Det offentlige skal stoppe brug af Forenede Service

Enhedslisten kalder social- og indenrigsminister Karen Ellemann i samråd på baggrund af afsløringerne af Forenede Services omfattende snyderi. Partiet vil have ministeren til at sikre, at offentlige myndigheder og virksomheder ikke bruger firmaet, der er grebet i omfattende snyd af medarbejderne. Her er min pressemeddelelse.

– Det er nu blevet bekræftet, hvad vi alle vidste, at Forende Service tidligere har sat social dumping i system, ligesom det nu er kommet frem, at de systematisk snyder deres medarbejdere. 3F har dokumenteret, at de i årevis har haft problemer med det pågældende firma, nu må vi som samfund, og offentlige myndigheder og virksomheder statuere et eksempel.

– Det er jo ikke kun medarbejderne i Forenede Service det går ud over, når virksomheden systematisk snyder dem. Det betyder også mindre skatteindtægter, som vi har hårdt brug for, hvis vi skal opretholde velfærdsstaten. Jeg tøver ikke med at kalde det undergravende virksomhed.

– Det er helt igennem forkasteligt, hvis skatteydernes penge skal bruges på et firma som Forenede Service. Offentlige myndigheder og virksomheder skal foregå resten af samfundet med et godt eksempel. Derfor kalder jeg Social og Indenrigsminister Karen Ellemann i samråd. Hun skal give en redegørelse for omfanget af det offentliges brug af Forenede Service, ligesom jeg vil høre, hvordan hun vil sikre, at offentlige myndigheder og virksomheder afholder sig fra at overdrage opgaver til denne virksomhed.

Samrådsspørgsmål
Ministeren bedes redegøre for offentlige myndigheders og virksomheders brug af Forenede Service, og samtidig forholde sig til om det er rimeligt at det offentlige benytter sig af en servicevirksomhed, som i den grad snyder deres medarbejdere og derved også undergraver velfærdssamfundet, og hvad ministeren vil gøre for at sikre, at offentlige myndigheder ikke benytter sig af serviceydelser fra den pågældende virksomhed. Der henvises for eks. til artikler i Politiken d. 4. september 2016 og tidligere. http://politiken.dk/indland/ECE3369356/rengoeringsgigant-snyder-ansatte-…