en 10. marts var der etårs dag på Anstændighedens Plads i Svendborg. For 53. lørdag i træk demonstrerede aktivgruppen bag “Syg i Svendborg” imod kommunens behandling af syge medborgere. Men denne gang var vi mange, der var kommet fra hele landet. Her er den tale jeg fik lov at holde.
Tale på Anstændighedens Plads 10. marts 2012:
En stor tak til arrangørerne fordi jeg har fået lov at tale ved denne lejlighed. Det er en stor ære, for jeg r fuld af beundring for den indsats som gruppen bag Syg i Svendborg har ydet. Lørdag efter lørdag har I stået her på Anstændighedens Plads, for at give synliggøre tanker og bekymringer hos de mennesker, der hver dag må kæmpe en hård kamp mod alvorlig sygdom – men desværre også en kamp for at blive hørt – hørt af samfundet og hørt af de myndigheder, der har magten til at afgøre om man skal i den sorte gryde, hvor man er for rask til førtidspension og sygedagpenge, men for syg til et fleksjob.
Det handler om borgere der dårligt nok har overskud til at få deres egen dagligdag til at hænge sammen, og da slet ikke overskud til at kaste sig ud i en langvarig kamp for at ændre holdningerne i det politiske system.
Som socialordfører modtager jeg hver dag henvendelser fra syge borgere der er dybt bekymrede over de meldinger der kommer fra visse politikere om krævementalitet og tag selv bord, som om det var et tage selv bord at få tilkendt førtidspension. I dag fik jeg en mail fra en kvinde der netop er blevet fyret fra et fleksjob hun har haft i 7 år. Hun skriver: “Den 28. Februar faldt min verden sammen” – Hvad skete der d. 28. Februar? Her præsenterede Mette Frederiksen sit forslag til reform af førtidspension og fleksjob, og denne kvinde havde klart set, at den vil få alvorlige konsekvenser for hende.
Der er ikke meget hjælp at hente for syge borgere hos flertallet i Folketinget. Men så er det godt, at de har jer, der står bag Syg i Svendborg, og alle jer der er mødt frem her i dag for at bakke op.
Da jeg var dreng lærte vi, at man ikke skal slå på nogle der er mindre end en selv, eller sparke til nogen, der ligger ned. Siden lærte jeg, at man slet ikke skal slå og sparke. Men det er jo desværre grund til at minde om de gamle regler fra skolegården. For det er jo blevet moderne at sparke til dem, der ligger ned og slå på nogle der ikke kan forsvare sig.
Det startede med udlændingene, de fremmede. Så blev de arbejdsløses tur. Så kom efterlønnerne. Men hov, vi sprang nogen over. For ind imellem kom alle de syge, med varighedsbegrænsning og stop for sygedagpengene, hvis de ikke magter at deltage i aktivering.
Fagbevægelsen mobiliserede mod stramninger af dagpenge og forringelser af efterlønsordningen. Den mobiliserede imod 10 års nedskæringspolitik, hvor skattestop og skattelettelser til de rigeste blev sat højere end velfærd. De syge, blev der ikke snakket så meget om.
Endelig fik vi en ny regering, for nu havde folk alligevel fået nok. Det begyndte også meget godt i finansloven. Vi fik fjernet fattigdomsydelser, vi fik skåret ned på tåbelig aktivering af kontanthjælpsmodtagere til fordel for meningsfyldt uddannelse af de ledige, vi fik en lidt – men også kun lidt – mere human udlændingepolitik.
De arbejdsløse og efterlønnerne må stadig vente på bedre tider. Og nu er det så førtidspensionisternes og fleksjobbernes tur til at mærke konsekvenserne af den ansvarlige politik.
Regeringens forslag blev lanceret med gode målsætninger om, at vi ikke må overlade de unge til sig selv, ved at parkere dem på livslang førtidspension og at fleksjobordningen skal målrettes de lavtlønnede og dem med færrest ressourcer. Det er godt, at der omsider bliver lyttet til fagfolkenes ønsker om en helhedsorienteret sagsbehandling. Det er også godt, hvis man kan finde alternativer til førtidspension til unge mennesker.
Men vi er jo nødt til at sige det som det er, med fare for at vi ødelægger den gode stemning: Det er i bund og grund en spareøvelse hvor syge og mennesker med handikap kommer til at betale hele regningen for bedre sagsbehandling – og mere til, fordi de åbenbart også skal være med til at lukke hullet i statskassen.
Det er ikke særlig socialt at parkere unge mennesker i flerårige ressourceforløb fra de er 18 til de er 40 år på en sats der svarer til kontanthjælp. Det bliver de kun mere syge, mere ulykkelige – og fattige af.
Det er heller ikke særlig solidarisk at forringe tilskuddet til fleksjobbere der tjener fra ca. 22.000 og opefter. Det vil kun gøre det endnu svære for dem at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Nu får de ganske vist mulighed for at komme i A-kasse, hvilket giver den høje ledighedsydelse – der ganske vist er lidt mindre end i dag. Men det ligner osten i en musefælde. Hvis man ikke har fundet fleksjob inden for 2 år, eller ikke kan leve op til stramme rådighedsregler, så ryger man ud af a-kassen og ned på kontanhjælpsniveau.
