Johan Alfonsson vil gerne have denne klasse tilbage på scenen. Men før det kan ske, så må nogen beskrive, hvad det faktisk var, der skete med arbejderklassen. Det har han sat sig for at gøre i denne bog med undertitlen ”Svig, magt og ulighed i Sverige”. Set med hans øjne, så er det netop arbejderklassen, der er blevet svigtet, og den klasse der hårdest har mærket den øgede ulighed.

Myter skal gendrives

JA melder klart ud, hvad drivkraften for hans arbejde har været. Han mener, at mainstream forskere og medier har været nærmest ”besat” af middelklassens udvikling. De har i den forbindelse skabt nogle myter om, at middelklassen er ”krisens virkelige ofre” og at store dele af middelklassen er blevet ”proletariseret”.

Disse myter vil han gendrive og derved bidrage til, at der kommer langt mere fokus på arbejderklassens situation, som efter hans opfattelse er de virkelige tabere i det svenske samfunds udvikling gennem de seneste ca. 40 år.

JA melder åbent kulør om sit ståsted. Han har en marxistisk analyse af det svenske samfund, som et klassesamfund der drives af kravet om størst mulig profit gennem udbytning af arbejdskraften. Han konstaterer, at det svenske samfund er opdelt i to klasser – de 10 %. der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne, og de 90 % som er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at kunne leve.

Men ikke alle 90 % tilhører arbejderklassen. Også blandt lønmodtagerne er der en top og en bund, og nogle ind i mellem. Der er derfor brug for en mere differentieret analyse. Her rækker det ikke at se på lønnens størrelse. Man kan heller ikke bare se på arbejdernes færdigheder og ekspertise, eller deres uddannelse. JA mener, at det afgørende for klassetilhørsforholdet er spørgsmålet om magten på arbejdsmarkedet og i det økonomiske system. Ved ”magt” i denne forbindelse forstår han den enkeltes magt over egen arbejdssituation og hvilken efterspørgsel, der er på den pågældende type arbejdskraft. (se nedenfor om det utilstrækkelige i denne afgrænsning).

Arbejderklassen blev den store taber

Efter denne overordnede præsentation af sin klasseanalyse, beskriver JA mere konkret, hvordan klasseforholdene har udviklet sig, især forholdet mellem arbejderklasse og middelklasse. Tendensen har været, at middelklassens andel af de beskæftigede er vokset, mens arbejderklassens andel er blevet mindre i perioden 2005 – 2022.

Det er ikke kun hvad størrelsen angår, at arbejderklassen halter bagud. På alle planer – lønudvikling, arbejdsmiljø, utryghed i ansættelsesvilkår, mistet kontrol med arbejdssituationen, højere huslejer, ringere sundhed, kortere levetid og mindre pension, så er det arbejderklassen – og især den ”ukvalificerede” del – der taber, mens store dele af middelklassen enten vinder eller bevarer status quo.

JA sammenfatter det selv på denne måde: ”Snakken om, at middelklassen skulle have fået en stadig mere utryg tilværelse stemmer således ikke. Der er sket det, at arbejderklassen og middelklassen er gledet fra hinanden. De befinder sig på samme arbejdsmarked, men med meget ulige vilkår. En stadig større del af arbejderklassen hopper fra tømmerflåde til tømmerflåde på et uroligt hav, samtidig med at middelklassen i magelig takt glider frem på en å” (min oversættelse).

Hvem svigtede arbejderklassen?

I bogens næstsidste kapitel (Arbejderklassens tabte magtressourcer) diskuterer JA, hvordan det kunne komme så vidt. Det handler om, at arbejderklassens ”kollektive magtressourcer” er blevet forringet i en grad, så den har meget svært ved at forsvare sig imod angreb fra kapitalens side. Det handler om en række forringelser af lovgivningen – bl.a. i form af et dårligere dagpengesystem. Det handler om Socialdemokratiets medvirken til denne politik, og dets medvirken til de asociale nedskæringer der fulgte med den neoliberale politik. Og det handler om lavere tilslutning til fagforeningerne. JA opsummerer det på den måde, at Socialdemokratiet vendte ryggen til arbejderklassen – og at arbejderne i stigende grad vendte ryggen til Socialdemokratiet ved at stemme på et fremmedfjendsk parti (Sverigesdemokraterne). En udvikling, som vi kan nikke genkendende til, ikke bare i Danmark, men i mange af de europæiske lande og USA.

