Den 20. november var det 25. års dagen for FN´s børnekonvention. I den anledning af holdt Human Rights Watch et arrangement ved Ankeret i Nyhavn, hvor de satte fokus på børnenes situation i Palæstina. Her er min tale ved arrangementet.
En stor tak til arrangørerne for at afholde dette arrangement, og tak fordi jeg på Enhedslistens vegne kan få lov at bidrage til markeringen.
Det er en god dag, hvor vi kan fejre 25 året for FN´s konvention om børns rettigheder.
Der er ingen tvivl om, at vedtagelsen af FN´s børnekonvention har haft stor betydning.
Det er den FN-konvention, som flest lande i verden har tilsluttet sig, og den indeholder flere rettigheder end nogen anden menneskerettighedskonvention.
Den rummer både civile, økonomiske, kulturelle og sociale rettigheder ind – og de gælder alle både i freds- og i krigstid.
I Danmark kan vi sikkert på mange måder rose os af, at have fokus på børns rettigheder.
Men der er god plads til forbedringer.
23 år efter, at Danmark ratificerede konventionen, har vi stadig ikke indarbejdet den i dansk lovgivning.
Vi venter i spænding på regeringens indstilling.
Vi håber, det bliver en klar indstilling om, at konventionen skal ophøjes til lov.
Det handler om at sikre børnenes rettigheder, og deres klagemuligheder.
Det handler om, at have fokus på børns rettigheder i alt lovgivningsarbejde og i al sagsbehandling.
Hvis alle lovforslag skal underkastes en ligestilingsvurdering – hvorfor så ikke også en vurdering af, om det styrker børns rettigheder.
Hvis børns rettigheder havde været sikret ved lov, så ville der have været langt mere fokus på de mange overgreb og seksuelle krænkelser der sker over for børn i vores samfund, de mange fejl, der findes i kommunernes sagsbehandling. Så havde vi forhåbentlig undgået nogle af sagerne, eller i hvert fald ryddet langt hurtigere op.
VK og DF havde nok også tøvet en ekstra gang med at sænke den kriminielle lavalder, ligesom den nuværende regering måske havde tøvet en ekstra gang med de stramninger den lægger op til i forhold til flygtninges ret til familiesammenføring.
Der er plads til forbedringer herhjemme.
Det er der sandelig også ude i verden, hvor børns rettigheder trues af krig, hungersnød, militærdiktatur, korruption og menneskehandel.
Derfor handler det også om, at vi skal kunne tale med den fornødne vægt over for de mange lande i verden, hvor det står rigtig slemt til med børns rettigheder.
Det er nu engang svært at tale med store bogstaver, når vi ikke selv går forrest med at sikre rettighederne.
Palæstina er et af de steder, hvor der virkelig er grund til at tale med store bogstaver.
Her krænker den israelske besættelsesmagt dagligt børns rettigheder.
Hundredevis af palæstinensiske børn fængsles hvert år i kortere eller længere tid. En rapport fra Red Barnet viser, at børn helt ned til 12-års alderen kommer for en militær domstol – ofte er de blot mistænkt for at kaste med sten.
En FN-rapport fra 2013 understøtter de mange anklager mod Israel på det område.
FN-komitéen for Børns Rettigheder udtrykte i 2013 “dyb bekymring” over det, den kalder for israelsk praksis med tortur og dårlig behandling af palæstinensiske børn, der anholdes, retsforfølges og tilbageholdes af militær og politi.
Komiteen mener, at børnene ofte udsættes for tortur og tvinges til at underskrive tilståelser de ikke forstår.
Komiteen kritiserer, at israelerne også bruger børnene som våbenskjold.
Man behøver ikke være psykolog for at vide, at det betyder en traumatisk opvækst for store dele af den palæstinensiske ungdom, hvad enten de selv har været udsat for den behandling, eller de blot lever i frygten for at blive det.
Og så er det jo næsten for ingen ting at regne, sammenlignet med den opvækst børn i Gaza har været udsat for gennem de sidste otte år, hvor de har været udsat for hele fire massive militære angreb fra Israel.
Det seneste angreb i sommers kostede mere end 500 børn livet.
Hvordan mon det er at vokse op i et fængsel, som bliver bombarderet og beskudt – vel at mærke, et fængsel man ikke kan flygte fra?
