Klimakamp er klassekamp

Bogen har allerede været fyldigt omtalt i Solidaritet, bl.a.  i form af et interview med en af bogens forfattere. Jeg vil derfor ikke referere indholdet detaljeret, men blot forholde mig til hovedpointen, og herudover komme med et par kritiske bemærkninger. Det rokker dog ikke ved helhedsindtrykket, nemlig at her er tale om en velskreven og relevant bog, som bør læses bredt på venstrefløjen og af alle som bekymrer sig om menneskets fremtid, eller mangel på samme, her på kloden.

En bredt forankret klimakamp

Forfatternes hovedpointe er, at hvis den grønne omstilling skal lykkes, så skal den forankres i arbejderklassen og dele af det, forfatterne kalder ”middelklassen”. (Det begreb vender jeg tilbage til). Men det vil kun lykkes, hvis der kommer konkrete svar på det afgørende spørgsmål: Hvordan skaber vi den nødvendige tryghed for lønarbejderne i den store omstillingsproces, der er tale om. Hvis vi ikke er i stand til det, så mister den grønne omstilling opbakning i befolkningen.

På den baggrund formulerer forfatterne bogens målsætning, nemlig at ”bidrage med et sprog for, hvordan, enkeltpersoners plads i samfundet betinger både deres materielle interesser i den grønne omstilling og dens mulighed for at påvirke udviklingen”. Forfatternes overordnede pointe er, at ”en ny retning kræver en meget stærkere bevidsthed om de indbyggede sociale klasseaspekter af den grønne omstiling”.

Forfatterne mener, at vi er nødt til at bruge klasseanalysen, for at finde ud af hvem der har gavn af omstillingen, hvem der bliver ramt økonomisk eller på anden vis, hvem der har magten til at ændre tingene og hvordan man kan formulere en klimapolitik, som kan få ”robust folkelig opbakning” (s. 15-16).

Herefter dokumenterer forfatterne, hvordan klimapolitik også er klassepolitik, at den førte politik afspejler klassemodsætningerne. Det er de rigeste, der sviner mest, men det er også dem, der betaler mindst, og klimaforandringerne vil kun føre til en skærpelse af klassemodsætningerne.

Forfatterne gør også en del ud af at beskrive den vigtigste modsætning blandt magthaverne, når det gælder klimapolitikken. Det er kampen mellem den ”grønne” og den ”sorte kapital”, hvor den ”sorte” kapital – med de store olieselskaber i spidsen – gør hvad de kan for at bremse fremvæksten af alternative energikilder.

For et klimavenligt folketing kan der selvfølgelig være alliancemuligheder med de virksomheder, som er drivende i udviklingen af energi fra vind, vand, sol og jord. Men som forfatterne påpeger, så er det et grundlæggende problem, at de grønne projekter er baseret på forventningen om at kunne opnå en profit, der kan matche indtjeningen i den fossile økonomi, og at det siddende folketingsflertal i den grad har overladt det til markedet, at gennemføre den grønne omstilling.

Forfatterne fremhæver, at der faktisk er grobund for en sådan politik der fremmer grøn omstilling og social retfærdighed. De henviser til FH´s store undersøgelse fra 2022, der viste at 74 procent af lønmodtagerne bakkede op om den grønne omstilling, hvis den var socialt retfærdig. I 2024 var denne opbakning faldet til 63 procent. I samme periode er det blevet ganske tydeligt, at netop den sociale retfærdighed spiller en meget lille rolle den førte klimapolitik, om overhovedet nogen.

Ikke pege fingre

Jeg er meget enig i forfatternes tilgang og grundlæggende analyse. Og dermed også enig i, at vi er nødt til at tage et opgør med de kræfter, der vil lægge hele ansvaret for den grønne omstilling over på den enkelte borger og dennes forbrug og livsstil i øvrigt. Vi kommer ingen vegne med at pege fingre ad folk, der spiser for mange røde bøffer.