Vi er også nødt til at stille det simple spørgsmål: Hvor skal alle de mange jobs komme fra, som regeringen vil have de kommende mange tusinde ansøgere om førtidspension og fleksjob til at tage?
Det er vel et meget rimeligt spørgsmål i en situation, hvor der er over 200.000 fuldt arbejdsføre der forgæves søger job, og 17.000 som er visiteret til fleksjob, der er i samme situation. Det står der ikke ét ord om i regeringens oplæg, der er ikke så meget som skyggen af krav til arbejdsgiverne, eller det mindste lille forslag til, hvordan det offentlige selv kan gå i spidsen, hvad det angår.
Derfor må vi fastholde: Hvis regeringens forslag bliver gennemført, så vil resultatet i 2020 være at der er flere fattige og flere syge.
Vi kender udmærket styrkeforholdene i Folketinget og i regeringen. Men det havde vel ikke været nødvenidgt, i den grad at lægge sig op af VK-regeringens oplæg fra 2010, at der nærmest er tale om en ordret afskrift. Hvorfor har de tre regeringspartier ikke taget udgangspunkt i deres eget oplæg fra 2010, med den sigende titel: “Færre skal udstødes fra arbejdsmarkedet” – for det er jo det, det hele drejer sig om, at få stoppet den brutalisering af arbejdsmarkedet, som hvert år sender nye tusinder ud i mørket som følge af arbejdsulykker, nedslidning og stress – og som ikke giver plads til mennesker der ikke kan arbejde 100 %.
Fra Enhedslistens side har vi sagt: Lad dog os komme til! Vi tager gerne udgangspunkt i de tre regeringspartiers eget oplæg fra 2010. Vi er ikke enige i alt hvad der står, men der er basis for en fornuftig forhandling. Mette Frederiksen kender udmærket vores holdninger. Vi kommer, hvis hun skulle finde på at invitere os. Men det bliver ikke de syge og mennesker med handikap der kommer til at betale regningen, og vi vil have svar på, hvor jobbene skal komme fra – Det har vi i øvrigt mange gode ideer til.
Vi har også peget på, hvor pengene skal komme fra, nemlig samme sted som de tre regeringspartier gjorde i deres oplæg: Ved at afskaffe al den tåbelige aktivering af syge mennesker, og ved at skære ned på bureaukrati og overflødig kontrol af de ansatte i social- og sunhedsforvaltningen. Dansk Socialrådgiverforening har for nylig dokumenteret, at socialrådgivere på handikapområdet kun har 1 time om dagen til sagsbehandling, resten er dokumentation og møder.
Skulle der stadig mangle penge til ordentlig sagsbehandling og omsorg for mennesker, så ved I at Enhedslisten har andre gode forslag. Vi kan jo indføre en beskeden skat på 0,5 % på handel med aktier, eller gøre noget ved det faktum, at det kun er hver fjerde virksomhed i Danmark der betaler selskabsskat.
Det er hvad Enhedslisten vil bidrage med i Folketinget. Men jeg er bange for, at det ikke er tilstrækkeligt. Jeg hører, at Mette Frederiksen ikke mener, hun har begået nogen fejl, med sit oplæg. Det tyder på, at der skal lægges meget mere pres på.
Der er i hvert fald to ting, vi må gøre meget bedre i fællesskab.
Den ene er at få fat i de lokale fagforeninger. Jeg er rigtig glad for, at FOA´s formand talte her i dag. Men hvad med alle de andre? Tavsheden er så tyk, at den er til at få øje på. Dem må vi ud og have fat i. Vi skal have forklaret dem, at nu må de altså vågne op, nu må de ud og fortælle deres medlemmer, og især de meget omtalte hårdtarbejdende danskere, at det her handler altså om dem! Der er ikke langt fra en alvorlig arbejdsulykke til økonomisk ruin, så store er maskerne blevet i det højt besungne sociale sikkerhedsnet.
Det andet vi skal gøre, er at bygge videre på den historiske begivenhed vi er deltagere i her i dag. Jeg kan i hvert fald ikke huske en situation, hvor så mange mennesker har været samlet om aktiv solidaritet med et initiativ, der i al sin enkelhed handler om at bede om en smule anstændighed over for syge borgere.
Jeg synes vi skal love hinanden, at vi vil gøre, hvad vi kan for at det bliver starten på en bevægelse. Skulle vi ikke sætte os det mål, at der skal oprettes en Anstændighedens Plads over for hvert eneste rådhus i Danmark?
Det er sådan en bevægelse, der skal til for at anstændigheden også breder sig til et flertal i Folketinget, så velfærd og omsorg kommer i højsædet, og grådighed og krævementalitet hos de rige bliver sat i skammekrogen. Hvis I er med på det, tror jeg vi kan skabe sådan en bevægelse. Jeg synes vi skal prøve!
Tak for ordet!