennem snart et århundredes faglige og politiske kampe – lykkedes arbejderklassen at få gjort dens egen reproduktion til en samfundsopgave, nemlig gennem udviklingen af den såkaldte “velfærdsstat”. I disse lande varetager staten i meget høj grad reproduktionen af arbejdskraften gennem en stor social-, sundheds- og uddannelsessektor, ligesom det også i høj grad er lykkedes at få det offentlige til at stå for arbejderklassens understøttelse ved arbejdsløshed, sygdom og alderdom.
Det er opgaver, som i de fleste andre højtudviklede kapitalistiske lande hovedsagelig varetages gennem private, arbejdsmarkedsfinansierede ordninger, eller individuelle forsikringer. Og opgaver, som arbejderklassen i sin “barndom” enten selv måtte sørge for gennem familien og selvbestaltede “hjælpekasser” – eller også blev opgaverne simpelt hen ikke løst: Arbejderne fik ikke nogen uddannelse, kom ikke på hospitalet og blev lappet sammen osv. osv.
Det er ikke tilfældigt, at borgerskabet i disse år udsætter netop dette forhold for et voldsomt pres i form af “privatisering” og “udlicitering” af offentlige ydelser, herunder de sociale og sundhedsmæssige. For det er en afgørende styrkeposition, arbejderklassen i de skandinaviske lande har opnået der. Samtidig kan det øge kapitalens udbytningsmuligheder, hvis disse områder lægges ud til fri afbenyttelse på markedet, gerne med offentligt tilskud, naturligvis.
Merarbejdet som økonomisk kriterium
Med statens øgede rolle i kapitalens og arbejdskraftens reproduktion har modsætningen mellem produktivt/uproduktivt arbejde også fået en væsentlig anden karakter, end den havde i de samfund Marx kunne iagttage.
Langt den største del af statens aktiviteter er stadigvæk uproduktive i marxistisk forstand – dvs. hovedparten af den offentlige sektor producerer ikke merværdi (i Danmark, i hvert fald. I andre europæiske lande, især Frankrig, ser det anderledes ud, her er staten i langt højere grad direkte aktiv i merværdiproduktionen).
Hovedparten af den danske stats udgifter må derfor – i og med at de er uproduktive – betragtes som fradrag i merværdien. Men dette fradrag deler sig i to:
Der er dels tale om “falske omkostninger” for kapitalen (faux fraich) – militær, politi, dommerstand, dele af embedsmandsstanden i øvrigt. Det vil sige omkostninger, der er et rent fradrag i merværdien. Disse omkostninger kaster ikke profit af sig, hverken direkte eller indirekte (at det er nødvendige omkostninger til at opretholde borgerskabets politiske magt, er en anden sag).
Og dels en lang række aktiviteter – i virkeligheden hovedparten – der er nødvendige økonomiske forudsætninger for produktion og -realisation af merværdi. Nemlig alle de dele, der vedrører kapitalens og arbejdskraftens reproduktion: Infrastruktur, kommunikationsmidler i det hele taget, social-, sundheds- og uddannelsessektoren, for at nævne de vigtigste.
I disse funktioner er beskæftiget meget store grupper af lønarbejdere, der med staten – eller statsligt/private selskaber – som arbejdsgivere, udfører funktioner, der økonomisk set er lige så vigtige for kapitalakkumulationen, og dermed den kapitalistiske produktions udvikling, som den funktion, der udøves af arbejderne i produktions- og cirkulationssfæren.
Ubetalt, underordnet merarbejde
Hvis alle disse aktiviteter var et “rent” fradrag i merværdien, på linje med udgifterne til de “falske omkostninger” til voldsapparat og embedsmænd, ville kapitalismen være gået rabundus for længst. Når den ikke er det, skyldes det selvfølgelig, at der i disse grene af den offentlige sektor, i lige så høj grad som i den private, udføres et “ubetalt merarbejde” (Marx), som kapitalen indirekte tilegner sig frugterne af. Dermed har kapitalen i realiteten underordnet sig disse arbejdere, omend ikke i så direkte form, som det sker i den private sektor. Og derfor må hovedparten af disse offentligt ansatte lønarbejdere betragtes som en del af arbejderklassen i økonomisk forstand.
