Reform af førtidspension og fleksjob
Onsdag d. 19. december 2012 vedtog Folketinget reformen af førtidspension og fleksjob. For stemte Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Imod stemte Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Læs min ordførertale her
Finn Sørensen ordførertale 3. behandling 19. december 2012
Det er rimeligt at gøre status over den langvarige debat og behandling vi har haft af dette spørgsmål, siden beskæftigelsesministeren fremlagde sit forslag i februar i år.
Når jeg ser på de mange debatter, høringssvar, og svarene på de mange spørgsmål ser jeg ingen grund til at ændre den konklusion som vi i Enhedslisten nåede til, da vi så beskæftigelsesministerens udspil d. 28. februar 2012.
Resultatet af denne reform vil være, at mange flere tusinde vil blive henvist til at leve i årevis på kontanthjælp eller ledighedsydelse. Det er der ingen der bliver raske af, tværtimod. Det eneste vi får ud af det, er flere fattige og ulykkelige mennesker, stik i strid med regeringens erklærede målsætning om at mindske ulighed og fattigdom.
Når det vil gå sådan, så skyldes det ikke kun de forringede ydelser og lavere løn og pension til de udsatte grupper, men den kendsgerning, at der ikke er det mindste lillebitte krav til arbejdsgiverne om, hvad de skal gøre for at skabe plads til mennesker med nedsat arbejdsevne.
Hertil kommer, at reformen næsten udelukkende finansieres af de grupper, man påstår at ville hjælpe, nemlig af den gruppe unge, der efter de nuværende regler ville blive tilkendt førtidspension, og af de mange nuværende og kommende fleksjobbere, der får fleksjob efter de nye regler.
I dag deles denne kritik af samtlige handicaporganisationer og en lang række andre interesseorganisationer, som i det daglige varetager udsatte medborgeres interesser, herunder en lang række fagforeninger.
Jeg har tidligere efterlyst et eksempel på et andet lovforslag i dansk parlamentarisk historie, der i den grad er blevet udsat for kritik fra repræsentanterne for de mennesker, som man påstår at ville tilgodese. Jeg har stadig ikke fået det eksempel.
Den omfattende kritik, har ikke fået beskæftigelsesministeren eller forligspartierne til at ryste på hånden.
Tværtimod. Ved 2. behandlingen var intet for småt til at blive tværet ud med tommelfingeren på den røde knap.
Selv beskedne forslag, som var fuldstændig gratis for statskassen, blev stemt ned, som for eks. forslaget om at lempe rådighedskrav og sanktioner for disse mennesker, forslaget om at give fleksjobbere ret til at tage fagforeningen med ved forhandlinger om løn og ansættelsesvilkår, og forslaget om ret til ansættelsesbevis ved fleksjob på 8 timer og derunder.
Ikke engang et halvt års udsættelse kunne man unde de stressede sagsbehandlere i kommunerne, der om 14 dage skal til at administrere en lov, der griber ind i mere end 10 andre love, som indfører helt nye regler for sagsbehandling og vender op og ned på reglerne om fleksjob.
Vedtagelsen af dette lovforslag udtryk for et alarmerende holdningsskred i dansk social- og handicappolitik.
Indtil i dag, har det været vedtaget politik, at man ikke skal diskrimineres på arbejdsmarkedet, fordi man har en kronisk sygdom eller et handicap.
Nu slås det fast med syvtommersøm, at jo mindre din arbejdsevne er på grund af sygdom og handicap, jo lavere løn skal du have, og jo mindre bliver din pension.
Indtil folketingsvalget i september 2011 havde vi tre partier, der nu sidder i regering, som var enige om at en reform af førtidspension og fleksjob i hvert fald ikke skulle gennemføres af sparehensyn, og som af samme grund gik skarpt i rette med den tidligere regerings forslag i 2010.
De samme partier har nu stillet sig i spidsen for en reform, der i alt væsentligt er en tro kopi af den reform de kritiserede i 2010, og som netop ikke er ret meget andet end en spareøvelse.
Indtil valget havde vi to partier – Socialdemokratiet og SF – der hyldede reglen om at et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svageste. I dag fortsætter de kursen fra skattereformen, hvor de svage grupper får lov til at betale for en hullet 2020 plan med dertil hørende skattelettelser.
Indtil i dag havde vi en beskæftigelsesminister, der stærkt og godt forsvarede den danske aftalemodel. Nu lægger samme minister ryg til et groft indgreb i de kollektive overenskomster, samtidig med at hun fjerner fleksjobberens ret til at have sin fagforening med ved forhandling om løn og ansættelsesvilkår og giver sig selv ret til at afgøre, hvad der er en rimelig løn.
Til folketingsmedlemmerne fra forligspartierne vil jeg sige: Jeg håber, at I inderst inde er bare en lille bitte smule i tvivl, om det nu også er rigtigt at trykke på den grønne knap. Det kan ikke passe, at I har hjerter af sten. De mange kritiske høringssvar, de mange henvendelser fra bekymrede og desperate borgere må da have rørt jer bare en lille smule.
Til beskæftigelsesministeren vil jeg sige tak for kampen. Jeg er ikke imponeret over dine argumenter, men du har i det mindste stået på mål for dit forslag.
Du skal da også have tak for din ærlighed på samrådet i fredags, hvor du indrømmede at det nye princip om jo større handicap jo lavere løn ikke er solidarisk. At du så synes, det er rimeligt, må vel passe med en socialdemokratisk ordbog – i Enhedslistens ordbog er der ikke forskel på rimelig og solidarisk.
Til alle jer derude, til alle de mange organisationer og enkeltpersoner, der har bidraget med høringssvar, debatindlæg og ændringsforslag vil jeg sige tak for en fælles kamp.
Uden jer, havde vi ikke kunnet være så konkrete i vores kritik og ændringsforslag.
Det lykkedes ikke at stoppe lovforslaget, end ikke at forbedre det. Men det er i hvert fald ikke jeres skyld, hvis nogen her i salen træffer beslutning på et uoplyst grundlag.
Og kampen fortsætter. I må hjælpe os med at holde forligspartierne op på deres ansvar. Skulle det lykkes at overbevise dem – helt eller delvis – om, at de har taget fejl, så kan I stole på, at Enhedslisten er de første til at være med til at rette op på skaderne.
Tak for ordet.