Torsdag d. 24. april var der 1. behandling af Enhedslistens lovforslag om børnecheck. Her er min ordførertale, hvor jeg sætter et kraftigt spørgsmålstegn ved ja-partiernes troværdighed.
Tak for indlæggene og bemærkningerne til vores lovforslag.
Det er synd at sige, at der kommet noget nyt frem.
Jeg vil derfor bruge taletiden på at gøre en foreløbig status over hele denne debat om børnechecken, der jo siger en hel del om EU´s indblanding i vores lovgivning, og om de forskellige partiers holdninger til lige nøjagtig det spørgsmål.
Debatten er et produkt af mere end 40 års ansvarsforflygtigelse fra de partier, som i sin tid fik meldt Danmark ind i EF, inklusive SF der senere kom med i klubben af ja-partier.
Gang på gang har vi af disse partier fået at vide, at medlemskabet af EF og opbygning af en politisk og økonomisk union aldrig ville få konsekvenser for den danske velfærdsmodel.
Men sandheden er jo, at de regler der giver os problemer i forhold til børnechecken og mere end 100 andre sociale ydelser, allerede stod i den traktat, der blev vedtaget ved EF´s dannelse i 1957, den såkaldte Rom-traktat.
I Romtraktaten blev det mejslet i beton, at medlemslandene skal respektere to principper for de vandrende arbejdstageres (og senere også selvstændiges) og deres familiemedlemmers ret til sociale ydelser i de enkelte medlemslande.
Det ene er det såkaldte sammenlægningsprincip. Det betyder, at hvis der er et optjeningskrav for at få en velfærdsydelse, så skal man medregne de perioder, som er optjent i andre medlemslande.
Det andet er det såkaldte “eksportabilitetsprincip”. Det vil sige, at hvis en vandrende arbejdstager, eller en selvstændig og deres pårørende har opnået ret til en social ydelse i ét medlemsland, så skal de kunne medbringe denne sociale ydelse hvis de flytter til andre medlemslande.
Det er et helt grundlæggende indgreb i alle medlemslandes ret til selv at bestemme over hvem, der skal have adgang til de sociale ydelser, der jo i alle lande som udgangspunkt har været forbeholdt indbyggerne i det pågældende land.
Siden disse principper blev slået fast, har EU benyttet sig flittigt af muligheden for at blande sig i medlemslandenes lovgivning.
Det er sket gennem diverse forordninger og direktiver, senest den meget omtalte forordning 883 fra 2004, hvor der oplistes en lang række ydelser, der er omfattet af de nævnte principper, heriblandt familieydelser.
Hele sagen om børnechecken og børnetilskuddet er et konkret eksempel på hvad der foregår.
Børnefamilieydelsen – populært kaldet børnechecken – blev indført af Poul Schluters firkløverregering med støtte af Fremskridtspartiet i 1983 – det såkaldte Rio Bravo forlig.
Iflg. denne lov har der hele vejen igennem været to afgørende forudsætninger for at opnå ret til børnecheck. Den ene er, at den person, der har forsørgerpligten skal være fuldt skattepligtig her i landet. Den anden er, at skal barnet som hovedregel opholde sig her i landet. Det står der stadigvæk, nemlig i lovens § 2 stk. 2.
Problemet er bare, at EU har bestemt noget andet, nemlig at børnechecken skal udbetales selvom børnene ikke opholder sig her i landet. Det er ikke det danske folketing der har bestemt det.
EU har også bestemt, at hvis der er optjeningskrav – som det VKO indførte i 2010 – så skal man medregne de perioder, som EU-borgeren har opholdt sig i andre EU-lande.
Hvordan har de forskellige partier så takle det problem?
Regeringspartierne og SF har uden kamp overhovedet valgt at lægge sig fladt ned for en henvendelse fra kommissionen om at VKO-loven er i strid med eu-retten. Det er konsekvent i forhold til deres sædvanlige forhold til EU-retten.
Men det hænger ikke sammen med de mange løfter de givet befolkningen om, medlemskabet af EU ikke ville få konsekvenser for vores velfærds- og arbejdsmarkedsmodel.
Hvis de skulle leve op til de løfter, så burde regeringen have taget en kamp med EU om at respektere den lovgivning som et flertal i folketinget har vedtaget.
I stedet har de udarbejdet et lovudkast der bare retter ind efter Kommissionen.