Når jeg siger “hovedparten”, så er det selvfølgelig fordi vi ikke skal falde i den samme grøft, som KMFL/KAP og Socialdemokratiet. Man er ikke nødvendigvis arbejder i økonomisk forstand, blot fordi man er lønarbejder. Hvis man i en eller anden forstand “kommanderer” over arbejdskraft, så indtager man i praksis kapitalens plads i produktionsforholdet, også selv om det sker på lavere ledelsesniveau. For at beskrive de reelle produktionsforhold, må vi derfor tilføje en skelnen mellem overordnet og underordnet lønarbejde. En skelnen, der er lige så strategisk vigtig som spørgsmålet om udbytningen, fordi den kan bruges til at udskille de dele af befolkningen, der har en entydig økonomisk interesse i at afskaffe den kapitalistiske arbejdsdeling og indføre en kommunistisk, kollektiv organisering af arbejdet.
Når vi skal analysere en given kapitalistisk samfundsformation som den danske, må den økonomiske afgrænsning af arbejderklassen derfor i al korthed bestå i følgende: Arbejderklassen består af underordnede lønarbejdere i den private og offentlige sektor, der udfører et ubetalt merarbejde gennem produktion/reproduktion af kapital og arbejdskraft.
Som konsekvens heraf, må mellemlagene økonomisk set bestemmes som følger:
De lønarbejdere, der tilhører mellemlagene, er lønarbejdere i privat og offentlig tjeneste, der på den ene side er underordnet borgerskabets kommando, på den anden side har de selv en eller anden form for overordnet stilling i forhold til arbejderklassen. De indtager altså ikke egentlige “kommandoposter” i forhold til kapital og arbejdskraft.
Dermed har man selvfølgelig kun sagt noget om de dele af mellemlagene, der har en rolle i den samfundsmæssige produktion. Det er helt utilstrækkeligt til at “indfange” mellemlagene som helhed, da en stor del af mellemlagene netop kendetegnes af at de “står uden for” den samfundsmæssige produktion, idet de varetager borgerskabets politiske og ideologiske interesser, eller funktioner i undertrykkelsesapparatet. (Note 2)
Arbejderklassen og mellemlagene – hvem er de så?
Hvilken sammensætning af arbejderklassen (og mellemlagene) i dagens Danmark får vi så, hvis vi anvender den nævnte afgrænsningsmetode på den almindeligt tilgængelige statistik (som er Danmarks Statistiks befolkningsanalyser. (Note 3)
Danmark er et lønarbejdersamfund. Ifølge Danmarks Statistik er de lidt over 5 mio. danskere delt i to nogenlunde lige store dele, hvoraf den ene halvdel er i arbejdsstyrken (heri inkluderet de arbejdsløse), den anden udenfor (studerende, hjemmegående husmødre, pensionister). Hele 91 % af “arbejdsstyrken” (de 16 – 66 årige) er lønarbejdere. Det er som nævnt ikke det samme, som at arbejderklassen så udgør 91 % af arbejdsstyrken. Men ikke desto mindre et udtryk for, at den kapitalistiske produktionsmåde er slået overordentlig kraftigt igennem, og stort set har udryddet resterne af den feudale produktionsmåde, nemlig småborgerskabet.
Arbejderklassen og mellemlagene i dag
I følge min afgrænsning af arbejderklassen, skal denne findes under statistikkens overskrifter faglærte arbejdere, ikke-faglærte arbejdere, samt i gruppen af “øvrige funktionærer” (fra den sidstnævnte gruppe, kan vi uden videre udskille politibetjente og konstabler m. fl., da de er beskæftiget i volds- og undertrykkelsesapparatet, de er “rent fradrag” i merværdien). Mellemlagene findes i gruppen “ledende funktionærer” og i gruppen “Direktører og overordnede funktionærer”.
