Lørdag d. 21. marts 2015 fik jeg lov at indlede beretningsdiskussionen på Enhedlisten Københavns generalforsamling. Her er min tale.
Tak fordi jeg fordi jeg må sparke mødet i gang.
Alle ved at valgkampen er i fuld gang. Valgfeber kan man ikke kalde det endnu, der løber ingen rygter på gangene om, hvornår det kommer. Det kan lige så godt være et tegn på, at det er lige om hjørnet.
Men vi er klar!
Det bliver spændende at kaste alle kræfter ind i den politiske kamp. Et folketingsvalg er simpelt hen bare en enestående chance til at få langt flere mennesker i tale om vores politik.
Vi har et godt udgangspunkt for det bedste valg i Enhedslistens historie. For selvfølgelig kan og skal det blive bedre, selvom det var helt fantastisk sidste gang.
Men det kommer ikke af sig selv. Vi har fået lidt mere kvalificeret modstand, end vi har haft i den første del af valgperioden.
SF er ude af regering, de er flittige, de markerer sig dygtigt, og de får ikke mange spørgsmål om hvorfor de nu kritiserer det, de selv har været med til at vedtage.
DF er gode til at sno sig, fisker i rørte vande med løfter om stramninger over for flygtningen og udlændige, og slår sig op som velfærdsparti.
Alternativet tiltrækker som noget ny, med en alternativ stil. De har endnu ikke mødt den politiske mur, hvor man skal svare på hvor pengene skal komme fra, hvordan man vil gennemføre en grøn omstilling uden et gennemgribende opgør med markedskræfterne..
Det er alt sammen sund politisk konkurrence. Vi skal huske, at vælgerne ikke går så højt op i, hvad partierne gjorde i går og i forgårs, men hvad de vil i dag og i morgen. Det er vel egentlig fair nok.
Vi kan heller ikke leve af de andres fejl. Den nye situation er jo bare en god anledning til at vise, hvad der VI står for, hvad der er vores projekt, og så i øvrigt have tillid til vælgernes sunde fornuft.
Opgaven er klar nok:
Vi skal flytte stemmer, helst også stemmer hen over midten, så de blå ikke kommer til fadet igen.
Vi skal flytte holdninger, fra frygt og egoisme, til håb og solidaritet.
Vi skal mobilisere os selv som parti – alle 9000 medlemmer skal have tilbuddet om at give hver deres bidrag, stort eller lille.
Og så skal vi mobilisere folk uden for partiet – græsrødder, fagforeninger, elev- og ungdomsorganisationer, så vi ikke kun kæmper for folk – men sammen med.
Sidste gang gik vi til valg på at trække regeringen til venstre: Ny regering, ny politik. Det kæmper vi stadig for – hvad ellers? Der er bare ikke nogen, der tror på det. For vi fik en ny regering, men ikke ret meget ny politik.
I stedet fik vi løftebrud, angreb på arbejdsløse og syge, nedskæringer i velfærden, mere privatisering, skattelettelser til de rige, mere topstyring og diktater fra EU. Der kom også gode resultater – men ikke nok til at opveje alt det andet.
Derfor må fokus i valgkampen være et andet:
– At Enhedslisten er alternativet til venstre.
– At en stærkere Enhedsliste er nødvendig, hvis udviklingen skal vendes, og solidaritet og velfærd skal øverst på dagsordenen.
– At Enhedslisten ikke er til salg. Vi er til konkrete resultater, også de små forbedringer. Vi er klar til kompromisser, men vi stemmer ikke imod vores egen politik.
Vi skal skabe gejst og kampmod, pege på de værdier der samler og peger fremad.
Fællesskab fungerer, siger vi. På arbejdspladsen, på uddannelsesstederne, i boligområderne. Vi vil sætte billeder på fællesskabet, billeder som folk kan genkende.
Et eksempel, der ligger lige for: Luftkrigen om ordentlige løn og arbejdsvilkår.
Hvorfor er det vigtigt at Ryanair får overenskomst? Ikke for den danske model Helena Christensens skyld. Men fordi overenskomsten løfter den enkelte, fordi den beskytter mod arbejdsgiverens grådighed og vilkårlighed.
Vi skal sætte billeder på, at fællesskab er godt for den enkelte, godt for samfundet. At det er vejen til det samfund vi kæmper for – socialisme, kalder vi det.
Vores valgprogram rummer ingen overraskelser. Det behøver det heller ikke. Vi vil gerne genkendes på det vi har gjort, og det vi står for.
