CSC konflikten: En nødvendig kamp

Indlæg i Dagbladet Arbejderen 16. august 2011

CSC konflikten:
En nødvendig kamp
Dagbladet Arbejderen har sommeren over lagt spalter til en god debat om erfaringerne fra CSC-konflikten. Jeg vil gerne bidrag med tre punkter, som jeg synes fortjener en grundigere behandling: LO´s og de øvrige hovedorganisationers rolle, Arbejdsrettens dom af 23. juni, hvor Prosa mistede deres overenskomst til HK, samt nogle betragtninger om, hvad der kan gøres politisk for at begrænse virkningen af det, som denne konflikt dybest set drejer sig om: social dumping.

Positive dialog
Indledningsvis vil jeg glæde mig over, at debatten allerede har ført til en positiv dialog mellem Simon Tøgern fra HK IT-medie og industri/Hovedstaden, og Niels Frølich fra bestyrelsen i Prosa Øst. Begge er klar over, at den vigtigste lære af konflikten er, at IT-folkene må stå sammen. Hvis det ikke er muligt at samle dem i ét forbund, hvilket nok har lange udsigter, så må man undersøge mulighederne for at arbejde sammen om overenskomstdækning og organisering. Man kan kun ønske held og lykke med det, for det er uden tvivl vejen frem.

En nødvendig konflikt
Jeg synes blot ikke, at debatten bør stoppe med det, det er den konflikt for vigtig til. Lad mig først slå fast, at der var tale om en nødvendig, og for Prosas vedkommende uundgåelig konflikt. Simon Tøgern antyder, at PROSA burde have undersøgt mulighederne for sympatikonflikt fra LO-grupperne “før man kastede sig ud i dette alvorlige slagsmål” (09.08.11). Det er mit indtryk, at det har de faktisk gjort, og fået et positivt indtryk af mulighederne. Men selvom svaret havde været negativt, så havde PROSA jo ikke andre muligheder end at tage konflikten – med mindre de blot ville strække våben, og skrive under på det, som CSC-ledelsen forlangte. Konflikten har en lang historie, der begynder med at begge parter afgiver konfliktvarsel i august 2009. Efter langvarige forhandlinger, hvor ledelsen afviser alle Prosas indrømmelser, optrapper CSC konflikten ved at varsle lockout d. 24. januar 2011 (til ikrafttræden den 9. februar 2011). Hvad skulle Prosa ellers have gjort i denne situation, tilsagn om sympativarsler eller ej? De havde kun en mulighed, og det var at tage handsken op, vel vidende at det kunne blive en meget svær kamp.

Den manglende solidaritet
Det er netop derfor, det er berettiget at kritisere LO (og FTF og AC) for, at de ikke støttede CSC-arbejderne massivt. Kernen i den konflikt var, at vi havde et multinationalt selskab, med stort set ubegrænsede økonomiske midler til rådighed, der var parat til at “gå hele vejen” for at presse en stor gruppe ansatte voldsomt ned i løn. De ville også have fjernet det kollektive element i lønforhandlingerne ved at begrænse tillidsrepræsentanters og fagforenings indflydelse. For at føje spot til skade, importerede de skruebrækkere i stor stil, og tvang de ansatte til lære dem op! I sådan en situation må snævre organisationsmæssige hensyn vige til fordel for en massiv støtte. Kritikken for, at støtten udeblev, må nødvendigvis rettes mod dem, der sidder med de største muligheder for at give den, nemlig de tre hovedorganisationer. De burde som minimum have været en officiel opbakning til de CSC-ansatte. For FTF´s vedkommende kom denne opbakning sent og ikke uden et vist pres. For LO´s vedkommende kom den overhovedet ikke! Det er i sig selv et svigt. Støtteudtalelser kan have stor effekt, hvis de kommer fra en hovedorganisation. Det gør det nemmere at skabe aktiviteter i basis i form af udbredelse af kendskabet til konflikten, strejkestøttearbejde osv.

Sympatikonflikter og hovedaftalen
Men den stærkeste form for opbakning er nu engang sympatikonflikter. Andre må dømme om, hvilke muligheder FTF og AC har haft, hvad det angår. For LO´s vedkommende var det en oplagt mulighed at ramme CSC på række funktioner vedrørende reparation, vedligeholdelse og serviceopgaver. Alle ved, at disse sympativarsler aldrig kom, men meget få ved noget om hvorfor! Forklaringen på de “indre linjer” var, at det ville være i strid med det såkaldte “støtteforbud” i Hovedaftalen mellem LO og DA. Det kan ikke afvises, der er delte meninger blandt jurister. Men en sådan tvivl plejer ikke at afholde LO-fagbevægelsen fra at varsle konflikter og sympatikonflikter, når det drejer sig om egne overenskomster. Der er nemlig kun en måde at afklare det på, det er ved at varsle konflikten, og så lade Arbejdsretten tage stilling til om den er lovlig. Vi ved jo, at nogle forbund var villige til at gøre forsøget. Det er en offentlig hemmelighed (der som alle hemmeligheder ikke kan dokumenteres), at det var et rungende nej fra HK, der blokerede for LO´s støtte. Det er og bliver et historisk svigt, fordi det betyder, at man sætter sine egne organisationsinteresser højere end hensynet til en gruppe arbejdere, der udsættes for et voldsomt pres – og højere, end hensynet til at forhindre arbejdsgiverne i at “slå hul på diget” så større dele af arbejdsmarkedet oversvømmes af lønnedgang og forringede vilkår. Det må vi have lov at debattere offentligt, og det bør føre til den fornødne selvransagelse i HK og i LO-familien som sådan.

