12. juni afholdt Carl Schanberg Fonden sin årlige prissuddeling. Også i år gik priserne til græsrodsinitiativer, “de uofficielle” som arbejderdigteren Carl Scharnberg kaldte dem. Jeg fik til opgave at motivere prisen til gruppen “Nej til 42 timers arbejdsuge”, som kom til at spille en stor rolle i overenskomstforhandlingerne i 2017, og som allerede er i gang med at mobilisere op til OK18. Her er den tale jeg holdt.
Der er mange Carl-digte der passer på den gruppe, som skal have en pris. Jeg har valgt dette:
“Det nye sker, når den, der altid er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande sig”.
Det passer som hånd i arbejdshandske til Gruppen “Nej til 42 timer”.
Det passer ikke kun på deres stilling i samfundet – ganske almindelige håndens arbejdere, bygningsarbejdere. Magthaverne har ikke tiltænkt dem anden rolle i samfundet, end at producere værdier som arbejdsgiverne tilegner sig. Derudover forventes det at de holder deres kæft og gør hvad der bliver sagt.
Desværre passer det også alt for godt på deres stilling i fagbevægelsen, som er blevet professionaliseret, fusioneret, centraliseret.
Det var sikkert nødvendigt i kampen mod en stærk modstander, der har magt over midler og medier. Men måske var det en boomerang vi sendte af sted. I hvert fald rammer det os i nakken i dag, hvor størstedelen af medlemmerne netop ikke blander sig.
Det bliver en svag fagbevægelse, lederne får ikke at vide, hvad der rør sig, og så går det galt.
Som det gjorde ved de private overenskomstforhandlinger i 2017, hvor næsten alle fagforeningsledere anbefalede at stemme ja, men meget store dele af medlemmerne ville det anderledes.
Det skete ikke af sig selv. Det skete, fordi der var nogle der sagde: Vi gider ikke være tilskuere, det er jo vores show!
Med udspring i Stilladsarbejdernes Brancheklub samlede aktivisterne sig i gruppen “Nej til 42 timer”. De mobiliserede for et nej til overenskomstafstemningen.
De kunne ikke forstå, hvorfor overenskomstresultatet var så magert, når de kiggede på direktørernes og aktionærernes bankbøger.
De kunne ikke forstå, hvorfor arbejdsgiverne oven i købet skulle have lov til at diktere en arbejdsuge på op til 42 timer.
Og de var slet ikke enige med arbejdsgiverne og deres venner på Christiansborg, der mener, at vi alle sammen skal arbejde til vi falder døde om.
Det forstår jeg godt.
Min kone og jeg er lige blevet begavet med vores 7. barnebarn. Marvin, hedder han. Hvor er det skønt. Desværre må jeg stærkt fraråde ham at gå i mine fodspor, og blive 3F´er eller tage job inden for FOAs område. For så siger statistikken, at han aldrig når pensionsalderen, der for hans vedkommende er 76,5 år.
Af alle disse grunde spredte Nej til 42 timers budskaber sig som en steppebrand ud over landet og i alle fag og brancher.
Lavinen rullede, og der blev et klart nej fra medlemmerne til den nye overenskomst i en lang række forbund, men ikke nok til at forkaste mæglingsforslaget.
De faglige ledere var rystet.
De burde have været glade. Glade over, at medlemmerne ikke ønskede at være tilskuere.
Jeg håber, det vil sætte sig spor, ved overenskomstforhandlinger i 2020. Det var i hvert fald ikke sket, hvis Nej til 42 timer var forblevet tilskuere.
Det har de heller ikke tænkt sig at være i 2020. Men alt det kan de selv fortælle noget om.
Jeg vil dog fremhæve en ting:
Da overenskomsten blev vedtaget, lovede de hinanden, at hvis arbejdsgiverne på en hvilken som helst virksomhed forsøgte at bruge den nye bestemmelse om tvungen arbejdsuge på 42 timer, så ville de nægte, og de ville stå last og brast.
Derfor skal I helt i Carls ånd have en af årets priser:
– Fordi I er tilskuerne, der begyndte at blande sig
– Fordi I kunne se ud over jeres egen næsetip
– Fordi dIviste, at sammenhold på tværs af fag og brancher er vejen frem
– (spørg bare de offentligt ansatte om det)
– Fordi jeresderes kampagne er kreativ og humoristisk
– Fordi I har føling med, hvad der rør sig blandt almindelige arbejdsfolk og I er fandens gode til at sætte ord på.
I er kort sagt en gave til dansk fagbevægelse.
Lad os få nogle flere af jeres slags, så sker der ting og sager i fagbevægelsen. Og så sker der ting og sager i Danmark.
Danmark kan ikke regeres uden om fagbevægelsen.
Det ved arbejdsgiverne og magtpartierne på Christiansborg alt om.
Men det er desværre ikke gået op for fagbevægelsen.
Men den byld har I stukket hul på.
Derfor skal I have al mulig støtte fra gamle Carl og os i fonden, i form af en check på 10.000,- kr.
I har allerede kvitteret på jeres facebook, bl. a. ved at lægge en masse af Carls tekster op, så I får lige en af dem retur: “Den forandrende kraft, folkelig magt og vælde trives bedst blandt uofficielle”.