Det er at tale ned til dem, der faktisk er kernetropperne i den grønne omstilling, nemlig faglærte og ufaglærte arbejdere, ingeniører og teknikere – tusindvis af mennesker landet over, som allerede i mange år har beskæftiget sig med udvikling, produktion og opstilling af vindmøller, installering af solpaneler, jordvarmeanlæg og forsøg med alle mulige andre former for fossilfri energi osv. osv.

Disse grupper og deres indsats bør tales op, ikke ned, og vi skal lytte til deres, og andre gruppers bekymringer om, hvad den grønne omstilling kommer til at betyde for dem, i stedet for at skælde dem ud for at leve på en forkert måde.

Hvis vi bliver dygtige til det, behøver vi heller ikke gå så højt op i de dele af venstrefløjen og klimabevægelsen, der sætter det ”individuelle ansvar” og den korrekte levevis højere, end kampen for at bekæmpe de klasseinteresser, der står i vejen for den grønne omstilling.

Her synes jeg måske, forfatterne bruger lidt for mange kræfter på at ”bashe” tilbage på en klimabevægelse, der jo nærmest ligger ned i forvejen. Og noget af kritikken bliver alt for indforstået, når de taler om ”brahaminisering” af ”venstrefløjen” (jeg har stadig ikke forstået, konkret hvem disse ”brahminer” er).

Vi skal også holde fast i, at der skal være plads til ”civil ulydighed” for at oplyse og vække til debat – under forudsætning af, at sådanne aktioner drives af en oprigtig interesse for at komme i dialog med de dele af befolkningen, der skal drive den grønne omstilling fremad – og at man ikke griber til aktioner der betjener sig af vold og hærværk for at komme i medierne, hvilket gør mere skade end gavn.

Grøn jobgaranti med faldgrube

I den sidste del af bogen er der en række udmærkede forslag til politikker, som iflg. forfatterne kan danne det politiske grundlag for en bred folkelig alliance, der kæmper for en socialt retfærdig klimapolitik.

Et af dem er l Klima og Omstillingsrådets forslag om en Grøn jobgaranti i Danmark, som forfatterne henviser til flere gange i bogen.  Det er på mange måder et interessant forslag, men det rummer også en vigtig faldgrube.

Forslaget bygger nemlig på, at lønnen i de statsgaranterede grønne jobs skal fastsættes af staten, vel at mærke en løn, som kun er en anelse højere end Industriens mindsteløn, og dermed langt under de lønninger det offentlige betaler i den type jobs (som i øvrigt allerede er overenskomstdækket).

Den går selvfølgelig ikke. Løn skal ikke fastsættes ensidigt af staten, men gennem kollektive lønforhandlinger.  Og uanset hvor mange forsikringer om det modsatte, så vil en lavere løn til ”garantijob” i det offentlige uundgåeligt medføre fortrængning af normale, overenskomstdækkede ansatte. Det vil kun blive forstærket af de skrappe sparekrav til kommunerne (budgetlofterne).

Det er rigtig godt, at forfatterne lægger stor vægt på, at der skal skabes mange nye, grønne job. Det er et vigtigt element i svaret til dem der arbejder i den ”sorte” sektor, hvor der skal skrues ned for aktiviteten.

Der er faktisk også et kæmpe potentiale for nye, grønne job, hvis man gennemfører de klimainvesteringer der allerede er aftalt i folketinget. Lige så vigtigt for lønarbejderne er tryghed i omstillingen, dvs. et sikkerhedsnet, hvis de grønne job rent faktisk ikke indfinder sig lige på den egn, hvor der nedlægges ”fossile” jobs.

Stor mangel på faglærte, stort overskud af ufaglærte

I den forbindelse havde jeg gerne set, at forfatterne gjorde mere ud af en af de helt store barrierer for den grønne omstilling, nemlig den kommende mangel på faglært arbejdskraft og det voksende overskud af ufaglært arbejdskraft. AE-rådet har beregnet, at vi i 2030 vil mangle knap 100.000 faglærte, mens der vil være ca. 60.000 ufaglærte i overskud.

