30. marts var der “Global march to Jerusalem”. En årligt tilbagevendende begivenhed, hvor der demonstreres samtidig i en lang række lande imod Israels besættelse af Palæstina. Palæstinensere i titusindvis marcherer i Palæstina og i nabolandene. Der blev også demonstreret i Danmark. Her er den tale jeg holdt foran Israels ambassade.
Finn Sørensen
Tale ved “Global March to Jerusalem” 30. marts 2012 foran Israels ambassade i Hellerup
Tak fordi jeg kan få lov at holde en tale her ved jeres demonstration.
Det er en god følelse, at vi er forenet i en bred, ikke voldelig civil modstand mod den israelske besættelse af Palæstina – forenet med tusinder andre, der deltager i den årlige globale march mod Jerusalem i mange lande, ikke mindst i Palæstinas nabolande.
Vi kan ikke marchere til Jerusalem, men vi kan sende vores tanker til dem, som hver dag må opleve den ydmygende undertrykkelse, de utallige checkpoints, de vilkårlige arrestationer, de militære angreb, bosætternes provokationer – som må opleve den altoverskyggende provokation og direkte sabotage af enhver fredsbestræbelse, nemlig at der hver eneste dag bygges videre på apartheidmuren, på nye bosættelser, alt sammen i direkte strid med international lov.
Når man har fulgt den palæstinensiske sag gennem hele sit voksne liv, kan man ind i mellem blive grebet af modløshed. Det er svært at finde et folk, der har været udsat for så meget uretfærdighed. Har det da slet ingen ende? Er der ikke plads på verdens dagsorden til retfærdighed for palæstinas folk? Hvornår tør de europæiske lande leve op til deres egne beslutninger, og trodse USA´s veto mod enhver aktivitet, der kan lægge det afgørende pres på Israel, for at respektere FN´s resolutioner og konventionerne om menneskerettigheder?
Den bedste kur mod modløshed, er at møde Palæstinas folk. Man møder et folk, der har bevaret håbet og sammenholdet, trods mere end 60 års undertrykkelse og svigt fra det internationale samfunds side. Et folk der oven i købet har et realistisk billede af deres muligheder, og som løbende drøfter, hvilken vej de skal gå på deres lange march mod fred og frihed.
Jeg har endnu ikke selv forstået, hvordan de kan klare det. Men det er heller ikke så vigtigt. Det vigtige er, at det kan de. Det giver mod og energi til at betale deres gæstfrihed til bage, med den smule vi kan gøre her i Danmark.
Vi har fået en ny regering i Danmark. Også på dette punkt, var der store forventninger til at det kunne betyde en forskel, og et aktivt bidrag til fred i Mellemøsten.
Det helt indlysende krav er selvfølgelig at Danmark anerkender Palæstina, og at Danmark på enhver tænkelig måde lægger pres på Israel for at overholde FN´´s konventioner om dette spørgsmål.
Der bliver ingen varig fredsløsning før besættelsen ophører, muren bliver revet ned, bosættelserne fjernet, flygtningens ret til at vende tilbage bliver anerkendt, og at Palæstina anerkendes som en selvstændig stat med østjerusalem som hovedstad.
Enhedslisten har derfor stillet forslag i Folketinget om anerkendelse af Palæstina. Det står vi indtil videre alene med. Vores nye udenrigsminister vil ikke gå hele vejen – ikke lige nu, i hvert fald, vi skal helst have EU med.
Vi synes hellere Danmark skulle slutte op i rækken af mere end 130 lande, der formelt har anerkendt Palæstina inden for – 67 grænserne, i stedet for at give EU vetoret på dette helt afgørende sprøgsmål.
Vi er nu ikke i tvivl om, at vi er enige med Villy Søvndal om målet. Vi er heller ikke i tvivl om, at Villy faktisk gør hvad han kan for at overbevise EU-landene. Det er da også en vigtig opgave, vi tror bare, det er mere effektivt, hvis man selv gør det, man gerne vil have andre til at gøre.
Men vi vil gerne kvittere for, at Villy Søvndal for nylig modtog besøg af Palæstinas udenrigsminister Riyad al Malki, og at han under dette besøg kom med to gode nyheder:
Den ene er, at Palæstinas repræsentation har fremover lov til at kalde sig det, den er: Palæstinas repræsentation.
Den anden er, at Danmark giver en direkte budgetstøtte til den palæstinensiske regering på i alt kr. 120 mio. over de næste tre år – penge som bl. a. skal gå til lønninger til offentligt ansatte og sociale ydelser til de fattigste dele af den palæstinensiske befolkning.
Regeringens tøven får selvfølgelig ikke Enhedslisten til at opgive kravet. Vi er repræsenteret i Nordisk Råd, hvor vi sammen med SF tilhører den venstresocialistisk grønne gruppe. Gruppen holdt møde i sidste uge på Island – som allerede har vedtaget at anerkende Palæstina. Her blev vi enige om at fremsende forslag om anerkendelse af Palæstina, og det bliver behandlet på Nordisk Råds møde i efteråret.
I mellemtiden må vi sammen med alle jer, og de mange der støtter vores fælles sag, fortsætte det gode arbejde for at øge presset på den danske regering.
Denne demonstration er endnu et skridt på den lange, verdensomspændende march mod Jerusalem. Lad os alle sammen sende en varm tanke til de mange der går denne march sammen med os. Tillad mig at sende en ekstra varm tanke til min kone, der lige nu befinder sig i Palæstina i samme anledning som vi står her i dag.
Tak for ordet.