Blandt gruppen “øvrige funktionærer” skal vi finde arbejderklassen under overskrifterne ekspedient, sælger, kontorassistent, postbud, pædagog, sygehjælper (alle er hovedgrupper, med tilføjelsen “m. fl.”)
På det grundlag udgør arbejderklassen i 1992 ca. 1,5 mio. mennesker, eller ca. 64 % af alle lønmodtagere (De ledige er medregnet her, fordelt på erhverv. Der er dog en vis usikkerhed med hensyn til kategorien “lønmodtagere uden nærmere angivelse”).
I virkelighedens verden er arbejderklassen naturligvis langt større. Hovedparten af “de udstødte” (mennesker på overførselsindkomster, minus de ledige, som er regnet med i de 1,5 mio.) tilhører arbejderklassen. Hjemmegående husmødre, gift med en arbejder, er økonomisk set en del af arbejderklassen. Det samme er hjemmeboende børn, og folkepensionister, der har tilhørt arbejderklassen hele deres liv. Der er ingen tvivl om, at arbejderklassen i Danmark udgør et klart flertal af befolkningen. (Det er klart, at jeg her anvender “økonomisk tilhørsforhold” i en langt bredere betydning end ovenfor, nemlig ud fra en opfattelse af disse gruppers materielle situation i det hele taget. Det er en “øvelse for sig” at udvikle den side af klassebegrebet).
Mellemlagene udgør ca. 23 % af lønmodtagerne. De gemmer sig i statistikken under overskrifterne konstabler, politibetjente, bygningsteknikere, lærere, faglærere, salgsinspektører og konsulenter, socialrådgivere, sygeplejersker og værkfører – alt sammen “m. fl.” I gruppen af “Direktører og overordnede funktionærer” gemmer de sig under overskrifterne gymnasielærere, lektorer, hospitalslæger, farmaceuter, ingeniører, arkitekter, kontorchefer og fuldmægtige, altsammen også her “m. fl.”
Gruppen af “Departementschefer, direktører m. fl.” – ialt ca. 43.000 – henregner jeg til borgerskabet.
Inddelingen er naturligvis meget grov. Alle grupperne er angivet ved en hovedgruppe, hvorefter der står “m. fl.”. Bag opgørelsen ligger nemlig et utal af stillingskategorier, byggende på folks egne oplysninger til skattevæsenet om deres stilling i samfundet. Talmaterialet bliver først spændende, når man trænger ned i de bagvedliggende grupper. Her vil man også mere konkret kunne diskutere anvendeligheden af det økonomiske kriterium “ubetalt, underordnet merarbejde”.
Diskussionen om sygeplejerskes klassetilhørsforhold kan bruges som eksempel. Ifølge statistikken er de alle placeret i en gruppe, som jeg så har betragtet som en del af mellemlagene, ud fra, at de har ledelsesfunktioner. I virkeligheden er det måske mere rigtigt at sige, at skellet mellem arbejderklasse og mellemlag går ned igennem sygeplejerskerne som gruppe. Man kan diskutere, hvor mange ledelsesfunktioner det store flertal af sygeplejerskerne har. De “kommanderer” vel ikke mere med sygehjælpere, portører og rengøringspersonale, end en smed “kommanderer” med sin ufaglærte håndværksmedhjælper.
Omvendt vil vi kunne gå ind i gruppen pædagoger, som jeg har placeret som en del af arbejderklassen, og her finde pædagoger med klare ledelsesfunktioner, der placerer dem i mellemlagene.
Modsætninger inden for arbejderklassen
En vigtig del af klasseanalysen, er netop analysen af modsætningerne inden for de forskellige klasser og lag. Til syvende og sidst afhænger en vellykket revolution jo af de revolutionæres evne til at løse modsætninger inden for arbejderklassen og mellem arbejderklassen og dens allierede, og at udnytte/skærpe modsætninger i “fjendens lejr”. I det følgende vil jeg beskæftige mig med nogle af de vigtigste strukturelle modsætninger i arbejderklassen. Det vil sige modsætninger, der hovedsagelig er betinget af det udviklingstrin kapitalismen befinder sig på.
