Grundlovsdag var jeg inviteret til at tale ved Enhedslisten Bornholms arrangement. Det var første gang partiet holdt noget på Grundlovsdag, og det var en god start. Det foregik i en solbeskinnet Holka-dal. Der var godt fremmøde ca. 40, levende musik og god debat efter min tale, som du kan læse her.
Finn Sørensen, MF/Enhedslisten grundlovstale Bornholm 2012:
Fra oplyst enevælde til uoplyst finansvælde
Jeg har kaldt min grundlovstale for “Fra oplyst enevælde til uoplyst finansvælde”. Jeg kunne også have kaldt den “Historien om, hvordan en revolutionær socialist lærte at elske Grundloven”! Det sidste vender vi tilbage til.
Lad os først tage et hurtigt blik på 150 års kamp for demokratiet – hvordan gik det med det?
Der er to helt grundlæggende pointer i den historie.
Den ene er, at vi ikke har fået demokratiet forærende. Hver eneste lille bid er kun opnået efter lang og sej kamp fra folkelige bevægelser – og “folkelige bevægelser” det er relativt. I første halvdel af 1800 tallet var det nye socialliberale borgerskab, med afsæt i den franske revolution, en folkelig bevægelse i modsætning til adel og enevælde.
Det samme var den danske andelsbevægelse, som organiserede bønderne, og som jo bl. a. fødte et revolutionært demokratisk parti ved navn Venstre – en stor tak til dem for det de gjorde – dengang!
Den anden pointe er, at demokratiet først slår igennem da arbejderklassen organiserer sig i fagforeninger og i et – senere flere – politiske partier – og tager kampen op for at blive repræsenteret i Folketinget. Det er først der, at de demokratiske rettigheder bliver udstrakt til det store flertal af befolkningen.
Junigrundloven 1849 var fin-fin. Den betød i praksis – om end ikke i sin tekst – et farvel til enevælden, et farvel til tanken om at man er født til magten, og et første opgør med tanken om at en lille håndfuld skal bestemme det hele.
Men det var jo et yderst begrænset demokrati. Det gjaldt ikke for mænd under 30 eller hvis de var uden formue. Det gjaldt heller ikke for tjenestefolk, modtagere af fattighjælp – og kvinder!
Siden bølgede kampen frem og tilbage, og det gik ikke altid så stille af, som historieskriverne gerne ville give indtryk af. I den langvarige forfatningskamp fra 1866 – 1901 raslede Estrup med sablerne, og bønderne dannede skytteforeninger, som forberedelse til effektivt selvforsvar mod den diktatoriske godsejer. Samtidig fik arbejderne grundige bank af ordensmagten, når de tillod sig at benytte grundlovens frihedsrettigheder, for eks. på Fælleden.
På god dansk vis blev det heldigvis ikke mere voldeligt end som så. Problemet blev løst ved indførelsen af parlamentarismen i 1901, dvs. det udmærkede princip, som enhver regering – især den nuværende – skal skrive sig bag øret: Den skal udgå af et flertal i folketinget, og den kan kun blive siddende, hvis den ikke har et flertal i mod sig.
Men selv noget så indlysende måtte man stadig kæmpe for, da Christian d. X i 1920 ikke ville respektere resultatet af folkeafstemningen i Sønderjylland. Med støtte fra storkapitalen fyrede han den radikale statsminister Zahle – et regulært statskup, som kun blev afværget, fordi arbejderklassen lavede generalstrejke – et godt eksempel på, hvem det er der, sikrer demokratiet i Danmark.
I mellemtiden – dvs. med grundloven 1915 – havde kvinder og tjenestefolk uden egen husstand fået stemmeret. Straffede personer og modtagere af fattighjælp måtte vente til grundlovsændringen i 1953 før der blev åbnet for deres deltagelse i demokratiet.
Det er også først i 1953 at vi får skrevet det parlamentariske princip ind i grundloven, at vi får afskaffet godsejernes landsting, at valgretsalderen kan vedtages ved særskilt folkeafstemning, at der bliver mulighed for at 1/3 af folketingets medlemmer kan sende et spørgsmål til folkeafstemning, at borgernes retssikkerhed bliver styrket, og at grønlænderne omsider får ret til at vælge repræsentanter til Folketinget.
Der skulle altså gå lidt mere end 100 år før vi fik indført så elementære demokratiske bestemmelser. Man kan bestemt ikke beskylde danskerne for at vi rider samme dag, som vi sadler.
Men på et vigtigt punkt var grundlovsforfatterne i 1953 meget fremsynede, og efter min mening også mere fremsynede end god er. Jeg tænker på § 20, som åbnede op for, at Folketinget – uden en folkeafstemning, men med 5/6 flertal kan overlade suverænitet til “mellemfolkelige myndigheder” der er oprettet på baggrund af mellemstatslige aftaler.
FN er jo det positive eksempel på det, Europarådet et andet.
