Scharnberg-pris til litauiske arbejdere

Carl Scharnberg fondens årlige prisuddeling blev afholdt d. 1. juli på 3F kursusejendom i Silkeborg. Ca 100 3F-seniorer, der var på kursus, overværede prisuddelingen. Priserne – hver på kr. 15.000,- gik til Fredsvagten og til 14 litauiske kvinder, der i månedsvis kæmpede for ordentlige løn og arbejdsvilkår, mod deres tidligere arbejdsgiver Gartneriet Rosa ved Århus. Finn Sørensen holdt talen for de litauiske kvinder. Den kan læses her. 

Prisen går til 14 litauiske kvinder, der – gennem måneder – sammen med deres fagforening 3F Århus Rymarken, har kæmpet en sej kamp for deres ret til ordentlige løn og ansættelsesvilkår.

Social dumping hører vi om hver eneste dag.

Alle er enige om, at tage afstand fra det. Nogle mere helhjertet end andre. Jeg mener, hvis V, K og DF virkelig mente, at det var et stort problem, så havde de jo nok gjort noget ved det, mens de selv havde flertallet, problemet er jo opstået i deres tid.

Der er en enkelt af de borgerlige politikere, Joachim B. Olsen, der siger dét højt, som de andre nøjes med at antyde: Det er danskernes egen skyld der er social dumping, fordi de ikke gider plukke jordbær, gøre rent og vaske op.

Det er en påstand, der hver gang viser sig at være grebet ud af luften, arbejdsgiverne gør sig ikke den ulejlighed at slå jobbene op, endsige henvende sig hos fagforeningen eller på jobcenteret.

Heldigvis har vi fået et flertal i folketinget der gerne vil gøre noget ved social dumping, hvilket vi jo også har gjort, selvom nogen af os mener, at vi burde tage lagt skrappere midler i brug, end vi indtil nu har kunnet blive enige om.

Men når det sådan er blevet hverdagskost med historier om social dumping, hvorfor skal vi så absolut give en pris til nogle af de arbejdere, der har været udsat for denne dårlige behandling. Er de ikke selv ude om det?

Det skal vi, fordi disse kvinder har præsteret noget helt særligt, de er et eksempel til efterfølgelse for mange andre udenlandske arbejdere her i landet, ligesom deres fagforening 3F Århus Rymarken også har præsteret noget helt særligt.

Det, de har været udsat for, er desværre ikke usædvanligt. De er blevet lokket hertil under falske løfter om en god timeløn. Resultatet blev en faktisk timeløn på ca. det halve af overenskomsten, og arbejdstider der nærmede sig det dobbelte.

Det er desværre heller ikke usædvanligt, at det er foregået på en dansk virksomhed – Gartneriet Rosa i Århus – som er medlem af arbejdsgiverforeningen og derfor omfattet af overenskomsten, men som i stedet for at betale efter den, i årevis har benyttet sig af vikarbureauer, der alle har specialiseret sig i at importere billig udenlandsk arbejdskraft.

Vikarbureauet skaffede dem skam et sted at bo – eller rettere en seng, som de hver betalte 3000 kr. om måneden for til vikarbureauet, der på den måde havde en net lille indtægt på over 50.000 pr. måned. Deres talskvinde mente, at det var ringere vilkår end i Litauen.

For at føje spot til skade, har arbejdsgiveren også på de ansattes vegne og uden deres vidende, indberettet et befordringsfradrag til Skat, som for de flestes vedkommende gav et skattefradrag, der var større end deres løn. Fradraget svarede til, at kvinderne skulle rejse 3200 km. Danmark/Litauen retur hver anden week-end – det har der næppe været tid til, med de arbejdstider. Det er jo til at grine af – men det gør kvinderne nok ikke, da er dem, og ikke arbejdsgiveren, der kommer i klemme hos SKAT.

Det er desværre heller ikke usædvanligt, at når de udenlandske arbejdere siger stop og kræver deres ret, så bliver de fyret. Det skete også her. Vikarbureauet meddelte dem omgående, at de var opsagt, og at der var bestilt en bus, som ville køre dem direkte tilbage til Litauen næste dag.

Men så sker det usædvanlige.

Som Carl Scharnberg sagde: “Det nye sker, når den der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig” .

De litauiske vinder syntes de gerne ville blande sig i deres eget liv. De steg IKKE op i den bus. De gik til fagforeningen 3F Århus Rymarken – og de kæmpede sammen med Fagforeningen en flere måneder lang kamp, hvor de demonstrerede foran virksomheden hver eneste dag, og i perioder to gange om dagen.

Det var et stort skridt.

For sagen er, at på grund af dårlig kontrol fra myndighedernes side, og især dårligt samspil mellem skat, folkeregister og statsforvaltning, så har flere af kvinderne uden at vide det arbejdet her uden at være lovligt registreret. .

I den situation skal der jo noget til, før man træder frem i lyset, men det gjorde de, og det skal de have en stor tak for, fordi de har vist vejen for mange andre udenlandske arbejdere, der befinder sig i en lige så vanskelig situation.

Gennem deres kamp har de været med til at sætte fokus på et af de største problemer i vores samfund – det, vi kalder social dumping, som jo dybest set består i, at grådige arbejdsgivere, borgerlige partier og en borgerlig presse har held til at spille udenlandske arbejdere ud mod danske.

De litauiske kvinder har vist, hvad svaret er på det – sammenhold, ganske enkelt.

Men heldigvis har de jo så også haft en fagforening til rådighed der har forstået det, og som har støttet dem hele vejen igennem, både i forhold til arbejdsgiveren og i forhold til myndighederne.

Den grønne Gruppe i 3F Århus Rymarken har gjort det, som alle fagforeninger og alle arbejdere bør gøre.

Vi kommer ingen vegne med at lægge de udenlandske arbejdere for had, det er ikke dem, der er problemet, det er de arbejdsgivere, der tilsyneladende har tingene i orden, som holder hyldesttaler for den danske model om søndagen, men som udnytter arbejderne groft alle ugens andre dage.

Derfor er vi nødt til at stå sammen, og sige til de udenlandske arbejdere der kommer her til landet: I er velkomne her – hvis I arbejder på lige vilkår med os andre. Samme pligter, samme rettigheder.

Til pligterne hører også, at man melder sig i fagforening, og tager kampen op for alle arbejderes rettigheder. De har de 14 litauiske kvinder også gjort.

De har ikke kun kæmpet for sig selv. De mødte op i folketingets beskæftigelsesudvalg, for at kaste lys over, at store huller i lovgivning og mangelfuld kontrol og samarbejde mellem myndighederne er med til at forværre problemerne med social dumping.

Derfor er jeg både stolt og glad for at få lov til at overrække dem denne pris. Jeg tror også Carl Scharnberg sidder og følger med og gnækker sin tørre latter, for det er lige efter hans bog. Tilskuerne begyndte at blande sig, og så begynder tingene at ske.

Læs mere om de litauiske kvinders kamp

Læs mere om Carl Scharnbergs Uofficielle Fond