orsdag d. 8. november 2012 var der 1. behandling af lovforslaget om reform af førtidspension og fleksjob. Fronterne var trukket klart op, og Enhedslisten førte an i skarp kritik af lovforslaget.
Se alle indlæg ved 1. behandlingen her
Eller læs den ved at klikke på “læs mere”
Finn Sørensen, ordførertale ved 1. behandling af L 53 om førtidspension og fleksjob torsdag d. 8. november 2012
201 siders lovforslag, 474 siders høringssvar, et høringsnotat på 105 sider, i alt 780 sider. Og så har jeg vist endda glemt ligestillingsnotatet. Herefter kun 1 uge til at gennemgå lovforslaget og 4 dage til høringssvar og høringsnotat. Det er helt urimelige vilkår og arbejdsbetingelser for Folketinget. Det er en helt urimelig behandling af alle de organisationer, der har brugt mange dage og mange timer på disse høringssvar. Jeg tror også, at det opleves som en hån af de mange mennesker, der sidder og kigger med her, nemlig de mennesker, hvis skæbne vi holder i vores hænder i dag.Det har heldigvis så ikke afholdt de mange parter og interesseorganisationer fra at indsende høringssvar. Mere end 80 er det blevet til. Jeg må sige, at når man kigger ned over dem, så ser man, at sjældent har et lovforslag i den grad været udsat for kritik fra de mennesker, som dem, der fremsætter lovforslaget, påstår at ville hjælpe. Samtlige handicaporganisationer og en lang række fagforeninger og forbund har leveret en sønderlemmende kritik af dette lovforslag, fordi det forringer vilkårene for mennesker med handicap og kroniske sygdomme. Enhedslistens synspunkt er blevet bekræftet, hvad angår det her lovforslag. Det er et synspunkt, vi har haft fra start af, altså at der her er tale om en spareøvelse og intet andet, og hvor regningen for regeringens 2020-plan skal betales af nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund.
Det sker jo ved at stoppe tilgangen til førtidspension, og kunstgrebet er, at man har opfundet en ændring af fleksjobordningen, som siger, at hvis der er den mindste lillebitte chance for, at du kan udvikle en arbejdsevne på 2-4 timer, så skal du ikke have førtidspension, men så skal du enten i et ressourceforløb – langvarige ressourceforløb, det ene efter det andet til kontanthjælpsydelse – eller også skal du visiteres til et fleksjob, som ikke er der.
Det er hovedproblemet i den her ordning, og det er derfor, at det er fuldstændig berettiget at kalde det en spareøvelse, fordi fleksjobbene jo ikke er der. Og hvordan er situationen for unge mennesker, der skal gå det ene år efter det andet på kontanthjælpssats? De kommer i det, jeg vil kalde risikogruppen for at havne i fattigdom.
Da forliget blev offentliggjort, var vi positivt stemt for en del af det, nemlig det, der handlede om ressourceforløbene. Men efter en nøje granskning af selve lovteksten og bemærkningerne ser virkeligheden jo også her helt anderledes ud, end man foregiver. Det bliver jo ganske vanskeligt at få bevilget et ressourceforløb. Først skal man have modtaget offentlig forsørgelse i lang tid, og herefter skal man have deltaget i tilbud eller revalidering. Man må sige, at det jo fuldstændig modvirker de erklærede målsætninger om, at vi så hurtigt som muligt skal have fat i folk og hjælpe dem i gang med en jobrelateret udvikling. Så som lovforslaget ser ud nu, ser det i vore øjne bare ud til, at ressourceforløbene bliver et ekstra lag oven på en i forvejen alt for lang sagsbehandlingstid for disse grupper.
Andre sparemekanismer er jo en stramning af rådighedsreglerne og sanktioner for personer, der deltager i ressourceforløb. En lignende stramning er der for ledige fleksjobbere, der i øvrigt skal leve for en mindre ledighedsydelse, end de får i dag. Og sådan kunne vi blive ved.
Alt i alt vil jeg sige, at den her reform modvirker den udmærkede målsætning, der står i regeringsgrundlaget, om, at regeringen gerne vil måles på, om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom. Men resultatet af den her reform vil i stedet blive, at mange flere tusind mennesker i årene fremover skal leve i lang tid på kontanthjælpsydelse.
Der er alle disse forringelser. Desværre er befolkningen jo ved at vænne sig til dem. Det værste er måske det menneskesyn, der ligger bag den her reform, nemlig et menneskesyn, der siger, at mennesker med handicap ikke er lige så meget værd som os andre, og at det er helt i orden, at de får en lavere løn, dårligere ansættelsesvilkår og mindre i pension. For hele princippet i den nye lønmodel for fleksjobbere er, at jo større handicap, jo mindre løn. Det er også et menneskesyn, der siger, at hvis du ikke kan arbejde, er du ikke en del af fællesskabet. Det er et menneskesyn, der appellerer til den indre svinehund, til den elendighedstænkning, der siger, at nu har vi ikke længere råd til lighed. Nu har vi ikke længere råd til at leve op til de fine principper om ikkediskriminering af mennesker med handicap. Nu har vi ikke længere råd til solidaritet. Det er et opgør med alt det, jeg lærte i mit barndomshjem af mine gode socialdemokratiske forældre. Hvis nogen har lært om ret og pligt, er det mig og mine forældres generation. Men vi lærte altså, at til pligterne høre pligten til at tage sig af de svage i samfundet. Det gør det her forslag ikke. Det lever det ikke op til, tværtimod.
Enhedslisten vil kæmpe til sidste blodsdråbe imod det her reformforslag. Vi vil også medvirke til ethvert ændringsforslag, der kan forbedre det i god og mere brugbar retning. Dermed vil jeg hilse de mange frustrerede og ulykkelige mennesker, der sidder og følger med her, og sige: Alle jeres mange spørgsmål har vi ikke nået at stille i dag. Vi kan ikke komme til det. Men de skal nok blive stillet.
Tak for ordet.