Men Danmark havde også få år forinden meldt sig ind i det USA-styrede NATO. I de skandinaviske lande – også i Danmark – var der bred interesse for en Nordisk Union. Sydpå tegnede der sig konkrete planer for den såkaldte Rom-Union – senere kendt som EF og EU.
Med andre ord – grundlovsfædrene mente ikke, det skulle være for besværligt at tilslutte sig sådanne “mellemfolkelige myndigheder”.
Det er der heller ikke noget galt i – hvis der reelt er tale om “mellemfolkelige myndigheder” som for eks. FN og Europarådet. Men der er noget galt, når man bruger denne paragraf til at tilslutte Danmark til overstatslige myndigheder. Og det var det der skete, med Danmarks tilslutning til EF i 1972.
Det skete ganske vist ved en folkeafstemning, og vi har haft mange andre folkeafstemninger siden om det spørgsmål – ingen kritik af det. Men Det ændrer ikke på, at Danmarks medlemsskab af EF har udviklet sig nøjagtig som store dele af befolkningen – fra fagforeningsfolk til pæne borgerlige mennesker – advarede imod – fordi de gjorde sig den umage at læse Romtraktaten, hvor et jo klart fremgik – og fremgår – at målet er at skabe en politisk, økonomisk og militær Union i Europa.
Desværre har vi jo også fået ret i, at medlemskabet før eller senere ville føre til indgreb i konfliktretten og den frie forhandlingsret.
Derfor er det rimeligt at betegne 2. oktober 1972 som en skæbnedag, hvor magthaverne begynder en langsom men sikker tilbagerulning af de demokratiske landvindinger, som arbejderklassen har tilkæmpet sig.
De har måttet lide tilbageslag, som da de fik det glade nej til Maastrichtraktaen i 1992 og det nøgterne nej til Euroen for tredje gang i år 2000.
Men det ændrer ikke på, at det skridt for skridt er lykkedes ja-partierne at overføre suverænitet og beslutningskraft til en overstatslig myndighed der kun kan betegnes som et helt igennem udemokratisk – et bureaukratisk monster, hvor en ikke-valgt kommission og flere tusinde embedsmænd i anonyme komiteer lægger rammer for eller bestemmer direkte over et sted mellem 50 – 80 % af lovgivningen i Danmark og de andre medlemslande.
Når det har været rigtig svært for dem, har de jo heller ikke veget tilbage for kreative fortolkninger af hvad det vil sige at afgive suverænitet, så de slap for at spørge folket.
Her er godkendelsen af Lissabon-traktaten det groveste eksempel, for hvis der en traktat, der overlader suverænitet i “ikke nærmere bestemt omfang” så er det da den.
Man kan altid diskutere om tilslutningen til Finanspagten betyder suverænitetsafgivelse i grundlovens forstand. Men hvordan kan man være i tvivl om, at der er tale om en vidtgående politisk aftale, hvor man overlader det til EU-domstolen at tage stilling til om vi har implementeret finanspagtens regler om budgetdiscplin på den rigtige måde? Hvordan kan man afvise at udskrive folkeafstemning om noget så vidtågende?
Det kan man kun, hvis man er en samling kylligkylling, der ikke tør spørge befolkningen.
Men hvorfor denne iver efter at begrænse demokratiet og befolkningens indflydelse? Det står traktaten. Der findes ikke nogen anden forfatning i verden, hvor kapitalens rettigheder er indskrevet så klart og tydeligt, som i EU-traktaten.
Lad mig tage et enkelt eksempel: Artikel 63, der lyder som følger: “Inden for rammerne af bestemmelserne i dette kapitel er alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande forbudt”.
Ved at skrive under på noget sådant, har man fuldstændig underkastet sig kaptalens magt, og givet den alle redskaber til at lægge pression på en regering, der kunne finde på at føre en solidarisk og socialistisk politik.
Der går en lige linje fra denne sætning til Danmarks tilslutning til Finanspagten, en pagt, der kan sammenfattes i en eneste sætning: “Markederne bestemmer”. Men h
vem er “markederne”?
Det er en lille håndfuld mennesker, der ejer enorme formuer, det er cheferne i de store koncerner, de store banker og finansinstitutter, mennesker som ingen har stemt på, men som gennem årtiers liberaliseringer af kapitalbevægelser – jf. artikel 63 – har fået en enorm magt til at flytte rundt på pengesummer, som vi slet ikke har fantasi til at forestille os.
En magt, som de bruger i øjeblikket med fuld styrke, til at svinge pisken over europæiske regeringer, hvis de ikke underkaster sig kravene om at fyre tusindvis af offentligt ansatte, forringe dagpenge, pensioner og sælge ud af offentlige værdier og velfærdsydelser.
Det er den politik, der ligger i EU-traktaterne og i Finanspagten.
Det er den politik som den ny regering underkaster sig ved at gennemføre en budgetlov, som lever op til finanspagtens strenge krav om budgetdisciplin og som lovfæster skrappe sanktioner over for kommuner, regioner og staten selv, hvis de ikke lever op til den.
