Netavisen Altinget har i oktober og november haft en debat om, hvad vi stiller op i forhold til affolkning af landdistrikterne. Desværre er det en betalingsavis, men her er mit indlæg fra d. 28. november 2014.
Det er godt, at så mange bekymrer sig om affolkningen af landdistrikterne. Men mange af dem, der i dag bekymrer sig, burde nok have gjort det noget før. Affolkningen skyldes jo ikke kun markedskræfterne, og folks trang til at flytte der hen hvor jobbet og uddannelsen er. Den er i høj grad et resultat af politiske beslutninger.
Det var for eks. til at forudse, at kommunalreformens voldsomme centralisering af beslutningsprocesser ville skubbe på denne udvikling. Det er trods alt ikke “markedet” der har lukket skoler, daginstitutioner, biblioteker, udtyndet den kollektive trafik, og givet lov til etablering af store butikscentre. Det er politiske beslutninger, har alt sammen har forstærket dødsspiralen, og den nye sygehusstruktur kommer til at trække i samme retning.
Landbrugspolitikken har også gjort sit, fordi den har understøttet udviklingen i retning af flere og større fabriksbrug, med tilsvarende afvikling af arbejdspladser og lokale servicevirksomheder.
Og sådan kunne vi blive ved. Problemet er jo, at den herskende politik, både på Christiansborg og i Kommunerne er blind tro på blind vækst, mere marked, mindre samfund, der er parolen..
Hertil kommer “konkurrencestatens” dogme om, at skattelettelser er vigtigere end velfærd. Prisen er 5-6 års massive nedskæringer på kernevelfærd som daginstitutioner, skoler, ældrepleje, hjælp til mennesker med handicap og udhuling af trygheden for lønmodtagerne, når de bliver arbejdsløse eller syge. Det rammer også hårdt i landdistrikterne.
Om lidt bliver det værre endnu, når forligspartierne bag beskæftigelsesreformen gennemfører ændringerne af refusionssystemet. De nye regler vil ramme utrolig hårdt i kommuner med mange langtidsarbejdsløse og langtidssyge, og det vil bestemt ikke bringe nyt økonomisk liv i områder som i forvejen er ude af social balance.
Der er nok at gøre op med, men i Enhedslisten må vi jo erkende, at der er langt til et flertal på landsplan og i de enkelte kommuner, der for alvor vil vende udviklingen. Det skal ikke forhindre os i at søge samarbejde om konkrete løsninger, så her er nogle bud på, hvor vi kan satse her og nu.
Udbygning af bredbåndsforbindelser og ordentlig mobildækning er alle enige om. Men hvorfor skal vi så vente til 2020? Hvorfor bliver der ikke allerede nu stillet nogle skrappe krav til teleselskaberne om at dække hver en krog?
Udbygning af kollektiv trafik er en ren vindersag for mennesker og miljø. Her skal tænkes bredt, ikke kun i traditionelle busforbindelser. Understøt delebiler, giv gratis og fleksibel transport til stationer og stoppesteder (som man for eks gør i Assens), billigere og hyppige færgeforbindelser til øerne.
Gør det attraktivt at flytte/blive boende på landet. Der skal ryddes op i tomterne. Der skal gives billige lån til renoveringer af de huse, der skal overleve. Hvis banker og kreditforeninger ikke vil røre ved det, så må staten træde til. Hvis vi ikke havde haft billige statslån til husmænd og landarbejdere fra tyverne og til langt op i halvtredserne så var katastrofen indtrådt for længst.
Ændring af landbrugspolitikken er helt afgørende. Der skal satses langt mere på lokalt, økologisk og bæredygtigt landbrug og lokal forædling af kvalitetsprodukter.
Giv kommunerne friere tøjler til selv at iværksætte produktion og servicevirksomhed, målrettet de områder, der trænger til et økonomisk pift. Turisme er helt oplagt. Giv kommunerne lov til at støtte oprettelsen af socialøkonomiske virksomheder, som kan skabe liv (cafeer, museer, biblioteker, små købmandsforretninger) og samtidig skabe arbejdspladser til dem på kanten af arbejdsmarkedet.
Der skal tænkes ud af boksen, den snævre “vækstboks” der kun fører til yderligere centralisering og affolkning af landdistrikterne.