Folkene bag Stop Fleksjobreformen afholdt en flot demonstration d. 4 juni “For et solidarisk Danmark”. Baggrunden er de mange reformudspil fra regeringen, der rammer udsatte borgere. Her er den tale, jeg holdt ved demonstrationen.
Finn Sørensen: Tale ved Demonstration for et solidarisk Danmark 4. juni 2012
Det er altid en ære, at få lov til at tale ved folkelige demonstrationer. I dag er æren ekstra stor, når jeg tænker på den kæmpe indsats, der ligger bag dette flotte arrangement. Det er frivillig arbejdskraft hele vejen igennem, oven i købet nogle mennesker der har rigeligt at kæmpe med i forvejen, og som har måttet yde store personlige ofre for at komme i mål. Her kunne de etablerede partier og fagbevægelsen lære noget.
Der skal nok være nogle onde tunger, der siger: Det er bare en håndfuld højtlønnede fleksjobbere, som får alt for meget i offentligt tilskud, og som ikke vil yde deres for at redde Danmark ud af krisen. Men det er for længst slået fast, at det store flertal af fleksjobberne får en betragtelig lønnedgang med den nye tilskudsmodel. Det har Ministeren indrømmet på spørgsmål fra Enhedslisten. Iøvrigt fremgår det jo af demonstrationens grundlag, at initiativtagerne ikke kun kæmper for sig selv: “Folkets Parlament ønsker at gøre op med den politiske linje, som f.eks. kun ønsker øget arbejdsudbud uden anvisning af reelle jobs. Folkets Parlament ønsker, at alle borgergrupper via reel dialog kan opnå indflydelse og blive accepteret som ligeværdige medborgere i det rigtige fællesskab.”
Her sætter de fingeren på det ømme punkt. Reformerne af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og nu senest skattereformen begrundes med at arbejdsudbuddet skal øges. Det er traditionel liberalistisk politik. De ærlige blandt borgerlige økonomer – som for eks. den tidligere nationalbankdirektør Niels Bernstein – indrømmer da også, at det egentlige formål er at trykke lønningerne nedad. Det er der som sådan ikke noget nyt i.
Regeringen bidrager nu med en videreudvikling af den liberalistiske tænkning. Det er jo for længst bevist, at hvis man tager pengene fra folk, der er så uheldige ikke at have et arbejde, så får de – hokus pokus – et job! Det siger Arbejdsmarkedskommissionen og Finansministeriets regnemaskiner jo selv. Nyskabelsen består i, at hvis man bruger samme metode over for de syge og dem med nedsat arbejdsevne, så får de det bedre, så kan de arbejde mere, og så får de – hokus pokus – også et job.
Det er latterligt. Men det er også skræmmende, at man kan få størstedelen af de danske medier og ledelsen i fagbevægelsen til at synge med på den melodi.
Det virkelig skræmmende, det er den retorik, som nu tages i anvendelse, oven i købet af en socialdemokratisk beskæftigelsesminister og socialminister. En retorik, der siger, at det er et tag selv bord at få bevilliget kontanthjælp, førtidspension og fleksjob, og at du ikke er en del af fællesskabet, hvis du ikke er i stand til at arbejde. Sammenhold det med ledende socialdemokraters udmeldinger om, at det er på tide at gøre op med en række universelle velfærdsrettigheder. Sammenhold det med nylig gennemført lovgivning om, at det er helt legalt for kommunerne at tage økonomiske hensyn – dvs. hensyn til kommunens økonomi – når de skal afgøre om handicappede og ældre medborgere har behov for praktisk hjælp og pleje. Så tegner der sig et billede af en omfattende nedsmeltning af de principper, som vi har bygget vores velfærdssamfund på.
Derfor er det så vigtigt, at der er borgergrupper som Stop Fleksjobreformen og Syg i Svendborg og mange andre byer, der tager sagen i deres egen hånd, og arrangerer synlige protester. Derfor er det så dejligt at høre mine tidligere faglige kolleger på talerstolen i dag, og at se, at fagforeningernes møde i Horsens d. 1. juni klart og tydeligt sagde fra: “Vi advarer både fagbevægelsen og regeringen mod at gennemføre en fleksjob- og førtidspensionsreform, som i praksis betyder nedskæringer og øget usikkerhed for syge kolleger”.