Det er den politik der ligger regeringens krav til arbejderne om at betale for krisen for fjerde gang. Efter forringelser af dagpengereglerne, forringelserne af efterlønsordningen og en overenskomst der sænker reallønnen, vil de nu have offentligt og privatansatte til at arbejde mere.
Som trøstepræmie får den hårdtarbejdende leverpostejsmadssmørende dansker så nogle beskedne skattelettelser, som de selv kommer til at betale gennem højre afgifter, og når de bliver arbejdsløse, førtids- eller folkepensionister. Til gengæld får de 10 % rigeste nogle skattelettelser der kan mærkes, oven i dem, de fik af den tidligere regering.
Det sker alt sammen med henvisning til det hellige krav om at øge arbejdsudbuddet – uden en tilsvarende øgning af udbuddet af arbejdspladser. Det er den gammelkendte liberalistiske filosofi om, at hvis man tager nogle penge fra de arbejdsløse, så får de hokus pokus et job.
Regeringen har oven i købet udviklet tankegangen yderligere. De har nu fundet ud af, at hvis man tager nogle penge fra de syge og de handicappede, så bliver de mere raske, så kan de arbejde mere, og så får de også et job.
Det sker selvfølgelig ikke.
Det, der sker som følge af alle de reformer som den nye regering har på bedding er, at køen af arbejdsløse bliver længere, med den stensikre konsekvens at lønningerne falder. De mest ærlige blandt de borgerlige økonomer – som for eks. forhenværende nationalbankdirektør Nils Bernstein indrømmer da også, at det er det, der er meningen.
Hvad har alt det med EU og tilslutning til finanspagten at gøre? Regeringen siger jo selv, at den ville gennemføre denne politik alligevel.
Det er desværre nok rigtigt. Men med EU´s traktater og tilsutningen til finanspagten, har de fået ikke bare en undskyldning, men også en direkte forpligtelse til at føre denne politik. Hvad værre er: Det er blevet mange gange vanskeligere for en kommende solidarisk progressiv og socialistisk orienteret regeringen at føre en anden politik!
Men intet er umuligt. Derfor kan I også stole trygt på, at Enhedslisten holder hovedet koldt. Johanne er ikke kravlet så højt op i træet, at hun ikke kan komme ned igen, hvis regeringen opgiver sine planer om at det er de arbejdsløse, de syge og folkepensionisterne der skal betale gildet.
Vi står ved vores valgløfter. Vi er i Folketinget for at sætte vores store fede solidariske tommelfingeraftryk overalt hvor vi kan komme til det. Det lever vore 12 folketingsmedlemmer op til hver eneste dag.
Men det er rigtig svært for os, hvis vi ikke får noget hjælp fra dem, det hele drejer sig om. Derfor er vi rigtig glade i øjeblikket, hvor vi ser at protesterne over fleksjobreformen vokser, at denne protest også for støtte i fagbevægelsen,hvor flere og flere siger nej til at betale regningen for 4. gang. Det munder forhåbentlig ud i en stor tilslutning til det møde for tillidsrepræsentanter som er indkaldt til d. 15. juni.
Det interessante er, at tillidsfolkene sætter fingeren på det ømme punkt: Der er ikke brug for at øge udbuddet af arbejdskraft. Der er ikke brug for splittelse mellem dem, der har et arbejde og dem, der ikke har. Der er brug for at regeringens satser stort på investeringer i grønne job, i klimarenovering af bygningsmassen, i massiv uddannelse af vores vigtigste ressource – de mange unge, de mange ufaglærte og faglærte, det er her nøglen ligger til at bringe Danmark ud af krisen på den fede måde.
Men tilbage til udgangspunktet – fra oplyst enevælde til uoplyst finansvælde – har jeg kaldt min lille historiske tour de force fra 1849 grundloven finanspagten.For et halvgammel revolutionær blev det jo samtidig historien om, hvordan jeg kom til at elske grundloven, i hvert fald den fra 1953.
Uden demokrati – ingen socialisme. Det er læren af sammenbruddet for de stalinistiske regimer i Sovjet og Østeuropa. Men det betyder også, at vi må værne om og udbygge det demokrati, som den danske befolkning har tilkæmpet sig.
Der skal nok rettes et par ting i grundloven, før man kan sige, at den er et godt redskab til at begrænse og til sidst afskaffe kapitalens magt. Men ser vi på teksten i Grundlovens § 73 og 74, så er den hellige ejendomsret og markedets frihed altså ikke mere uindskrænket, end at den kan begrænses af hensyn til almenvellet.
Den store kamp i de kommende år bliver, hvad vi forstår ved det almenvellet – almenvel for hvem – for finanskapitalen eller for det store flertal af befolkningen. Det siger grundloven faktisk noget om, så lad mig slutte med at citere § 75:
Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Tak for ordet, god grundlovsdag og held og lykke med partiets arbejde her på Bornholm.