Men hvor går vejen til fred, så skaderne på mennesker og bygninger kan repareres og børn i Palæstina kan få en tryg opvækst.
Verdenssamfundet har for længst peget på, hvor vejen går.
Israel skal respektere de mange FN-resolutioner, der slår fast, at de skal trække sig tilbage til grænserne før 1967-krigen, nedlægge bosættelserne, respektere flygtningenes ret til at vende tilbage, acceptere en deling af Jerusalem og anerkende en palæstinensisk stat.
Det har indtil nu været blokeret først og fremmest af USA, der bakker op om den israelske besættelse, og understøtter Israel økonomisk og militært.
Men i praksis har det også været – og bliver stadig blokeret – af et EU, der hæver stemmen over for Israel, men som samtidig begunstiger Israel økonomisk og handelsmæssigt.
Heldigvis er der flere og flere lande i den vestlige verden, der mister tålmodigheden, og kræver et stop for Israels overgreb.
Det udmønter sig i en stigende opbakning til kravet om anerkendelse af Palæstina. Island har for længst gjort det. Sverige gør det. De engelske, irske og spanske parlamenter opfordrer til, at deres lande følger trop. En lignende afstemning er på vej i det franske parlament.
Enhedslisten har sammen med de andre venstresocialistiske og grønne partier fremsat forslaget om anerkendelse af Palæstina i Nordisk Råd.
Kravet er så vigtigt, fordi det er det tydeligste politiske signal der kan gives om, at nu må Israels brud på international lovgivning høre op.
Derfor opfordrer vi endnu engang den danske regering til at vise mod og mandshjerte.
Det duer ikke gang på gang at henvise til at “timingen” skal være i orden, og at vi skal vente på at alle EU-lande er med. Det er at give vetoret til fodslæberne og bagstræberne.
Man kan også vente så længe på den rette timing, at det bliver for sent.
Den aktuelle situation i Jerusalem, og Israels vedholdende udbygning af bosættelser viser, at det er tæt på, at det er for sent.
Så kære Martin Lidegaard: Vis dig nu som en ægte humanist. Vis at du har mod og mandshjerte til at gå forrest i en sag, som jeg ved, at du personligt, og mange i dit parti brænder for.
Til slut vil jeg henvende mig til dem, som ikke er til stede her i dag.
Til den israelske regering vil jeg sige: Tag nu bestik af situationen. Opbakningen til jeres politik smuldrer hos jeres vigtige bagland i vesteuropa. Man kan godt forsøge at dreje historiens hjul baglæns. Det er der er mange der har prøvet, men de er alle blevet kørt over.
Det kommer også til at ske for jer, hvis I ikke vil tilstå palæstinenserne er ærefuld fred, og et værdigt liv. Ikke i den forstand, at palæstinenserne vil besejre jer militært. Det vil aldrig ske, og de kræfter i det palæstinensiske folk der tror, at det er en mulighed, begår en frygtelig fejltagelse. Men det vil ske, fordi jeres stat bygger på frygt og had og undertrykkelse, og den slags stater holder ikke i det lange løb.
Til de mange israelere, der af fast overbevisning, eller frygt for alternativet bakker op om deres regering, til dem der af ærlig overbevisning tror på, at de tilhører guds udvalgte folk, og at de fik landet forærende i dåbsgave, vil jeg sige:
Jeg anfægter ikke jeres ret til at mene og tro som I gør.
Jeg anerkender jeres frygt for at jeres børn skal blive ramt af terrorangreb, der ikke kan fordømmes nok.
Men jeg vil opfordre jer til at tænke over, hvad det er for en barndom I giver jeres egne børn.
En barndom der på sin måde også er præget af frygt, og ikke mindst af had til andre børn, til palæstinensiske børn i Israel og i Palæstina.
Er det en værdig opvækst, I giver jeres børn.
Er det i overensstemmelse med de rettigheder, som vi i fællesskab har anerkendt alene i kraft af vores medlemskab af FN?
Jeg vil indtrængende opfordre jer til at tænke over den gamle sandhed, at et folk der undertrykker et andet folk, kan ikke være frit.
Jeg håber, I gør det, før det er for sent.