Her er min tale ved Folketingets åbningsdebat torsdag d. 9. oktober 2014. Den gav anledning til en byge af spørgsmål fra de borgerlige politikere. Man kan også se debatten på Folketingets TV.
Åbningsdebatten i dag er ikke en hvilken som helst åbningsdebat.
Det er den sidste, inden vi skal stå til regnskab over for vælgerne.
Derfor er det også ved at være sidste udkald for at vise, at der er forskel på rød og blå i dansk politik.
Mange er kommet i tvivl, om der er forskel.
Det er desværre forståeligt – og vel også uundgåeligt, når regeringen selv har påtaget sig, at videreføre VK-regeringens økonomiske politik.
Men der er jo forskel, selvom den burde være langt større, set fra Enhedslistens synspunkt.
En Venstre-ledet regering ville aldrig have afskaffet fattigdomsydelser og indført en fattigdomsgrænse. Den tog ikke kampen op mod social dumping, den tog ikke skridt til grøn omstilling, men styrkede den blinde vækst.
Som vi har fået bevist her i dag – Venstre har ingen plan – eller rettere, de vil ikke ud med den, for så bliver det tydeligt, at prisen er ringere velfærd, mere brugerbetaling, flere arbejdsløse, mere social dumping.
For Venstre ved vi jo godt, hvor vi har.
Altid forrest, når der skal deles skattelettelser ud til de højtlønnede og de rige
Altid forrest, når private virksomheder skal have bedre muligheder for at stikke snablen ned i statskassen.
Altid forrest, når der skal skæres ned over for de arbejdsløse og de syge, mennesker med handicap og flygtninge.
Men aldrig forrest, når det handler om at bekæmpe fattigdom
Aldrig forrest når det handler om at bekæmpe social dumping
Ved vi også hvor vi har Dansk Folkeparti?
De vil have en offentlig vækst på 0,8 % – ros for det.
De har nu at genoptjeningsperioden for dagpenge skal halveres – i hvert fald til dagpengekommissionen har talt. Ros for det.
De vil gerne bruge flere penge på ældrepleje. Ros for det.
Vi bruger gerne deres stemmer til at skabe flertal for de ting.
Det synes vi også regeringen skulle.
Men det ændrer ikke på, at vi jo godt ved, hvor vi har DF når stemmerne talt op – som trofaste støtter for Lars Løkke, der vil det stik modsatte.
Og hvordan vil Dansk Folkeparti finansiere deres løfter?
Svaret blæser i vinden, bortset fra, at DF altid er parat til at lade de fattige ude i verden og herhjemme betale.
Lad os bruge den sidste tid op til folketingsvalget, til at tydeliggøre forskellen på rød og blå.
Opskriften er ikke så svær.
Vi må give konkrete svar på konkrete problemer.
De arbejdsløse har brug for job. Så lad os da skaffe dem et job – ikke et regnestykke om arbejdsudbud.
Lønarbejderne har brug for gode løn og arbejdsvilkår. Det skal de selv forhandle. Men vi skal give dem nogle bedre rammer, hvis vi mener noget med skåltalerne for den danske model.
Alle der er i arbejde, har brug for tryghed, hvis de bliver arbejdsløse og syge.
Den tryghed har de ikke i dag, med reformer af efterløn, dagpenge, førtidspension, kontanthjælp, sygedagpenge.
Vi har alle brug for støtte fra fællesskabet i løbet af vores liv. Vi har brug for et trygt velfærdssamfund – børn,unge, gamle.
Det skal vi – folketinget – sikre.
Hvordan synes vi selv det går?
Nogle herinde mener nok, det går godt – eller i hvert fald bedre.
Spørg befolkningen – det er ikke den udbredte mening.
Flere og flere kender en arbejdsløs, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen.
Flere og flere kender en langtidssyg, der mister sine sygedagpenge.
Flere og flere kan se konsekvenserne af mange års skattelettelser og budgettyrrani over for kommunerne:
– Ældre på plejehjem, der ikke bliver skiftet, ældre, som spises af med en ugegammel madpakke.
– Børn, i overfyldte institutioner.
– Mennesker med handicap, der bliver frataget hjælpemidler og ledsager.
– Elever der udsættes for stressede lærere.
– Eller spørg for eks. de uddannelsessøgende, der demonstrerer i dag, om de er tilfredse med evindelige nedskæringer og de manglende praktikpladser.
Hvor ringe kan det blive?
Hvornår siger vi stop – vi, som har det endelige ansvar?
Hvornår prioriterer vi velfærd frem for skattelettelser – sådan som nogle af os i fællesskab lovede før valget?