Funktionær/overenskomstansat
Modsætningen funktionæransat/overenskomstansat er en væsentlig modsætning. Hele 41 % af arbejderklassen er funktionæransat. I funktionæransat ligger, at man er ansat under funktionærloven. Det indebærer længere opsigelsesvarsler, fuld løn under sygdom og ferie for at nævne de vigtigste goder. Men det indebærer som regel også et individuelt ansættelsesforhold, med en personlig ansættelseskontrakt, i modsætning til overenskomstansatte, hvor stort set alle løn- og ansættelsforhold er reguleret gennem en kollektiv aftale, der også forvaltes af kollektivet (den faglige organisation).
Funktionæransættelse udelukker imidlertid ikke, at der samtidig tegnes en kollektiv overenskomst, og det gør sig gældende for mange funktionærgruppers vedkommende. Omvendt forsøger arbejdsgiverne – især inden for industrien – at splitte de overenskomstansatte med individuel løndannelse og funktionærlignende ansættelsesvilkår. Inden for det offentlige ser man en anden tendens, nemlig til at afvikle tjenestemandssystemet til fordel for overenskomstansættelse. Det centrale er, at selve ansættelsesformen ikke er det afgørende for hvilken klasse man objektivt set tilhører. Men den spiller selvfølgelig en rolle for, hvordan man oplever sin situation som arbejder (for eksempel, om man overhovedet opfatter sig som en del af arbejderklassen, hvad mange funktionæransatte ganske givet ikke gør).
Privat/offentlig
Modsætningen mellem privat og offentlig ansættelse er en anden vigtig modsætning i arbejderklassen. Den kan give anledning til splittelse mellem dem der “skaber værdierne” og dem, der skal lønnes af skattekronerne.
Det foreliggende talmateriale giver ikke mulighed for en præcis opgørelse af hvor stor en del af de offentligt ansatte, der tilhører arbejderklassen i følge min definition. Men hvis vi skønner at halvdelen af de funktionæransatte i det offentlige tilhører arbejderklassen (et rent skøn baseret på arbejderklassens andel af funktionærerne som helhed) og tillægger faglærte og ikke-faglærte i den offentlige sektor, så udgør arbejderklassen ca. 60 % af de offentligt ansatte, som ialt udgør ca. 900.000 personer (tilskudspersoner medregnet). Det betyder samtidig, at ca 1/3 af den samlede arbejderklasse er offentligt ansat. (Jeg har også her set bort fra “lønmodtagere uden nærmere angivelse”).
Store/små virksomheder
Fordelingen af arbejderklassen på forskellige virksomhedsstørrelser er af betydning, når man skal undersøge, hvilke dele af arbejderklassen der har størst mulighed for at tage nogle initiativer i klassekampen.
Igen er det foreliggende talmateriale utilstrækkeligt. Men hvis vi skønner (lidt højt sat), at halvdelen af funktionærerne tilhører arbejderklassen, viser det sig, at halvdelen af arbejderklassen er ansat på virksomheder med 50 ansatte og derover, og at lidt over en tredjedel af arbejderklassen er ansat på virksomheder med 100 ansatte og derover. En fjerdedel er ansat på virksomheder med 200 ansatte og derover, og 14 % på virksomheder med 500 ansatte og derover.
Det modsiger i nogen grad det hyppigt gentagne synspunkt om, at Danmark er et land med en masse småvirksomheder. Det er selvfølgelig rigtigt, hvis man sammenligner med andre vesteuropæiske lande, forstået på den måde, at vi næsten ikke har nogen rigtig store virksomheder med tusindvis af ansatte. Ikke desto mindre tyder tallene på, at der er et temmelig godt grundlag for kollektiv optræden fra arbejderklassens side, og for massiv fysisk tilstedeværelse i klassekampen.