Vigtige temaer er
– at lighed løfter alle, at de bredeste skuldre skal bære mest
– at lønmodtagerne har krav på tryghed på arbejdspladsen og når vi bliver arbejdsløse og syge
– at velfærd virker mod krisen, mod eksklusion, fattigdom og fremmedhad
– at Danmark skal i front med grøn omstilling og grønne job
– at mennesker på flugt har krav på husly og hjælp
Vi bliver mødt med det uundgåelige spørgsmål: hvordan kan I dog pege på Helle Thorning?
Der er kun én god grund: En socialdemokratisk ledet regering giver os bedre muligheder for at fremme vores egen politik og opnå resultater til gavn for den brede befolkning. Under et blåt flertal er vores indflydelse og muligheder stort set nul.
Det giver os de bedste muligheder for at fremme vores egen politik og opnå resultater, til gavn for de mennesker vi slås for. Med et blåt flertal, er vores indflydelse og muligheder stort set nul.
Mere er der ikke i det. Men det er også nok.
Vi har jo faktisk leveret gode resultater.
Tre finanslovsaftaler med forbedringer for arbejdsløse, børn og gamle, indsats mod social dumping, løft af de hårdest ramte kontanthjælpsmodtagere, afskaffelse af gensidig forsørgerpligt, mange initiativer til grøn omstilling, bedre vilkår for lejere, mere almennyttigt boligbyggeri – osv. osv.
Vi indrømmer: Det retter ikke op på alt det skidt regeringen og SF har lavet med de blå. Men hvordan havde det været uden Enhedslisten til at trække den anden vej?
Det skal også med, når vi skal forklare, at det er vigtigt, at de blå ikke kommer tilbage.
De har jo allerede kridtet banen op: Vild hetz mod flygtninge, indvandrere, kontanthjælpsmodtagere, endnu værre nedskæringer i velfærden, flere skattelettelser, mere privatisering – mere af det samme.
Det kan hele tiden blive værre. Det er ikke ligegyldigt, hvem der får flertal, hvem der danner regering. Det er et vigtigt budskab, til dem der allerede har valgt sofaen, i frustration og skuffelse.
Vi er de bedste til at hive dem op af sofaen igen, fordi vi ikke fedtet ind i snavs og løftebrud.
Let bliver det ikke.
Terrorisme, flygtninge, integration er svære dagsordener for os. Vi er ikke med på de nemme løsninger, strengere straffe, brud på retssikkerhed.
Men vi skal åbne døren til en god samtale.
Det er altid en god ide starte med at anerkende folks bekymringer: Ja, der er problemer med integration. Ja, befolkningen har krav på sikkerhed, ja politiet skal have de nødvendige redskaber.
Vi er også de skarpeste til at fordømme vold som politisk redskab, de skarpeste til at fordømme fundamentalisme, uanset om den er muslimsk, kristen, eller jødisk.
Vi understreger at ansvaret ligger hos den der trykker på aftrækkeren.
Men vi vil også diskutere årsag og virkning, vi insisterer på at forstå hvorfor, vi insisterer på at forebyggelse er en bedste investering.
Det går heller ikke så dårligt med at forklare det.
Alt i alt har vi et godt udgangspunkt for endnu et kanonvalg.
Vi har stor troværdighed, langt ud over vores egne vælgergrupper
Vælgerne ved, at vi ikke er til salg for taburetter.
De ved, vi har været i front i forsvaret for de arbejdsløse, de syge og mennesker med handicap.
De ved, vi har kæmpet for bedre pleje og omsorg til de ældre, bedre vilkår for børn og unge.
De ved, at vi har været forrest i kampen mod social dumping, mod skattely og udsalg af dong, i forsvaret for retssikkerhed, og i kritikken af politikeres privilegier.
Og så er vi blevet mange flere til at fortælle det.
Vi har fået fremskudte forposter i alle regioner og det store flertal af kommuner.
Der er pludselig kommet ansigter på Enhedslisten i de fjerneste afkroge og udkanter – et stærkt våben i en valgkamp.
Sidst men ikke mindst – vi har et stort, stærkt og landsdækkende hold af kandidater.
Men historien skal fortælles hele tiden, og i nye varianter, der griber ind i den aktuelle debat.
Vi skal trække vores grønne profil klarere op.
Der skal flere billeder på, hvor jobbene og pengene skal komme fra.
Vi skal være konkrete og præcise i kritikken af EU.
Og så skal vi åbne kampen på nye fronter, som vi gjorde for nylig med udspillet om bedre vilkår for børnefamilier.
Det arbejdes der hele tiden på, og I kommer til at se en lang række udspil fra os på Christiansborg, der understøtter det.
Hvornår kommer det valg så?
Jeg aner det ikke. Statsministeren ved det måske ikke selv.
Vi skal bare sove med støvlerne på. Det gør vi. Vi er klar på Christiansborg.
Jeg har været i en del afdelinger på det sidste. De er også klar. Det er vi også her i København.
Det bliver et brag af en valgkamp!