Enhedslisten ønsker grønlands folk tillykke med valget. Partiet mener, at valget giver håb om, og tro på, at landets befolkning nok skal klare opgaven. Se min pressemeddelelse her.
Enhedslistens grønlandsordfører Finn Sørensen siger:
– Der er grund til at ønske de grønlandske vælgere tillykke med valget. Det viste et bredt krav om, at nu må det være slut lukkethed og pamperi. Politikerne skal samle sig om at løse landets problemer. Det giver håb om, og tro på at Grønland kan møde de store udfordringer med hensyn til at skabe arbejdspladser, uddannelse og øge ligheden i samfund, hvor uligheden vokser med foruroligende hast.
– Valget er et klart signal til politikerne, især til Siumut. Selvom partiet knebent fastholdt positionen som det største parti, så gik de markant tilbage fra 42,8 % af stemmerne, til 33,2 %. Når tilbagegangen ikke blev større, skyldes det uden tvivl den nye formand Kim Kielsen, der førte en sober valgkamp, uden at falde i forgængeren Aleqa Hammonds populistiske grøft.
– De frafaldne siumutter gik ikke til Inuit Atagatigiit, selvom partiet og den nye formand Sara Olsvig førte en skarp valgkamp, der var meget ærlig om Grønlands vanskelige situation. Det fortjener hun og partiet stor ros for. Hun er også blevet belønnet med det bedste personlige valg. Men det afgørende er, at IA stadig er på banen, som en af de helt afgørende politiske kræfter.
– Resultatet vil uden tvivl være til gavn for samarbejdet mellem Grønland og Danmark. Den nationalistiske Hans Enoksens Parti Naleraq fik ganske vist 11 % af stemmerne, men han får næppe lov til at dominere forholdet til rigsfællesskabet. Til gengæld må Danmark også levere. Den første opgave er at sikre, at vedligeholdelse af Thulebasen bliver på dansk/grønlandske hænder, så Grønland ikke får et endnu større hul i statskassen på mere end 200 mio.