Den 3. december var der forespørgselsdebat om ældreplejen. Debatten foregik en uges tid efter, at regeringen havde valgt at lave finanslov med Venstre og Konservative, så det blev en spændende debat, der også handlede om, hvilke uenigheder der faktisk var mellem regeringen og Enhedlisten på dette punkt. Det handlede om mere end “to bad om ugen”. Læs min ordførertale og Se debatten her
Tak for ordet, og tak til Dansk Folkeparti for at have rejst forespørgslen. Det er jo ikke tilfældigt, at spørgsmålet om hjælp og omsorg til de ældre er kommet så højt op på dagsordenen. Det skyldes jo, at vi gennem de sidste 4-5 år har set det ene skræmmende eksempel efter det andet, der tyder på, at vi som samfund har svigtet de ældre både i hjemmeplejen og på plejehjemmene. Vi har svigtet dem på helt basale områder som tilstrækkelig rengøring og tilbud om hjælp til personlig hygiejne.
Bag de mange enkeltsager gemmer der sig nogle benhårde fakta. De sidste 5 år er der kommet 150.000 flere ældre over 65 år. Ikke desto mindre bruger vi langt færre penge pr. ældre end for 5 år siden. Siden 2009 er der skåret knap 5 millioner hjemmehjælpstimer væk, og der er 5.000 færre social- og sundhedsmedarbejdere i ældresektoren i dag, end der var 2009. Færre borgere får hjælp, og de, der får, for mindre af det.
Forringelsen af hjemmeplejen går primært ud over de ældre, der ikke selv kan klare rengøring og bad. En tredjedel af hjemmehjælpsmodtagerne får kun gjort rent hver tredje uge eller senere, og dette tal steg med 25 pct. i perioden fra 2009 til 2011. Tre fjerdedele af de ældre, der er visiteret til bad, får kun tilbudt bad en gang om ugen eller sjældnere. Det er en kraftig stigning siden 2009, hvor det var cirka halvdelen, der fik tilbudt bad en gang om ugen.
Situationen er sandsynligvis ikke bedre på plejehjemmene. Vi mangler helt konkrete tal for nedskæringerne, og dem har jeg bedt socialministeren om at fremskaffe, og dem ser frem til at få. Indtil videre må vi klare os med nogle udsagn fra nogle, der må have forstand på det, nemlig plejehjemslederne. Seks ud af ti plejehjemsledere siger, at 60 pct. af de ældre går med ble. De mener, det er alt for mange, og at personalemangel er hovedårsagen.
Regeringens og kommunernes svar er, at der ikke sker nogen forringelser af hjælpen til de ældre. Besparelserne skyldes åbenbart, at kommunerne er blevet bedre til at hjælpe de ældre til at klare sig selv ved hjælp af rehabilitering og velfærdsteknologi. Der er ikke nogen dokumentation for den påstand, og det runger hult, når man ser på, hvor drastiske nedskæringerne er i den praktiske hjælp og personlige pleje.
Hvorfor er vi kommet i den situation? Det er vi, fordi det store flertal i Folketinget med de forhenværende regeringspartier og den nuværende regering i spidsen foretrækker skattelettelser frem for velfærd, hvilket vi har fået demonstreret endnu en gang i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i år. Denne politik fortsætter ufortrødent i de kommende år. Frem til 2020 er der med den nuværende politik bare ikke plads til genopretning af velfærden i forhold til det niveau, den havde i 2008. Regeringen har allerede brugt pengene til skattelettelser og som sædvanlig givet mest til de højtlønnede, til de rige, til aktionærerne i de store virksomheder, der i forvejen har præsteret rekordoverskud.
Det sætter jo nogle snævre rammer for, hvad der kan skabes løsninger. Vores valg i Enhedslisten har derfor været, at vi må give de ældre nogle rettigheder til et minimum af hjælp, ligesom vi skal sikre, at de ikke kan blive påtvunget velfærdsteknologi og rehabilitering, som de ikke ønsker. Det er tankevækkende, at det store regeringsparti, som selv tidligere har stillet forslag om mere vidtgående rettigheder, lod en ellers fornuftig finanslovsaftale falde på det spørgsmål. Men det er direkte skræmmende, at forslaget om at give borgerne rettigheder kaldes for rigidt og centralistisk og i strid med det kommunale selvstyre.
Det sidste argument kan man jo kun smile ad, når man tænker på, at regeringen på andre områder er meget villige til at begrænse det kommunale selvstyre, f.eks. ved at straffe kommunerne, hvis de overskrider de snævre økonomiske rammer, som er fastlagt af et flertal her i Folketinget. Det siger jo noget om, at det nok alligevel ikke var nogen lille ting, der skilte os og regeringen i finanslovsforhandlingerne. Mon ikke en borgmester på Vestegnen fik sagt det højt, som regeringen og KL og vel også de fleste andre partier i Folketinget tænker: Rettigheder til de ældre forhindrer os i at skære ned.
Jeg tror, vi ramte plet med det forslag, og derfor har vi heller ikke tænkt os at opgive det, selv om vi ikke kom igennem med det i finanslovsforhandlingerne. Det er fint, at der sættes 1 mia. kr. af på finansloven, og vi er enige med statsministeren i, at Enhedslisten har en stor del af æren for det, men vi savner altså sikkerhed for, at pengene bliver brugt der, hvor der er mest brug for dem, nemlig til at øge indsatsen over for de ældre. Derudover synes vi jo, at det er et skrækkelig bureaukratisk forslag, der medfører øgede udgifter til administration og måske ligefrem vil afholde nogle kommuner fra at søge.
Her er Enhedslistens forslag til vedtagelse:
“Folketinget konstaterer, at der gennem de sidste 5-6 år er sket dramatiske nedskæringer og forringelser af hjælpen til vore ældre medborgere og andre, som på grund af fysiske og psykiske handicap ikke kan klare sig selv. Samtidig stiger antallet af ældre, som har brug for hjælp i de kommende år.
Folketinget pålægger derfor regeringen at fremlægge forslag til ændringer af lovgivningen, som kan sikre, at disse borgere får et retskrav på et minimum af praktisk hjælp og personlig pleje, og til at sikre, at rehabilitering og velfærdsteknologi alene skal være et tilbud og ikke påtvinges de ældre. Det bør således ikke få konsekvenser for hjælpen til de ældre, hvis de afviser sådanne tilbud. Folketinget pålægger samtidig regeringen at fremlægge forslag, der kan sikre den fornødne økonomi i kommunerne til at løse denne opgave, om fornødent gennem indførsel af millionærskat og beskatning af arbejdsfri kapitalgevinster”