En krise, som den vi befinder os i nu, kalder det bedste frem hos nogle – og det værste hos andre!
Eksempler på det bedste er den ro, som store dele af befolkningen udviser, den hjælpsomhed der spirer frem mange steder, og den offervillighed som de offentligt ansatte udviser, især dem, der trofast bliver på deres post i sundhedsvæsenet.
Det værste, har Forligsmanden har lige leveret et eksempel på. Dagen efter at Statsministeren har lukket Danmark ned på vågeblus, kræver Forligsmanden at overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked bliver genoptaget. Han bakkes op af fagbevægelsens ledere.
Det er at spille hasard med befolkningens sundhed. Mens alle andre holder sig mest muligt væk fra møder, offentlig transport og offentlige forsamlinger skal forhandlingsdelegationer nu rejse landet tyndt for at mødes. Det øger smittefaren, i en situation, hvor alle andre har forstået, at det handler om at begrænse den.
Men det er også at spille hasard med demokratiet. Arbejdsgiverne klarer sig nok, det er alligevel Dansk Industri, der bestemmer det hele. Men hvordan skal medlemmerne i fagbevægelsen få indflydelse, når alt er lukket ned. Der må ikke holdes store møder hvor medlemmerne kan få svar på deres spørgsmål og diskutere om der skal stemmes ja eller nej. Det er simpelt hen ikke muligt at få en normal demokratisk proces, førend Corona-virussen er under kontrol.
Det er måske netop det, der er meningen. I ly af Corona-krisen skal et mæglingsforslag presses ned i halsen på de grupper, der stadig står fast på deres krav (byggeri, jernbane, hotel- og restauration) og på alle de mange andre, som mener at arbejdsgiverne slipper alt for billigt.
De kritiske medlemmer vil blive mødt med formaninger om, at nu skal vi holde sammen og hjælpe Danmark ud af krisen. Det skal vi. Men vi skal vel ikke ”holde sammen” med de direktører og de aktionærer, der siden krisen i 2008 har raget til sig, blevet forgyldt med skattelettelser, og som kynisk har brugt udenlandsk arbejdskraft til at holde lønningerne nede?
Corona-krisen er kun endnu et argument for at kræve markante lønstigninger, og mest til de lavtlønnede og de udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Krisen bliver dyr for den almindelige arbejder. Arbejdsgiverne får en kæmpe hjælpepakke af regeringen, men der er ikke tænkt på lønmodtagerne. Der er kun et sted at hente pengene.