“De udstødte”
Modsætningen mellem “arbejderklassen” og “de udstødte” skal have et særligt ord med på vejen. Principielt set, er den diskussion meget kort. Langt hovedparten af dem, der er på overførselsindkomster, er en del af arbejderklassen. De “kom” fra arbejderklassen, inden de blev “udstødt”, enten fordi de blev jaget ud af arbejdsmarkedet, eller fordi de aldrig fik lov at komme ind. Deres levevilkår og personlige fremtid er i et og alt bundet til og bestemt af den øvrige arbejderklassens situation. En stor del af dem kommer aldrig ind på det etablerede arbejdsmarked (igen). Men der er klare bestræbelser fra borgerskabets side på at bruge store dele af disse grupper som arbejdskraftreserve, om ikke for andet, så for at presse lønningerne ned for resten. Det er det, der afspejler sig i væksten i “støttet arbejde”, i “aktiveringskrav” for såvel ledige som bistandsmodtagere, og i snakken om “skånepladser”.
I øvrigt er det meningsløst at tale om “de udstødte”, som om det var en ensartet gruppe. I 1994 var der ialt 922.000 “ubeskæftigede” danskere i alderen 16 – 66 år (de uddannelsessøgende og “almindeligt ledige” er ikke medregnet her).
Der er en gruppe på ca. 61.000, der selv havde sagt farvel til arbejdsmarkedet – i hvert fald til normal fuldtidsbeskæftigelse – ved at benytte sig af efterlønsordningen (det er mindre end det samlede antal efterlønsmodtagere, fordi man i opgørelsen har set bort fra dem, der har angivet, at de har følt sig presset til at gå på efterløn). Til denne gruppe af “frivilligt udstødte” bør også regnes ca. 65.000 “hjemmegående” og ca. 45.000, der er førtidspensioneret i forbindelse med ægtefællens pensionering.
En anden gruppe på i alt ca. 187.000 var midlertidigt ude af arbejdsmarkedet på enten sygedagpenge/barselspenge (72.000), andre orlovsordninger (ca.47.000) eller ledige i aktiveringsordninger (ca. 68.000).
De egentligt “udstødte” skal findes blandt 219.000, som har modtaget førtidspension af helbredsmæssige (197.000) eller sociale/helbredsmæssige årsager (22.000). Hertil kommer ca. 20.000 bistandsmodtagere (misbrugere, sindslidende), 20.000 på revalidering, samt øvrige bistandsmodtagere (ca. 40.000) der af forskellige grunde ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. (Note 4)
Af den samlede gruppe på 922.000 “ubeskæftigede” står ca. 224.000 principielt til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det er rigtigt, at der er modsætninger mellem dem, der har et “normalt arbejde”, og dem, der af den ene eller anden grund skal leve af overførselsindkomster. Det er en af de vigtigste politiske splittelser i arbejderklassen i dag. Men det er dybt reaktionært at fremstille det som en splittelse mellem to “klasser”. Der er ingen tvivl om, at der er et revolutionært potentiale blandt de “marginaliserede” grupper. Men det er naivt at forestille sig, at de i sig selv vil kunne udgøre en slagkraftig styrke i klassekampen. De befinder sig i en “atomiseret” situation, hvor mulighederne for masseorganisering og samlet optræden stort set ikke er til stede.
Industriarbejderne/resten af arbejderklassen
Modsætningen mellem industriarbejderne og resten af arbejderklassen er selvfølgelig også væsentlig. I 1993 var der ca. 232.000 arbejdere (= overenskomstansatte), og ca. 120.000 funktionærer. Det er med det foreliggende talmateriale ikke muligt at udskille, hvor mange af disse funktionærer der reelt tilhører arbejderklassen. Jeg vil gøre et forsigt skøn på 1/3, altså ca. 40.000. Det betyder, at industriarbejderne udgør ca. 18 % af arbejderklassen.
Der ikke er meget hold i påstanden om at industriarbejderne er ved at forsvinde.
Siden 1948 er de såkaldt “sekundære erhvervs” (fremstillingsvirksomhed/industri) andel af den samlede beskæftigelse kun faldet med lidt over 5 % (fra 32,9 % i 1948 til 27,5 % i 1994). De “private tjenesters” (handel/service, transport m.m.) andel af beskæftigelsen er steget med 4 %. Den største forskydning i efterkrigstiden er sket i de “primære erhverv” (landbrug, fiskeri m.v.), hvis andel af den samlede beskæftigelse er faldet fra 27,1 % til 5 %. Og i de “offentlige tjenester”, hvis andel er vokset fra 7,8 % til 31,4 % af den samlede beskæftigelse.
