Torsdag d. 26. marts afholdt Godhavnsdrengene en demonstration foran byretten. Anledningen var den retssag, som de har anlagt på vegne af mange børnehjemsbørn, der blev udsat for grove overgreb i 60´erne og 70´erne. De forlanger en undskyldning fra staten, og så har de rejst et symbolsk erstatningskrav på kr. 10.001,-. Før valget støttede socialdemokraterne og SF, at Godhavnsdrengene skulle have en undskyldning. Efter valget var holdningen en anden. Her er den tale, jeg holdt ved demonstrationen.
Kære venner
Jeg sender jer mange kærlige hilsener fra min kollega Pernille Skipper.
Hun ville meget gerne have været her i dag, for hun har fulgt denne sag tæt fra start af, og også støttet jeres krav om at staten giver jer en undskyldning for den dybe uretfærdighed, der er overgået jer.
Men Pernille befinder sig mange tusind km. herfra. Hun er nemlig i Palæstina sammen med de andre unge kvinder i vores folketingsgruppe for at løbe en maraton, eller noget der ligner, i fredens tjeneste.
Jeg er meget glad for at jeg kan få lov at holde en tale for jer her i dag.
Jeg har selv fået en tryg opvækst. Der var ikke mange penge, eller rettere, hver femøre blev vendt og drejet, før den blev spenderet. Men jeg lærte nogle rigtig gode værdier.
Man skal ikke slå på nogen, der mindre end en selv.
Man skal ikke bare stå og se til, når lille emil med spaghettiarmene får tæv af nogle bøller henne i et hjørne af skolegården. Så skal man forsøge at stoppe det.
Et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svage og udsatte medborgere, der ikke kan forsvare sig selv.
Derfor skar det mig dybt i hjertet, da jeg skulle forberede denne tale og læste alle beretningerne om de mange børn, der er begået overgreb imod, oven i købet i institutioner, som samfundet har ansvaret for, overgreb begået af lærere og pædagoger, som er på samfundets lønningsliste. .
Det værste var at læse om den følelse af skam og skyld, der kommer hos den der bliver begået overgreb imod, når der ikke er nogen til at forsvare dig, når der ikke er nogen til at fortælle dig, at det er IKKE din skyld, det er ikke dit ansvar.
Men jeg kom selv til at skamme mig over at vi har en regering og et folketing der ikke af sig selv kan indse, at I fortjener oprejsning, at I fortjener en undskyldning.
Jeg kan godt forstå, at det at have regeringsmagten kræver indrømmelser, at det ikke bare er et politisk tag-selv-bord.
Men hvordan kan man gradbøje børns rettigheder?
Hvordan kan man den ene dag mene, at I har krav på en undskyldning, den næste dag har I det ikke, så er I pludselig blevet usynlige, så vil man ikke engang mødes med jer?
Karen Hækkerup var socialminister begyndelsen af 2012, da I rejste kravet om en undskyldning.
På et spørgsmål fra Pernille Skipper svarede hun, at “Jeg beklager dybt personligt, at drengene fra Godhavn har været udsat for det, de har. Der er ingen tvivl om, at der er mennesker, som er blevet uretfærdigt behandlet”.
Jeg tror, det var oprigtigt ment.
Men når hun svarer på et spørgsmål fra et medlem af folketinget, så er hun ikke bare Karen fra Dragør. Så er hun minister, så er hun tjener, folkets tjener, og repræsentant for den regering, der skal tjene folket. Hendes personlige følelser er egentlig sagen uvedkommende.
Det drejer sig om: Hvad vil hun som repræsentant for regeringen, for hele det danske folk, gøre for at rette op på den uretfærdighed, der blev begået?
Svaret var: Ingen ting.
Siden har vi skiftet socialministre et par gange.
Den nuværende hedder Manu.
Det har ikke ændret noget i denne sag.
Jeg tror på det gode i menneskene, indtil det modsatte bliver bevist.
Jeg vil derfor prøve en gang til om jeg kan trænge igennem de tykke mure, som indespærrer socialministerens menneskelighed.
Jeg vil bede Manu lytte rigtigt godt efter, når jeg læser dette lille udsnit af en beretning fra et børnehjemsbarn, som blev bragt i Information d. 11. januar 2012.
Fortælleren sidder alene i sin bil og græder. Han har lige læst den tykke rapport i rødt bind om alle de mange overgreb der blev begået mod børn på børnehjem i 60´erne og 70´erne. Han skriver:
“Kan du forestille dig, at det var dit barn? Min gråd her i bilen er afledt af afmagt og vrede, for med den røde bog kommer så mange af oplevelserne tilbage igen. Børnene fra Godhavn og de andre børnehjem får stemmer. De står omkring mig med deres historier og banker løs på mit hjerte, og jeg græder sammen med dem. For vi har alle et stort sort hul inde i os. Et hul som aldrig blev født med kærlighed, anerkendelse og omsorg. Et hul, som vi nu akavede og handicappede har med igennem vores liv. “Man kan ikke gøre noget ugjort” siger et barn i bogen, og det er rigtigt. Sårene og følelsen vil altid kunne åbnes”.
Kære Manu, forestil dig, at det var dit barn!
Hvor må det være pinligt for en minister, at skulle på anklagebænken for så lidt, fordi man ikke vil sige undskyld på statens vegne – den stat som havde det overordnede ansvar for forbrydelserne.
Hvorfor skal det være så svært at sige undskyld, når vi ved, at det vil give oprejsning til mennesker, som har lidt overlast, at det vil lette dem for en tung byrde.
Jo, hvis det kunne få konsekvenser i form af utallige retssager med krav om millioner i erstatning.
Men det kan det ikke, når man ser på det symbolske krav, Godhavnsdrengene har rejst.
Jeg håber så inderligt, at Dommeren giver jer medhold, at han giver jer den oprejsning I har krav på.
Skulle det ikke lykkes, så håber jeg ikke I taber modet eller bliver bitre. Det er stadigvæk ikke jer, der er noget galt med.
Tænk på, at I har allerede givet jer selv en stor gave, at I allerede har givet jer selv oprejsning.
I nægtede at ligge ned. I har selv rejst jer op.
Det er ikke kun en gave til jer selv.
Det er også en gave til alle os andre
Ikke mindst til de børn der er, eller kommer i samme situation som jer.
For det foregår jo stadig væk. Der er stadig børn, som bliver udsat for overgreb, også børn, som er anbragt af samfundet.
De børn har brug for forbilleder, for gode eksempler, som viser dem, at de heller ikke behøver føle skam og skyld, at de ikke skal lade sig kue, men bryde ud, og søge hjælp.
Jeg er så stolt af at kende jer Godhavnsdrenge. I har gjort det eneste rigtige. I har sat ord på. I har taget kampen op.
Jeg ved at det har været uendelig svært for jer, at tage skridtet, at træde frem. Men det var godt, I gjorde det.
Det er sådan nogen som jer, der gør verden til et bedre sted at være.
Tak for det.