Torsdag 30.10.14 var der 1. behandling af et lovforslag om rehabilitering i hjemmehjælpen. Regeringen og en række partier vil, at de ældre ikke kan få hjemmehjælp før de har gennemgået et kursus i hvordan de klarer sig selv – og så behøver de det måske slet ikke have hjælp. Debatten drejede sig især om Enhedslistens kritik af lovforslaget, som går ud på, at lovforslaget giver kommunerne mulighed for at nægte hjemmehjælp, hvis borgeren ikke vil medvirke til rehabiliteringen. Læs min ordførertale her.
Enhedslisten kan ikke støtte lovforslaget i den foreliggende form.
Rehabilitering – eller hjælp til selvhjælp som jeg vil foretrække at kalde det – er en god ting. Alle vil helst klare sig længst muligt i eget hjem, og det er fint at hjælpe borgerne til det.
Men i det foreliggende lovforslag går man klart over stregen.
Lovforslaget betyder, at der som hovedregel ikke er nogen hjemmehjælp, førend borgeren har gennemgået et såkaldt rehabiliteringsforløb. Det fremgår klart af lovtekst og bemærkninger.
Det hedder ganske vist, at rehabilitering er et tilbud – men det er et siciliansk tilbud, som borgeren ikke kan afslå, uden at risikere at få frataget hjælp.
Dermed bliver rehabilitering en pligt for borgeren, som borgeren SKAL medvirke til, som forudsætning for overhovedet at få hjælp.
Tilhængerne af lovforslaget vil straks sige, at det står der ikke noget om.
Nej, men der står heller ikke det modsatte, nemlig at borgeren kan sige nej til rehabiliteringsforløb, uden at miste hjælpen. Der står blot, at man ikke kan fratage hjælp, med henvisning til at borgeren ikke “magter” at gennemføre forløbet, og det er jo kommunen der vurderer det.
Enhedslisten forsøgte at få indskrevet i aftalen, at deltagelse i et rehabiliteringsforløb skulle være frivilligt, og at borgeren ikke kunne miste hjælpen, hvis man ikke ønskede at deltage.
Det burde ikke være svært, i betragtning af, at socialministerens udtalelser på folkemødet i sommer, hvor ministeren sagde: “at selvfølgelig er der ikke nogen, der skal tvinges til at rehabiliteres på nogen som helst måde”.
Jeg kan også henvise til et svar, som ministeren gav til Ældresagen d. 18. juni, hvor der meget klart står, at det giver ikke mening, at tale om tvang i forbindelse med rehabilitering.
Hvorfor kunne jeg så ikke få det med i aftaleteksten?
Der kan kun være den forklaring, at regeringen ikke vil fratage kommunerne muligheden for at tvinge borgerne.
Jeg er ikke den eneste der opfatter lovforslaget på den måde.
Her vil jeg henvise til høringssvarene fra Danske Handicaporganisationer, Faglige Seniorer, FOA, Socialpædagogerne og Ældresagen.
Jeg vil også gene henvise til Thomas Kastrup-Larsen, tidligere formand for KL´s social- og sundhedsudvalg, der i august i år omtalte forslaget i rosende vendinger i Altinget i august i år.
Han gjorde det klart, at hjemmehjælpsmodtageren ikke har nogen rettigheder når det handler om genoptræning: “Hvis man vil have hjælp, bliver man nødt til at gå ind i den proces. Hvis man siger nej til rehabilitering, bare fordi man vil have hjælp, så går man heller ikke helhjertet ind i det selv”.
Men hvem har magten til at afgøre, om der er grund til den mistillid til borgerne, som lyser ud af Thomas Kastrup-Larsens udsagn? Hvem har magten til at afgøre, om borgeren går “helhjertet” ind i det, hvem afgør om borgeren “magter” at gennemføre træningsforløbet? Det gør kommunalbestyrelsen.
Lovforslaget knæsætter dermed den praksis, som nogle kommuner allerede har på dette område, og som Ankestyrelsen har stadfæstet. I Københavns Kommune er det for eks. sådan, at hvis borgeren afviser et fagligt velbegrundet tilbud om hverdagsrehabilitering, vil borgeren som udgangspunkt ikke få bevilget hjælp til praktiske gøremål.
Det siger jo i sig selv noget om, at det er vigtigt at få ændret lovforslaget.
Det handler først og fremmest om at behandle de ældre på en værdig måde, møde dem som ligeberettigede, og sikre deres ret til selvbestemmelse, som alle folketingets partier jo har holdt mange skåltaler om.
Men det handler også om at give de ældre, og hjemmehjælpsmodtagere i øvrigt, nogle redskaber til at beskytte sig imod den nedskæringsbølge på hjemmehjælpsområdet, som VK-regeringen og DF satte i gang i 2008, og som fortsætter under den nuværende regering.
Her er rehabilitering det store guldæg, undskyldningen for at spare på hjemmehjælpen, redskabet til at sikre, at der ikke bliver brugt de midler der skal til, for at tage højde for at der bliver flere ældre i det hele taget, og derfor også flere ældre, der har brug for praktisk hjælp og personlig pleje.
Man skal jo lægge mærke til, at lovforslaget også pålægger kommunerne, at alle de nuværende ca. 150.000 hjemmehjælpsmodtagere skal revurderes og gennemgå rehabiliteringsforløb inden udgangen af 2016!
Ændringen af loven er dobbelt påkrævet, fordi Højesteret i maj 2013 gav kommunerne medhold i, at de kan skære i hjælpen, uden at der er sket nogen forbedring af den pågældende borgeres evne til at klare sig selv.
Det foreliggende lovforslag er en yderligere udhuling af retssikkerheden på området.
Det er ganske enkelt uværdigt, at vi behandler ældre medborgere på den måde.
De har knoklet hele livet for at skabe det samfund vi har i dag. De har med rette haft en forventning om at når de blev ældre, eller slidt ned, eller af anden grund er ude af stand til at klare sig selv, så var knokleriet slut, så kunne de få den fornødne hjælp uden at skulle bestå alle mulige prøver. Sådan skal det åbenbart ikke være, efter aftalepartiernes opfattelse.
Jeg ser frem til udvalgsarbejdet, og håber at jeg kan overbevise et flertal om, at lovforslaget skal ændres på dette område, og at det må forkastes hvis det ikke lykkes. Der er andre fejl og mangler, men det vil vi stille spørgsmål om og evt. ændringsforslag til.