Tænketank Europa holdt en konference d. 11. september 2015 om de igangværende forhandlinger mellem EU og USA om den største handelsaftale. Det var ret interessant, især at høre handelskommissær Cecilie Malmstrøm. Hendes indlæg bekræftede mig i, at vi skal forstærke indsatsen for at samle underskrifter ind, vi skulle gerne nå 3 mio nej-stemmer inden deadline d. 10. oktober. Her er mit indlæg på konferencen.
Tak for muligheden for at sige noget om, hvorfor 2 mio. eu-borgere er utilfredse med de frihandelsaftaler vi snakker om i dag.
Eller rettere, hvorfor mere end 2,6 mio. er utilfredse.
Da Tænketank Europa planlagde konferencen var der ganske rigtigt 2 mio. underskrifter imod EU´s handelsaftaler med USA og Canda.
I går aftes, da jeg begyndte at skrive på mit indlæg var der 2.643.432.
Da jeg kiggede kl. 14.30 i dag, var der næsten 3000 flere.
Hvad er de snart 2,7 mio. EU borgere så utilfredse med?
De har skrevet under på et krav om at stoppe godkendelse af CETA aftalen mellem EU og Canada, og stoppe forhandlingerne om TTIP aftalen, den store handelsaftale mellem EU og USA.
Hvad er så problemet for de mange EU-borgere?
– At de store virksomheder får mulighed for at sagsøge EU-lande, der efter virksomhedernes mening begrænser deres indtjeningsmuligheder gennem lovgivning eller andre initiativer, også lovgivning der gennemføres af hensyn til almenvellet.
– At de store virksomheder får indflydelse på udformning af lovgivning, der kan true deres interesser, oven i købet inden den diskuteres i de nationale parlamenter.
– At virksomhederne allerede har fået stor indflydelse på forhandlingerne. I modsætning til den brede offentlighed er de dybt inddraget gennem afholdelse af næsten 600 møder mellem dem og kommissionen. .
– At Forhandlingerne foregår i yderste hemmelighed. Det kan jeg tale med om, som medlem af folketinget. Det er kun i meget brede vendinger vi bliver oplyst om emner og hvor vi er i forhandlingerne. Konkrete forhandlingstekster får vi ikke adgang til.
– At Arbejderrettigheder er truet. Der er ingen udsigt til at ILO´s kernekonventioner vil blive respekteret, af den simple grund, at USA kun har tiltrådt ganske få af dem, og at der blandt de amerikanske stater er hele 24 stater der er fagforeningsfri zoner.
– At privatiseringer og liberaliseringer af offentlig ejendom og serviceydelser bliver en ensrettet gade, der ender i en blindgyde. Når først de har fundet sted, så bliver det meget vanskeligt, måske helt umuligt for samfundet at genvinde kontrollen med fælles værdier.
– At Aftalerne kan få store konsekvenser for de standarder vi har i dag for forbruger og miljøsbeskyttelse.
Det er disse kritikpunkter som mere end 2,6 mio. EU-borgere har valgt at skrive under på.
Man kunne også sammenfatte det som Poul Nyrup Rasmussen sagde for nylig at disse aftaler undergraver demokratiet, arbejderrettigheder, forbrugerbeskyttelse og miljøhensyn.
Derfor gik 7 borgere i 7 eu-lande sammen om et såkaldt borgerinitiativ, som beskrevet i Lissabon-traktaten, hvor man gennem indsamling af 1 mio. underskrifter inden for et år, kan pålægge kommissionen at komme med et initiativ til løsning af et bestemt problem.
Det blokerede kommissionen for, med henvisning til, at det ville være i strid med traktaten, og antaste EU´s kompetence mhp. at indgå handelsaftaler.
Underskriftindsamlingen blev sat i gang alligevel, og har vel bevist sin værd allerede.
Men der skrives ikke kun under. Der er betydelig modstand. I april i år blev der afholdt demonstrationer i 45 lande. Der blev bla. a. demonstreret i 200 tyske byer.
Der er også betydelig modstand i den europæiske fagbevægelse. Tyske IG Metall, britisk LO, de europæiske transportarbejdere siger nej. Selv amerikanske fagforeninger er ved at vågne op og indse at aftalen også betyder en trussel mod deres job.
Også i EU-parlamentet er der en betydelig modstand. Parlamentets beretning, som anbefalede at forhandlingerne fortsætter, blev vedtaget med 400 imod 200.
Hvad siger dansk LO? LO skrev i september 2014 til Folketingets Europaudvalg.
Her siger LO at de positive over for indgåelse af en aftale. De forventer, at den vil skabe jobs og vækst. Men ellers handler hele henvendelsen om alle de problemer LO ser – det ligner til forveksling de kritikpunkter som de 2,6 mio. har skrevet under på.
LO fremhæver derfor en lang række betingelser for at en sådan aftale kan godkendes.
Den må ikke skabe social dumping. Den må ikke betyde ringere standarder på fødevareområdet, den skal respektere demokratiet og ikke begrænse staternes ret til at regulere eller mulighederne for at lovgive på velfærds- sundheds- miljø, udlændinge og arbejdsmarkedsområdet. Den skal give samme muligheder for at overenskomstdække udenlandske arbejdere, som danske. Den må ikke kunne tvinge staterne til at liberalisere offentlig finansieret og drevet velfærd og service, og multinationale virksomheder skal ikke kunne tiltvinge sig adgang til områder, som det enkelte land har besluttet ikke skal være omfattet af et frit marked. Beskyttelse af investeringer må ikke indskrænke demokratiske staters beslutningsevne, eller EU´s muligheder for at lovgive om at forbedre mht. arbejdstagerrettigheder, miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse.
Det er vældig fornuftigt alt sammen. Men hvis man vil være sikker på at undgå disse forringelser, så må man kræve at forhandlingerne stopper omgående. Hele øvelsen går jo netop ud på at angribe alle de nævnte rettigheder, der af den internationale kapital opleves som generende og besværlige barrierer.
Hvis man forestiller sig at europæiske virksomheder kan få øget adgang til det amerikanske marked, uden at der gives store indrømmelser hvad angår ringere miljø- og forbrugerbeskyttelse, arbejderrettigheder, liberaliseringer, privatiseringer og landenes suverænitet, så er man enten enten utilgivelig naiv eller også er man i gang med at vildlede befolkningerne.
Men egentlig behøver vi jo ikke rejse over Atlanten for at se, hvad det handler om. Vi har jo været der før – eller rettere vi er jo midt i det, nemlig EU´s indre marked, hvor kapitalens frie bevægelighed også er sat i højsædet.
Her blev vi lovet at det ikke ville udgøre nogen trussel mod den danske arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel, imod skrappe miljøregler og forbrugerbeskyttelse.
Det gik som bekendt ganske anderledes. EU-domstolen greb ind i konflikretten, vi blev tvunget til at lovgive om arbejdstidsregler, vi blev forhindret i at forbyde parabener i sutter, der kom eu-regulering af offentlige udbud og meget, meget andet.
Gang EU´s indre marked med 10, så ved vi hvad TTIP og CETA går ud på.
Tak for ordet.