Der er to store udfordringer ved det. Den ene er, at manglen på faglærte bliver en barriere for at kunne gennemføre den grønne omstilling i det nødvendige tempo. Det andet er et stort socialt problem, når tusindvis af ufaglærte bliver holdt uden for arbejdsmarkedet, eller ikke kan bide sig fast.

Her har vi kimen til direkte modstand imod den grønne omstilling. Det vigtigste svar på det, er en massiv uddannelsesindsats på alle trin i folkeskolen, erhvervsfaglige grunduddannelser, voksenundervisning på 9. – 10. klasseniveau, og videre- og efteruddannelse af ufaglærte og faglærte med forældede uddannelser.

Jeg har behandlet disse problemstillinger i et notat, jeg i 2023 skrev til Enhedslistens hovedbestyrelse. Formålet var netop at påpege det store potentiale for nye arbejdspladser de næste mange år, men også at gøre opmærksom på de mange barrierer der står i vejen for omstillingen, især manglen på faglærte/overskuddet af ufaglærte. Notatet peger også på en lang række konkrete anbefalinger, som vil kunne bidrage til at fjerne barriererne.

Lidt slør i klasseanalysen

Til sidst en kommentar til de klassebegreber, forfatterne bruger i deres analyse. Det er en større diskussion, så bare en kort appetitvækker herfra.

Jeg synes f.eks. ikke, det er hensigtsmæssigt, som forfatterne gør, at operere med en ”middelklasse” på 40 procent af befolkningen. Det svarer ikke rigtigt til de strukturelle skillelinjer, der findes mellem lønarbejderne i virkeligheden og er heller ikke dækkende for modsætningerne i de lag, der ligger mellem de egentlige magthavere (den ene procent) og arbejderklassen.

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at ikke alle lønarbejdere tilhører arbejderklassen. En mindre del af lønarbejderne i ”toppen” har en afgørende magt over resten af lønarbejderne. De er en del af kapitalens samlede magt, hvor det gode gamle begreb om ”borgerskabet” bør komme til sin ret.

Andre dele af ”middelklassen” har ledelsesbeføjelser som mellemledere på forskellige niveauer. Deres funktion er at kontrollere eller på anden måde udøve magt over de underordnede lønarbejdere og sikre, at de efterlever kapitalens interesser. Her går det afgørende skel mellem lønarbejderne.

Vi må holde fast i, at individernes klassetilhørsforhold først og fremmest bestemmes af deres stilling / funktion i den samfundsmæssige produktion, og at forhold som uddannelse og lønnens størrelse er mindre betydningsfulde. De lag der på forskellig vis udøver magt over andre lønarbejdere bør henregnes til mellemlagene.

En sådan opdeling medfører selvfølgelig, at arbejderklassen bliver væsentlig større end de 50 procent, som angives i bogen, da den dermed også kommer til at rumme de store grupper af velfærdsarbejdere (sygeplejersker, skolelærere, pædagoger m.fl.), som befinder sig i absolut underordnede stillinger uden ledelsesansvar.

Hvis man vil have en uddybning, så kan jeg henvise til noget af det baggrundsmateriale, jeg har skrevet til uddannelsesforløb i Enhedslistens faglige landsudvalg, se f.eks. artiklen ”Klasserne i Danmark” og artiklen ”Arbejderklassen i Danmark”.

Det kan jo være, at forfatterne har lyst til at fortsætte denne debat i Solidaritets spalter?

Anmeldelsen er bragt i Solidaritet.dk d. 16. oktober 2025.

Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Møller Mulvad: Klima og klasse. Hvordan vi undgår, at klimakampen ender i kulturkløften
Informations Forlag, 2025.
322 sider.
Vejledende pris 250 kr.