Her er en klumme, jeg fik bragt i bladet “Kommunen” i midten af oktober. Som man sikkert har set, kom vi ikke igennem med forbedringer af den sociale retssikkerhed i denne omgang, bortset fra afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere, hvilket trods alt betyder at kommunerne ikke skal bruge tid på dyneløfteri i den forbindelse.
Borgernes sociale retssikkerhed er truet fra flere sider i disse år.
Den største trussel kommer fra evindelige sparekrav fra et folketingsflertal (alle undtagen Enhedslisten), der har besluttet sig for at videreføre VK-regeringens økonomiske politik, hvor skattelettelser (flest og mest til de rige) er vigtigere end velfærd.
Konsekvensen er dybtgående nedskæringer på folkeskole, daginstitutioner og ældrepleje, ringere hjælp til mennesker med handicap og uforsvarlige sagspukler til medarbejderne i forvaltningerne.
Hertil kommer arbejdsmarkedsreformer, som under dække af, at alle skal i arbejde, flytter tusindvis af arbejdsløse og langtidssyge fra relativt høje ydelser som dagpenge, førtidspension, sygedagpenge og revalidering, til væsentligt lavere ydelser som kontanthjælp, udannelseshjælp, ressourceforløbsydelse – eller slet ingen ydelse.
Lige om lidt kommer en omlægning af refusionssystemet, som bliver en hård økonomisk straf for kommuner med mange langtidsledige og langtidssyge, men intet arbejdsmarked der kan eller vil tage imod dem. Resultatet bliver en endnu skrappere kurs over for mennesker på kanten af eller uden for arbejdsmarkedet.
Hertil kommer et klagesystem, med alt for lange sagsbehandlingstider både i kommuner og i ankestyrelse, og en lovgivning, med alt for mange mangler og huller. Her er nogle af de værste.
Kommunerne kan ustraffet tage hjælpen fra folk. Det værste, der kan ske er, at de kommer til at betale den tilbage på et tidspunkt. Systemet inviterer kommunerne til at “prøve grænser af” og til at spekulere i langsom sagsbehandling. Det vidner fejlprocenten om. Der er fejl i ca. 1/3 af sagerne.
Uklare definitioner af hvad det vil sige at leve i et “ægteskabslignende forhold” medfører grænseoverskridende dyneløfteri og snagen i folks sex- og samliv.
Serviceloven giver i forvejen ikke mange rettigheder til mennesker, der har brug for hjælp. Den blev i 2013 yderligere udhulet af Højesteret. Køge Kommune fik medhold i, at de kan fratage/skære i hjemmehjælpen, uden at borgerens funktionsevne var forbedret. Det var nok at henvise til, at der skulle spares. For at føje spot til skade, har regeringen fremsat et lovforslag, der kan medføre, at borgere nægtes hjemmehjælp, hvis de ikke vil samarbejde om et rehabiliteringsforløb.
De arbejdsløse er også retsløse. De sendes i aktivering og nyttejob, hvor de udfører overenskomstdækket arbejde, men uden at have overenskomstens rettigheder, herunder til en tillidsrepræsentant og til fagretlig behandling.
Det er en kæmpe øvelse at rette op på alle disse forhold, og Enhedslistens 12 mandater rækker ikke langt. Det skal ikke forhindre os i at prøve, og derfor møder vi til årets finanslovsforhandlinger med en stribe krav, der vil kunne afhjælpe nogle af de værste problemer.
Vi foreslår bl. a. nedbringelse af sagsbehandlingstiden i ankestyrelsen til den oprindelige målsætning om 13 uger inden udgangen af 2015, indførelse af en ombudsmand (uafhængig borgerrådgiver) i alle kommuner (der mangler ca. ¾ af kommunerne) og bedre retshjælp.
Men vi skal også have ændret noget lovgivning.
Klager over fratagelse af forsørgelsesgrundlag eller fjernelse/nedskæring af hjælp i henhold til serviceloven skal have opsættende virkning, og kommunerne skal betale en bod/godtgørelse til borgeren ved forkerte afgørelser.
Vi skal have klare definitioner af hvad det vil sige at være “reelt enlig”, Køgedommen skal rulles tilbage, så man ikke kan fratage eller nedskære hjælp uden at borgerens situation er forbedret. Hertil kommer en række krav til reformerne, så arbejdsløse og syge mennesker kan få en noget tryggere tilværelse og den hjælp, de bliver stillet i udsigt i skåltalerne om reformerne.