De sidste 10 år er antallet af ansatte i industrien stort set uændret. Faldet i overenskomstansatte (ca. 15.000) modsvares ret nøje af stigningen i funktionæransatte (der er væsentlige udsving undervejs, men de er i høj grad konjunkturbestemt, idet der kun tales om faktisk ansatte).
Men også her er Danmarks Statistiks materiale utilstrækkeligt. Ved “industrien” forstås “fremstillingsvirksomhed” i virksomheder med mindst 6 beskæftigede. Det vil sige, virksomheder, der fremstiller fysiske varer. Men det er en alt for snæver opfattelse af “industri”. Det er ikke kun den traditionelle “fremstillingsvirksomhed”, der er blevet industrialiseret. Inden for alle vareproducerende erhverv, finder der en løbende industrialisering sted, forstået på den måde, at manuel arbejdskraft afløses af maskinel produktion, ofte – men ikke nødvendigvis – i større enheder. Det der går under betegnelsen “tjenesteydelser” eller “serviceopgaver” er jo også varer, selvom de ikke er fysiske ting, i disse sektorer finder der også egentlig merværdiproduktion sted.
Det er en større statistisk øvelse, at beregne industriarbejdernes andel af arbejderklassen på det grundlag. Jeg vil nøjes med at slå fast, at den egentligt merværdiproducerende del af arbejderklassen, er langt større end statistikkens 18 %. Set fra denne vinkel, er det ikke engang sikkert, man kan dokumentere at industriarbejdernes faktiske antal, eller deres andel af arbejderklassen er skrumpet ind i dette århundrede.
På den baggrund vil jeg også afvise teorierne om, at “industrisamfundet” er blevet afløst af et “servicesamfund” eller et “informationssamfund”.
Selv om man så “nøjedes” med statistikkens opgørelse over industriansatte, må man erkende, at deres betydning for samfundets økonomi nærmest er omvendt proportional med antallet af beskæftigede. I 1994 stod egentlige industriprodukter for over 73 % af eksporten. Tæller man andre erhvervs industrialiserede eksport med, bliver tallet langt større. Og der kan vel ikke være uenighed om, at eksporten er af afgørende betydning for det kapitalistiske systems overlevelse.
Sagen er jo, at relativt færre industriarbejdere (“fremstillingsvirksomhed”) betjener et stadig mere kostbart produktionsapparat, med en deraf følgende enorm vækst i produktiviteten. Den “faste kapital” (maskiner, bygninger m.m.) er steget med 60 % i perioden 1966 til 1988. En ansat i industrien producerer 4 gange mere i dag end i 1948. Den forøgede produktion tilvejebringes vel at mærke på en langt kortere arbejdstid (Det gennemsnitlige antal årlige arbejdstimer er faldet fra lidt over 2200 timer i 1950 til lidt under 1600 timer om året i 1995). Inden for landbrug og fiskeri – som i høj grad også er industrialiserede erhverv, produceres der i dag 10 gange så meget pr. ansat, som i 1948.
Man behøver da heller ikke følge ret meget med i den almindelige samfundsdebat for at vide, at svingningerne i industriens konjunkturer i den kapitalistiske verden er helt afgørende for regeringernes politik, og samfundets udvikling i det hele taget – på kort, såvel som på langt sigt.
Hertil kommer, at industriarbejderne er beskæftiget med former for produktion, som også vil udgøre den materielle basis for et socialistisk samfund. Under socialismen skal folk jo også have mad på bordet, tøj på kroppen, tag over hovedet, og samfærdselsmidler.
Andre modsætninger
Der er mange andre modsætninger i arbejderklassen, som vi skal have et indgående kendskab til, for at kunne udarbejde en anvendelig revolutionær strategi.