Og hvornår tager vi fra Folketingets side ansvar for, at vi har en klode at leve på i fremtiden?
Hvis alle på kloden gjorde som os, så skulle vi bruge mange flere kloder.
Det går bare ikke!
Der skal en gennemgribende omstilling af hele økonomien til, en grøn omstilling.
Vi bliver nødt til at bygge vores samfund og vores udvikling på andre principper end blind vækst. Og vi bliver nødt til at begynde nu.
Det er den vej vi skal, hvis vi skal vise, at der er forskel på rød og blå.
Finansloven er et godt sted at starte, et godt sted at skabe håb, hos de vælgere, der skaffede et nyt flertal ved sidste valg – i håb om en anden politik.
I Enhedslisten har vi spillet ud med fire temaer.
– Større tryghed for lønmodtagerne. Blandt andet ved at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge. Og ved at annullere den gensidige forsørgerpligt for arbejdsløse på kontanthjælp.
– Genopretning af velfærden. Vi skal blandt andet have bedre ældrepleje, og vores børn skal have bedre pasning.
– Lønmodtagerne skal stå stærkere, gennem en styrket indsats mod social dumping. Vi skal have lovgivning om kædeansvar, og obligatoriske arbejdsklausuler i alle offentlige kontrakter, bedre lovgivning om virksomhedsoverdragelse.
– Grøn omstilling. Enhedslisten vil støtte den vedvarende energi massivt, og presse på for at omstille landbruget til økologi. Det er der mange gode job i.
Vi kommer ikke med ultimative krav.
Den slags overlader vi til andre.
Men tilfredsstillende resultater på de her områder er nøglen til en finanslovsaftale med Enhedslisten.
– o –
Det er meget vigtige temaer, der skal tages hånd om nu.
Men i de her dage er det også aldeles påtrængende at spørge, hvordan vi selv synes det går med at tage ansvar for verden omkring os.
Der var engang vi var stolte af at komme fra Danmark.
Vi blev opfattet som et foregangsland, i kampen for fred og solidaritet.
Og vi var med blandt de første til at hjælpe flygtninge og fattige folk i verden.
Sådan er det ikke mere.
Nu er vi blandt de første på vingerne, blandt de første til at smide bomberne.
Hvornår får vi en åben diskussion om erfaringer og konsekvenser?
Hvornår forholder vi os til erfaringerne fra tre krige, som er, at vi efterlod et kaos, der var større, end da vi startede, som er, at terrorisme, religiøs fanatisme og had mod os i Vesten kun har fået ny næring?
Omkostningerne har været skræmmende. Hundredtusindvis af dræbte soldater og civile og massive flygtningestrømme.
Alene det, burde forpligte os til en bred folkelig debat om mål og midler
Enhedslisten vil, at Danmark igen bliver foregangsland.
Vi vil igen være kendt for at sætte fredelige løsninger øverst, for at hjælpe mennesker i nød – ikke kun der hvor de bor, men også ved at give dem husly, når de er på flugt.
Det gør Danmark heldigvis stadig.
Men hvad er vores aktuelle svar til mennesker der er på flugt fra Assads terrorregime og ISIL´s fascistiske overgreb?
Skal vores svar virkelig være, at de ikke kan få deres ægtefælle og deres børn med herop, men må leve i stadig uvished om deres skæbne?
Det kan ikke være rigtigt, at Danmark skal synke så dybt.
Vi opfordrer indtrængende regeringen til at ændre holdning i den sag.
Det er godt at Danmark hjælper kurderne i Nordirak med humanitær hjælp og våben.
Men det er simpelt hen ubærligt, at se Kobanes indbyggere blive massakreret af ISIL, mens Danmarks NATO-allierede Tyrkiet lægger armene over kors og ser den anden vej.
Jeg vil indtrængende opfordre regeringen til at straks at følge Enhedslistens forslag, så vi kan udvide den humanitære og våbenmæssige støtte til også at gælde kurderne i det nordlige Syrien, der kæmper en ensom og desperat kamp mod IS.
– o –
Der er brug for, at vi tager ansvar for verden omkring os
Der brug for, at vi bidrager med mere solidaritet og hjælp der virker, til verden omkring os.
Der er brug for, at vi skubber på den grønne omstilling, så vi har en beboelig klode – også ud over vores egen levetid.
Og der er brug for, at vi styrker fællesskabet . Et fællesskab med et velfungerende arbejdsmarked, et trygt socialt sikkerhedsnet og velfærd for alle, ikke kun for dem, som har råd.