Det hænger så til gengæld ikke sammen med deres egne politiske holdninger, den gang de var i opposition. Sammen med Enhedslisten stemte regeringspartierne og SF imod VKO´s lovforslag, fordi det var diskriminerende over for både danske og udenlandske statsborgere, der ikke opfylder optjeningskravet om at have været her i landet i 2 år ud af 10. Socialdemokraterne var også den gang enige i, at børnechecken kun burde udbetales, hvis børnene opholder sig her i landet.
Men nu er man i regering. Så har man ikke længere egne politiske holdninger. Nu underkaster man sig bare EU-retten uden kamp.
Det mest besynderlige er så, at regeringspartierne jo faktisk har muilgheden for at få vedtaget deres forslag i ren form. Enhedslisten har givet regeringen et tilbud om at stemme for deres forslag, hvis de vil medvirke til en massiv styrkelse af kampen mod social dumping, som så vil kunne modvirke det forhold, at børnechecken kan misbruges af grådige arbejdsgivere til at trykke lønnen for de udenlandske arbejdere her i landet.
Men det tilbud vil de ikke tage imod, fordi det kræver at de skal medvirke til noget, som de ellers selv har rost, nemlig, at kravet om ordentlige løn og ansættelsesvilkår skal stilles til alle offentlige kontrakter med private virksomheder.
I stedet har de viklet sig ind i frugtesløse forhandlinger med V og K, der klart har sagt, at de under ingen omstændigheder vil stemme for regeringens lovforslag, med mindre der kommer et værn imod såkaldt “velfærdsturisme”
Hos Venstre og Konservative kender hykleriet ingen grænser. De kender EU-reglerne ud og ind, de har selv godkendt dem. Alligevel spiller de totalt overraskede over, at kommissionen kan finde på at kritisere deres lov for at være i strid med eu-retten.
I debatten har de gang på gang fremført, at det aldrig har været intentionen, at børnechecken skulle kunne sendes ud af landet. Det har de jo ganske ret i, for det står jo i loven, at det kan den som hovedregel ikke.
De har så bare glemt at fortælle vælgerne, at deres egen lov fra 2010 jo ikke ændrer på det faktum, at børnechecken iflg. EU-reglerne skal udbetales, også til børn i udlandet.
Men nu har de så en mulighed for at vedtage et lovforslag der pålægger regeringen at kæmpe for deres holdning. Ministeren har oven i købet sagt, at han vil rette sig efter Enhedslistens forslag, hvis det bliver vedtaget. Men så vil VK alligevel ikke stemme for det, med den besynderlige begrundelse, at vi i lovforslaget har skrevet, at det kan være i strid med EU-retten.
Men de samme partier har ålet regeringen for, at den ikke ville tage et opgør med EU om børnechecken, ligesom de har slået fast – hvad sandt er – at der kun er en instans, der kan afgøre om noget er i strid med EU-retten, og det er EU-domstolen.
Mon ikke vi bare skal konkludere, at der også for disse hæderkronede ja-partier er gået valgkamp i den, at utilfredsheden med EU´s indblanding i vores velfærdspolitik breder sig som en steppebrand i befolkningen som helhed, også blandt borgerlige vælgere, og at man gerne vil snakke disse vælgere efter munden.
Det kalder man populisme, hvilket jo også bliver demonstreret her i dag, når V og K afviser et lovforslag som faktisk vil pålægge regeringen at rejse kampen i EU for nogle af de ting, V og K selv har krævet, og som står i den lov de selv har været med til at vedtage.
Til slut vil jeg bare sige:
De er klubben af ja-partier der bærer hovedansvaret for den mere og mere frustrerede debat vi har i Danmark om EU og velfærdsydelser.
De har jo ganske enkelt ikke fortalt sandheden om konsekvenserne af medlemsskabet. De har aldrig konkret forklaret, hvor store beføjelser EU faktisk har fået til at diktere medlemslandenes regler med hensyn til velfærds- og arbejdsmarkedesydelser.
Nu ømmer de sig over, at sandheden er ved at gå op for befolkningen.
Men de skal altså bare huske, at de blev advaret.
Lige siden debatten om Danmarks medlemskab, har skeptikere, kritikere og EU-modstandere gang på gang påpeget, at det ville få konsekvenser for den danske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel.
Ikke desto mindre afviser disse partier at kæmpe for at ændre EU´s regler, så denne indblanding ikke bliver mulig. De afviser også at kæmpe for at Danmark får en undtagelse eller et forbehold for EU´s regler på dette område.
Så er der jo kun en ting tilbage, hvis disse partier vil have bare en lille smule troværdighed i behold, og det er at spørge befolkningen om den ønsker at være medlem af EU på de betingelser.