Her er min reaktion på Helle Thornings tale på folkemødet. De reformramte fik at vide, at det var prisen værd. Men hun sagde også at vi skal stoppe klapjagten på de syge. Hvad skal vi tro?
Første halvdel af Helle Thornings tale på folkemødet på Bornholm fredag d. 12. juni var noget af en våd karklud i ansigtet på de mange tusinde, der er blevet ramt af de reformer hun har gennemført sammen med de andre partier i Folketinget.
Efter at have remset de fleste af dem op fra skattereform til kontanthjælp (hun glemte lige dagpenge, efterløn og sygedagpenge!) indrømmede hun, at det ikke var nemme beslutninger, som heller ikke var lige populære.
Hun var nu ikke på vej med en undskyldning: “Men vi er socialdemokrater, og derfor valgte vi at tage ansvaret. Der har været en sten eller to på vejen, men jeg er til gengæld helt overbevist om, at det har været prisen værd” – for nu går det meget bedre i Danmark, nu er vi ude af krisen.
Med andre ord: De “reformramte” skal dybest set være taknemmelige, fordi de har været med til at rette op på Danmarks økonomi.
Jeg synes, Helle Thorning skulle besøge nogle af dem og spørge, om de også synes, det har været prisen værd.
For eks. den arbejdsløse, der har mistet sin dagpengeret, som må leve af kontanthjælp eller ægtefællens indtægt, uden udsigt til at kunne genoptjene dagpengeret. Eller den nedslidte murer, der ikke kan bide sig fast på arbejdsmarkedet længe nok til at få glæde af den efterlønsordning, han har betalt til i mange år. Eller den udeboende unge under 30, der skal leve for halv kontanthjælp, som om der er husleje, tøj og mad til halv pris.
Eller den langtidssyge, der nægtes både førtidspension og sygedagpenge, som i stedet henvises til at leve af kontanthjælp i årevis, mens hun sendes i den ene arbejdsprøvning efter den anden, i indholdsløse ressourceforløb eller fleksjob af få minutters varighed om ugen – stik imod speciallægers erklæringer og advarsler om, at hun blot vil få det værre.
Jeg synes også, hun skal spørge de mennesker der havde et fleksjob, skiftede til et nyt, og oplevede en voldsom indtægtsnedgang og total retsløshed, fordi fagforeningen er blevet sat uden for døren, når fleksjobberens løn skal forhandles.
Jeg tror, at alle disse mennesker vil sige, at der er lidt mere end en sten eller to på vejen. De vil nok mene, at de har betalt en alt for høj pris for at de velbjergede og aktionærerne i de store firmaer kunne få skattelettelser. En alt for høj pris for at Danmark kunne leve op til EU´s benhårde budgetkrav og finansmarkedernes krav om kreditværdighed.
Var der virkelig ikke andre muligheder? Var der ikke noget med, at de bredeste skuldre skulle bære det tungeste læs, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler de svage og udsatte?
Var der ikke noget med, at velfærd er vigtigere end skattelettelser, og at vi skulle sikre trygheden for lønmodtagerne – for vi kan jo alle mistet arbejdet, blive nedslidt, få en kronisk sygdom eller komme ud for en invaliderende arbejdsulykke?
Den anden halvdel af hendes tale var mere opmuntrende: “Vi må stoppe med at tale så hårdt om mennesker, der har det rigtig svært. Vi må stoppe den usikkerhed som er skabt for rigtig mange mennesker, blandt kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og sygedagpengemodtagere. De er også en del af vores fællesskab. Hvorfor skal vi drive klapjagt på mennesker, der i forvejen har det svært. Det kan også blive for småt. Det er ikke sådan det skal være”.
Stærke ord, som utvivlsomt har varmet hos mange, ikke kun hos dem, der bliver ramt, men hos alle der har hjertet på rette sted. Så velfortjent, at disse ord udløste et af de største bifald, kun overgået af hendes udstrakte hånd til alle danske muslimer. Problemet er jo bare, at den klapjagt allerede er i fuld gang, ikke mindst som følge af hendes egne reformer.
Intet vil glæde mig mere, hvis hendes ord skal forstås som en indrømmelse af, at det er gået for vidt, at det nu er tid til at reparere.
Men hvad skal jeg tro, når jeg hører hendes nære samarbejdspartnere Morten Østergaard og Bjarne Corydon efterlyse flere reformer: “Man er ikke færdig med at gøre det attraktivt at komme ind på arbejdsmarkedet. Man er ikke færdig med at skrue på overførsler. Man er ikke færdig med at skrue på skat. Man har ikke løst problemerne med integration. Så der er ting, som for altid vil være på dagsordenen” – sagde Bjarne Corydon til Berlingske d. 30. marts 2015.
Det er værd at have i baghovedet, når krydset skal sættes d. 18. juni. Lønmodtagerne og de mange “reformramte” kan i hvert fald regne med en ting. Uanset hvem der bliver statsminister, så vil Enhedslisten stille krav om at rulle de dele af reformerne tilbage, som har skabt utryghed, åbnet døren på vid gab for kommunernes klapjagt og for den mistillid, nedværdigende behandling og retsløshed, som vi bliver udsat for, når vi bliver arbejdsløse og syge.
Vi har opnået gode resultater, når regeringen har følt sig presset til at samarbejde med Enhedslisten. Vi fik kastet nogle midlertidige redningskranse ud til de mange tusinde ledige, så de ikke helt mistede deres forsørgelse. De fattigste kontanthælpsmodtagere fik et kraftigt løft. Den gensidige forsørgerpligt for samlevende kontanthjælpsmodtagere blev fjernet, for at nævne nogle vigtige forbedringer.
Selvfølgelig kan det lade sig gøre igen. Men det kræver at vi styrker venstrefløjen i folketinget, så vi kan holde Lars Løkke fra fadet og Helle Thorning på sporet. Det kræver også, at fagforeninger og interesseorganisationer med langt større styrke kræver tryghed for lønmodtagerne og en solidarisk og anstændig socialpolitik i dette land.
Godt valg!
Bjarne Corydon: Reformerne skal fortsætte