I Altinget d. 1. december forsøger Arne Grevsen LO at forsvare sig imod den kritik jeg kommer med d. 19. november. Det synes jeg ikke, han slipper særlig godt fra. Her er mit svar til Arne Grevsen, afsendt til Altinget 1. december 2015.
Min kritik er, at LO fremstiller det som om afstemningen d. 3. december bare handler om 4 forordninger om lovvalg og gældsinddrivelse, samt Europol. Det er jo vildledende. På torsdag skal vi stemme, om vi skal afskaffe retsforbeholdet som sådan. Et ja betyder, at vi i al fremtid (så længe vi er medlem af EU) overlader det til et tilfældigt flertal i folketinget, at afgøre hvilke dele af EU´s samlede retspolitik, Danmark skal omfattes af. I den forbindelse udgør de nævnte forordninger et meget lille hjørne, og selvom der så kun var forbedringer i dem, kan det jo aldrig blive et argument for at afskaffe retsforbeholdet, hvilket vil være den mest vidtgående suverænitetsafgivelse siden afstemningen om EU-pakken om det indre marked i 1986.
Jeg påpeger også, at ingen – heller ikke ja-partierne og regeringen – kan eller vil gøre rede for konsekvenserne af at tiltræde de mange hundrede retsakter, som ja-partierne får mulighed for at tilslutte os. Ikke engang de 22 retsakter (herunder de nævnte forordninger) kan de gøre rede for. Men det ER vigtigt, fordi de fleste af disse forordninger jo indebærer, at vi skal anerkende retsafgørelser og retsprocedurer i de 27 andre medlemslande. Vi har bedt regeringen om en sådan redegørelse, men fået det arrogante svar, at det synes man ikke er umagen værd (Se regeringens svar her).
Arne Grevsen nægter at forholde sig til, at de nævnte forordninger også indeholder ulemper, som medfører dårligere retssikkerhed for danske virksomheder og forbrugere. Jeg kan anbefale Arne Grevsen at læse “Det med småt” som er udgivet af Analyseenheden 4V Aps. Her er en grundig gennemgang af bl. a. de forordninger LO henviser til. Den underbygger og uddyber min kritik af, at de medfører ringere retssikkerhed, og at deres betydning i forhold til hurtigere sagsbehandling er overdrevet. I nogle tilfælde – for eks. konkursforordningen – kan det føre til længere sagsbehandlingstider (se 4V Aps analysen her).
Selvom der så kun var forbedringer i disse forordninger, så vil de alligevel ikke løse problemet. Når danske fagforeninger har mere end 30 mio. til gode hos virksomheder fra andre EU-lande, så skyldes det jo først og fremmest at disse virksomheder ofte kun er postkasseselskaber, og finder man endelig frem til dem, så har de ingen penge. Her hjælper smartere procedurer jo ikke. Den kritik underbygges af repræsentanter fra BAT og 3F, der, i øvrigt ligesom Enhedslisten, peger på, at vi kan indføre langt skarpere redskaber til at løse det problem, nemlig kædeansvar. (Se udtalelserne fra 3F og BAT her).
Hvad Ryanair-sagen og lovvalg angår, så er det helt centrale argument i Arbejdsrettens dom, at de andre medlemslande er omfattet af Rom II forordningen, og at sagen derfor under alle omstændigheder skulle afgøres efter dansk ret. Regeringen er af samme opfattelse, og norsk Højesteret nåede til en lignende konklusion. Her ændrer et ja intet.
Arne Grevsen bakker klogeligt på spørgsmålet om Europol. Det har jo heller ikke noget med social dumping at gøre. Og i øvrigt, så har vi fra nej-siden garanteret, at hvis befolkningen vil, så kan den, også med et nej, være sikker på at Danmark kan være med i Europol, enten gennem en aftale mellem Danmark og EU, eller – hvis det ikke kan lade sig gøre – ved en særlig folkeafstemning.
Jeg fastholder min kritik af at LO (og FTF og AC) vildleder deres medlemmer, når de fremstiller det som om afstemningen kun drejer sig om de 4 forordninger og Europol, og at der er en ensidig fremstilling af disse forordninger, fordi man fortier ulemperne. Det er simpelt hen ikke rigtigt, når Arne Grevsen påstår at “medlemmerne får deres penge” hvis vi stemmer ja, ligesom han i en pressemeddelelse 1. december går helt over gevind, når han påstår at “et nej gør tingene værre”. Læs min uddybende kritik her.