Det har de ret i. Bag alle de smukke ord om fællesskab er det bare en grim spareøvelse, hvor unge der søger førtidspension og fleksjobberne må betale prisen gennem lønnedgang og lavere ydelser. Begrundelsen er, at alle skal yde for at bringe Danmark ud af krisen. Så er det bare mærkeligt, at der ikke står bare en eneste lille bitte sætning om, hvad arbejdsgiverne skal bidrage med, for at skaffe job til alle de mange tusind med nedsat arbejdsevne, der nu skal ud og konkurrere om de ledige deltidsjob, med fuldt arbejdsføre personer.
Det har arbejdsgiverne heller ikke tænkt sig at bidrage til. Det har vi underdirektør i DA, Erik Simonsens ord for: – “Hvis folk skal have det samme i løn er man dum, hvis man ansætter dem, der er mindst effektive.” (Information 19. Marts 2012).
Regeringens trøstende ord til fleksjobberne er, at de nu kan komme i a-kasse – for at få en ledighedsydelse der er væsentlig lavere end dagpengesatsen, og for at blive sat ned på kontanthjælpsniveau, når de efter 2 år må konstatere, at de – ligesom de nuværende 17.000 ledige fleksjobbere – ikke lykkedes at finde et job. Det er takken til en stor gruppe mennesker, der har gjort alt det, som skiftende regeringer har bedt dem om, nemlig at forsøge at bide sig fast på arbejdsmarkedet med alt hvad de har i sig.
Indtil nu har det været en ensom kamp mod denne reform, ikke kun for jer, men også for Enhedslisten. Men nu breder kritikken sig i fagbevægelsen, ikke bare af reformen men af hele den højresnoede økonomiske politik. Derfor har jeg for nylig opfordret Mette Frederiksen til at tænke sig om endnu engang, og det vil jeg gerne gentage her:
Kære Mette, du kan nå det endnu. Stop nu de forhandlinger med Venstre! Enhedslisten står parat til at forhandle en solidarisk reform. Vi tager gerne udgangspunkt i det udmærkede forslag du selv stillede sammen med SF og De Radikale i 2010.
Jeg tror, at store dele af socialdemokratiske vælgere i øjeblikket prøver at sige til dig, at du skal lytte til os, også hvad det angår, og vende tilbage til de holdninger du havde før valget. Det var dengang du mente, at de borgerliges forslag – som du nu har fremsat i næsten uændret form – bare var en spareøvelse, dengang du mente, at man ikke bliver rask af økonomiske incitamenter og at man bliver nødt til at skrue bissen på over for arbejdsgiverne.
Jeg tror også dine vælgere prøver at sige, at du skal lytte til Enhedslisten, når det drejer sig om hele den økonomiske politik, at regeringen skal lave en skattereform sammen med os, der tager det bogstaveligt at alle skal bidrage – også de 10 % rigeste, og de 49 største former her i landet, som siden 2011 er vokset med 30 mia.
Jeg ved ikke om Mette Frederiksen lytter til min opfordring. Måske skal vi forberede os på, at vi taler for døve ører, og at vi stadig ikke er mange nok, der råber højt nok. Det kan man blive deprimeret af. Men så lad os huske på, at den bedste kur med depression, det er at kæmpe for det man tror på.
Det har I gjort, jer som står bag dette arrangement, alle jer som deltager og de mange der ikke kunne komme. Vi må love hinanden at vi bliver ved med det.
Uanset hvordan det går, skal vi vide med os selv, at vi gjorde hvad vi kunne for at oplyse befolkningen om konsekvenserne. Det skal nok trænge ind, før eller siden.
Lad os gøre arbejderdigteren Carl Schanbergs ord til vores: “Det nye sker, når den, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig”.