Torsdag d. 19. december holdt jeg flg. tale ved fakkeltoget mod kontanthjælpsreformen på Christiansborg Slotsplads, samtidig med at der var fakkeltog i 12 andre byer landet over.
Tak for opfordringen til at tale ved denne demonstration, og en stor tak fordi I har arrangeret den – sammen med de 12 andre fakkeltog rundt om i landet, som protesterer imod kontanthjælpsreformen.
Det er godt at se, at der er nogen, der taler alle de syge og udsatte borgeres sag, og forsøger at gøre opmærksom på, hvad der sker i Danmark i disse år.
Et gammelt ordsprog siger, at et samfund skal måles på hvordan det behandler de svage. Det holder stadig, selvom vi der står her ved, at ordet “svage” er forkert, der skal stor styrke til at overleve på kanten af arbejdsmarkedet, eller helt uden for det, der skal et stærkt helbred til at være syg i Dagens Danmark,
Men I ved, hvad jeg mener. Et samfund skal måles på, hvordan det forholder sig til de borgere, der af den ene eller anden grund – men i hvert fald uforskyldt – står uden for arbejdsmarkedet, og uden muligheder for at forsørge sig selv.
Hvordan går det så lige med det i Dagens Danmark? Det går rigtig dårligt, og det er jo grunden til, at vi står her i dag. For med den kontanthjælpsreform, der træder i kraft d. 1. januar, får vi endnu et eksempel på et flertallet i folketinget, med regeringen i spidsen, iskoldt og kynisk lader dem på kanten eller uden for arbejdsmarkedet betale prisen.
I øjeblikket får vi utroligt mange henvendelser fra borgere, der er fortvivlede og ikke ved hvad de skal stille op, når de d. 1. januar oplever en voldsom nedgang i det beløb de skal leve for.
Jeg vil gerne læse et uddrag af en af de henvendelser vi har fået.
Det er fra en kvinde på 37 år, med to børn på 13 og 15, der har haft det rigtig hårdt, med tidligere voldelig ægtemand, en svær depression, ophold på krisehjem. Efter en svær kamp med den tidligere ægtemand lykkedes det hende at få forældremyndigheden over de to børn, hun fik ny lejlighed, hun fik en ny kæreste. Som hun skriver : – “Livet smilte til mig for en stund” – Hun fik sygedagpenge, men dem blev hun frataget, på trods af, at hun har fået stillet diagnosen PTSD. Hun søgte, og fik i stedet kontanthjælp.
Men nu bliver hun ramt af den nye regel om gensidig forsørgerpligt. Som hun skriver: “Fordi min kæreste arbejder står jeg til at miste min Kontanthjælp efter den ny reform som træder i kraft 1/1-2014. Jo jeg kan da flytte igen-igen og rive mine børn ud af den tryghed vi har fundet/…./ Oven i alt det jeg til dagligt går igennem på grund af min sygdom, skal jeg også nu tænke på hvordan jeg skal klare mig med børnene frem over. Jeg føler mig ikke som et menneske med rettigheder længere. At bede et anden menneske om penge er så lavt….og det tager på min lille smule selvtillid der er tilbage”
Det siger jo alt om den del af de nye kontanthjælpsregler.
Vi får også mange henvendelser – og det gør kommunerne også – fra unge mennesker eller deres bekymrede forældre – som ikke kan se, hvordan de unge skal klare sig, når de fra den ene dag til den anden får beskåret deres indtægtsgrundlag – som i forvejen ikke er for højt – med mange tusind kroner.
Lad os lige holde fast i nogle få fakta:
Unge under 30 år skal fra 1. Januar som hovedregel leve for ca. 5.700 kr. om måneden før skat hvis kommunen mener, de er uddannelsesparate, eller 6.700 kr. hvis kommunen mener de er arbejdsmarkedsparate. Bare det at finde en lejlighed til under 4000 i københavnsområdet er stort set umuligt.
Det er da også langt under den økonomiske fattigdomsgrænse, regeringen selv har fastsat.
Og så er vi ved den helt store selvmodsigelse i denne regeringspolitik.
På den ene side vil regeringen måles på om den er i stand til at mindske ulighed og fattigdom.
På den anden side – nemlig på s. 9 i regeringsgrundlaget – står der højt og tydeligt: “Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”
Man kan ikke gøre begge dele.
Man kan ikke både leve op til gode gamle socialdemokratiske dyder og samtidig føre den tidligere regerings økonomiske politik videre.
Regeringen er løbet fra mange gode ting som står i regeringsgrundlaget. Men den er ikke fra løftet om at videreføre VKO-flertallets økonomiske politik. Det bliver overholdt til punkt og prikke.
Regeringen har valgt hvad den vil. Det har den vist gennem reformerne af dagpenge, efterløn, førtidspension, fleksjob , SU og kontanthjælp, gennem skattereformen med højrefløjen i 2012, og vækstplanen med højrefløjen i 2013.
Regeringen har valgt side, til fordel for de højtlønnede, de rige og de store virksomheder der i forvejen har store overskud. Denne del af samfundet har nemlig fået milliarder i skattelettelser, mens de udsatte grupper i samfundet betaler prisen.
Alle disse reformer bygger på den samme vanvittige ide om, at hvis vi tager nogle penge fra de arbejdsløse, de syge og mennesker med handicap, så bliver de syge raske og de får alle sammen et arbejde.
Det er den samme politik, der slår igennem i den sygedagpengereform, som regeringen i går lavede forlig med højrefløjen om.
Der er en forbedring i den – ikke til de mange der allerede har mistet sygedagpengene og deres forsørgelsesgrundlag – men til de mange, der pr. 1. Juli 2014 ellers ville have mistet forsørgelsesgrundlaget på grund af kontanthjælpsreglerne. De kan fra det tidspunkt få en kontanthjælpssats med en ny fin titel af “jobafklaringsydelse”.
Men det er de langtidssyge, der selv kommer til at betale for det, gennem en NEDSKÆRING af sygedagpengeperioden fra 12 mdr. til 5 mdr. – hvorefter man ryger ned på kontanthjælpssats.
Det er således ren manipulation, når Mette Frederiksen påstår, at hun nu har levet op til regeringsgrundlagets løfte om at afskaffe varighedsbegrænsningnen for sygedagpenge. En beskæftigelsesminister må om nogen kende forskellen på sygedagepenge og kontanthjælp – men ellers vil jeg gerne hjælpe hende. Den er da. 7000 kr. for en enlig og ca. 4000 for en forsørger – mange penge, for mennesker der ikke har ret meget i forvejen.
Hvad gør vi ved det?
Vi må fortsætte med at gøre det, som I er begyndt på her i dag. Vi må blive ved og ved, med at oplyse befolkningen om hvad der foregår, at vi er ved at få et samfund, der IKKE består testen på et godt samfund, hvor man tager hånd om de mennesker, der uforskyldt ikke er i stand til at forsørge sig selv, og som kæmper med arbejdsløshed, sygdom, depression og fortvivlelse.
Det mindste vi kan gøre, er at give de mennesker et håb om, at der er nogen der kæmper deres sag. Det har I gjort ved at stå her i dag, sammen med de 12 andre fakkeltog landet over. Lad os sammen fortsætte kampen for et samfund, der kan bestå testen, og som kan se sig selv i øjnene.