Der er nogle “klassiske” modsætninger mellem arbejderne i by og på land, mænd og kvinder, gamle og unge. Mellem 1. generationsarbejdere og “flergenerationers”, mellem højt- og lavtlønnede, mellem faglærte og ufaglærte, mellem arbejderne i de forskellige erhverv/brancher, og mellem arbejdende og arbejdsløse/”udstødte”. Der er også modsætninger af “nyere” dato, som ofte går på tværs af disse grænser: For eksempel modsætningen mellem de arbejdere, der er i stand til at følge med i “uddannelsesræset” og dem der må give op i forhold til at “opkvalificere” sig. Der er modsætninger mellem arbejdere med og uden ejerbolig, mellem danske og indvandrere. Der er modsætningen mellem den danske arbejderklasse, og arbejderklassen i andre lande. Og der er politiske modsætninger, mellem arbejdere af forskellig politisk opfattelse, mellem arbejderklassens flertal og arbejderbureaukratiet i socialdemokrati, fagbevægelse og kooperation.
Det skal analyseres alt sammen. Men vel at mærke ud fra, at der er tale om fælles interesser i forhold til samfundets grundlæggende modsætning mellem kapital og arbejde.
Afslutning
I denne artikel har jeg beskæftiget mig med den økonomiske afgrænsning af arbejderklassen, og forsøgt at beskrive dens størrelse. Jeg har også forsøgt at beskrive nogle vigtige strukturelle modsætninger, der findes i den danske arbejderklasse i dag.
Dette materiale besvarer i sig selv ikke ret mange spørgsmål med hensyn til arbejderklassens rolle som samfundsforandrende kraft. Men det har heller ikke været ambitionen med denne artikel. Ambitionen har været, at give et lidt mere konkret billede af hvem arbejderklassen egentlig er, så den videre diskussion forhåbentlig også kan blive mere konkret.
På baggrund af det fremlagte materiale kan man vel kun sige en ting med sikkerhed: Et klart flertal i befolkningen har en objektiv økonomisk interesse i at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde, og har en placering i den samfundsmæssige produktion, der kan danne grundlag for at spille en aktiv rolle i en socialistisk samfundsomvæltning og organisering af samfundet efter kommunistiske principper (i ordets oprindelige betydning: organiseringen af det klasseløse samfund).
Hvis vi dertil lægger, at denne arbejderklasse generelt set har et højt organisations- og uddannelsesniveau, må man sige, at der er gode forudsætninger for, at den danske arbejderklasse kan blive den revolutionære, samfundsforandrende kraft.
Om denne revolutionære bevidsthed så også rent faktisk udvikles, er et helt andet, og langt mere kompliceret spørgsmål. For vi kan selvfølgelig ikke blive uenige med De Autonome og andre om, at flertallet af arbejderklassen tænker og handler reformistisk, det vil sige borgerligt. I en senere artikel (forhåbentlig allerede i næste nr. af VS-Solidaritet) vil jeg diskutere, hvorfor det forholder sig sådan, og hvorfor arbejderklassen ikke desto mindre tvinges i retning af et revolutionært opgør med kapitalismen.
Noter:
- Se for eks. min artikel “Nogle indledende knæbøjninger til klasseanalysen” i Socialistiske Debathefter, Forlaget Solidaritet, oktober 1994.
- Hvis man ikke har mod på at kaste sig over “Kapitalen” og “Teorier om Merværdien” kan man for eksempel begynde med Jens Quortups artikel i Kurasje nr. 4/71 “Karl Marx´ “An sich- klassebegreb”.
- Bortset fra tallene om “de udstødte” er talmaterialet hentet i Statistisk Årbog 1995, specielt tabel 198, tabel 350, og i Statistisk 10-årsoversigt 1995, specielt tabellerne s. 45, 53, og 70. Tallene om udviklingen siden 1948 er hentet i Danmarks Statistik, 50- årsoversigten (1995) s. 16.
- Talmaterialet om “de udstødte” er hentet i “Mandag Morgen” nr. 18, d. 8. maj 1995.