Slut med “fredsaftaler”
Vi skal også diskutere Arbejdsrettens rolle på baggrund af denne konflikt. Her springer det i øjnene, at CSC stort set uantastet kunne side Arbejdsrettens kendelse overhørig med hensyn til det ulovlige i at importere skruebrækkere i stort tal. Det er endnu et eksempel på, at arbejdsgivernes brud på reglerne takseres langt mildere end arbejdernes – et forhold, der skal ændres gennem ændringer af Hovedaftalen. Men vi må også se på Arbejdsrettens dom af 23. juni. Her fik CSC medhold i, at de kunne frigøre sig fra de to overenskomster med Prosaklubberne på CSC, og derefter blive omfattet af HK´s – væsentlig ringere – landsoverenskomst med arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv, som CSC i forvejen var medlem af. Nogle har opfattet dommen, som “en ny form for foreningsfrihed”, hvor arbejdsgiverne har fået ret til at vælge mellem overenskomsterne som de vil. Det er ikke rigtigt. Danmark har i forvejen et af de frieste systemer (om ikke dét frieste) når det drejer sig om retten til at etablere konflikt og sympatikonflikt for at opnå en overenskomst. Det ændrer dommen ikke på. Den ændrer heller ikke på, at denne frihed også indebærer retten til at konflikte for at frigøre sig fra en overenskomst. Jeg tvivler også på, at dommen vil få alvorlige konsekvenser for andre områder, da den i den grad er hægtet op på den helt specielle begrænsning af konfliktretten, der var aftalt i de to CSC-overenskomster. En begrænsning, der bl. a. betød, at de personalegrupper, der er afgørende for drift og vedligeholdelse ikke måtte sendes i konflikt. Konfliktens forløb viser netop, at det først og fremmest var arbejdsgiverne, der havde glæde af disse bestemmelser, der reelt forhindrede Prosa i et gøre konflikten effektiv. Man kan i hvert fald drage den lære af dommen, at den slags “konfliktbegrænsning” skal man gøre alt for at undgå. De er alligevel ikke nogen garanti imod, at arbejdsgiveren kan frigøre sig fra overenskomsten.

Bedre rammebetingelser
Den sidste lære, jeg vil drage af konflikten er mere generel politisk. Jeg er en varm tilhænger af den danske overenskomstmodel og “hard core” modstander af lovgivning om lønnens størrelse, arbejdstidens længde og andet centralt overenskomststof. Men den omsiggribende sociale dumping vi ser i kraft af EU´s regler og liberaliseringen af verdensmarkedet nødvendiggør noget lovgivning, der kan sikre bedre rammebetingelser for overenskomsterne. Det viser CSC konflikten også, for det er jo dybest set denne liberalisering, der giver CSC de stærkeste kort på hånden. Derfor må vi som fagbevægelse i langt højere grad kæmpe for lovændringer, der kan dæmme op for social dumping, uden at det vedrører indholdet i overenskomsterne og retten til frit at forhandle dem. Her vil jeg henvise til Enhedslistens forslag om “bestilleransvar” (solidaransvar) som et godt modtræk. Det har ingen relevans i CSC-konflikten, men det har til gengæld kravet om “sociale klausuler”, så det offentlige ikke køber ydelser af private firmaer, der er i stand til at dumpe prisen, fordi de forringer de ansattes løn og arbejdsvilkår. I CSC´s tilfælde er der også en langt mere grundlæggende debat om det forkastelige i, at man overlader arbejdet med følsomme personoplysninger til private virksomheder, der – som sådanne jo gør – kun handler ud fra at opnå den størst mulige profit.

Finn Sørensen
Finn Sørensen er medlem af Enhedslistens Faglige Landsudvalg, og folketingskandidat for Enhedslisten i København Storkreds. Finn er også næstformand i 3F Industri og Service, der bakkede de CSC-ansatte op.

Note: “Støtteforbudet” i Hovedaftalen:
Hovedaftalen § 2 stk. 6 siger følgende: “Under arbejdskonflikt mellem parterne i nærværende overenskomst eller deres medlemmer og udenforstående arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisationer eller virksomheder må støtte til den udenforstående ikke ydes af nogen ved denne overenskomst forpligtet part”. Det er en bestemmelse fagbevægelsen tit benytter sig af i forhold til uorganiserede arbejdsgivere, som man konflikter med henblik på at få overenskomst. Bestemmelsen forhindrer nemlig DA i at støtte den pågældende virksomhed. Typisk fører det til enighed om, at virksomheden, evt. med en særaftale, der forbedrer overenskomsten, bliver indmeldt i DA, og derved omfattet af overenskomsten. I CSC-konflikten ville DA sikkert afvise sympatikonflikter fra LO med henvisning til denne paragraf. Forskellen er dog, at PROSA er medlem af en anerkendt hovedorganisation, nemlig FTF, der følger stort set de samme spilleregler som LO og DA.