En verden at vinde

JA mener ikke desto mindre, at arbejderklassen har ”En verden at vinde”. I sidste kapitel slår han til lyd for at arbejderklassens ”kollektive magtressourcer” skal genopbygges. Her nævner han lavere pensionsalder, bedre sundhedsvæsen, gratis tandlæge, mere tryghed i ansættelsen m.m. Men interessant nok peger han også på kampen for kortere arbejdstid som et af de vigtigste redskaber. Han mener, at der ved hjælp af dette krav kan skabes en fælles offensiv fra arbejderklassens side, der handler om mere fri tid, mindre stress, bedre helbred. Et meget aktuelt synspunkt, da svensk LO overvejer, om de skal rejse kravet om en 35 timers arbejdsuge til de kommende overenskomstforhandlinger.

Sammenfatning

Jeg synes, at JA i det store og hele dokumenterer sine påstande og overbevisende argumenterer for, at medier, forskere og kommentatorer i langt højere grad bør fokusere på arbejderklassen. Denne kritik gælder også venstrefløjen i bred forstand, hvor alle partier efter hans opfattelse har svigtet arbejderklassen enten direkte eller som medvirkende eller har været totalt tandløse. Han konkretiserer ikke denne kritik, som åbenbart også gælder Enhedslistens søsterparti Vänsterpartiet – en overraskende påstand, da dette parti mig bekendt har været lige så kritisk over for Socialdemokratiets svigt, som JA selv.

Spørgsmål til JAs klasseanalyse

Til allersidst i bogen er der nogle forslag til, hvordan man kan gribe en studiekreds an med afsæt i Jon Alfonssons synspunkter. God ide. Klasseanalyse er til for at blive brugt i praksis.

Hvis jeg kunne få lov til at deltage i en sådan studiekreds, ville jeg stille nogle spørgsmål, der gik lidt mere kritisk til værks over for Jon Alfonssons klassebegreb – især med hensyn til hans skillelinje mellem middelklassen og arbejderklassen.

Jeg er helt enig i, at lønnens størrelse, uddannelsens længde og faglige kvalifikationer ikke i sig selv kan definere grænsen mellem arbejderklasse og middelklasse. Man må også se på magtspørgsmålet. Men her fokuserer JA først og fremmest på individets oplevelse af magt over egen arbejdssituation, der iflg. ham er afgørende for om, man tilhører middelklasse eller arbejderklasse. Og det er alt for begrænset.

Der er ingen tvivl om, at oplevelsen af at have indflydelse på arbejdssituationen er langt mere udbredt i de grupper, som JA placerer i middelklassen (han nævner dog ikke særligt mange eksempler på, hvilke grupper vi taler om, bortset fra at sygeplejersker, skolelærere og ”kontorfolket” eksplicit nævnes som en del af ”middelklassen”). Men der argumenteres ikke for, hvorfor spørgsmålet om oplevelse af magt i arbejdssituationen skulle være den afgørende forskel mellem arbejderklasse og mellemlag.

Han overser i hvert fald en anden forskel, som efter min mening faktisk ER afgørende, og det er om du i kraft af din placering i den samfundsmæssige produktion udøver magt over andre lønarbejdere for eksempel i form af kontrol og sanktioner (advarsler, afskedigelse), eller om du er placeret som underordnet lønarbejder uden nogen form for ledelsesansvar. Med andre ord: Er din funktion at være kapitalens forlængede arm over for arbejderne – hvis ja, så tilhører du mellemlagene og ikke arbejderklassen. (Jeg foretrækker begrebet ”mellemlagene” for de meget forskellige grupper af lønarbejdere, der ligger mellem kapitalen/borgerskabet og arbejderklassen).

Af en fodnote kan man se, at JA (selvfølgelig) er enig i, at personer med ledelsesansvar tilhører øvre middelklasse eller middelklasse. Men han vægter ikke dette kriterie i bogen. Problemet er nok, at han har lagt sig fast på en definition af middelklasse og arbejderklasse, der netop ikke tager udgangspunkt i individernes placering i den samfundsmæssige produktion, men i deres muligheder på arbejdsmarkedet som følge af deres kvalifikationer og efterspørgslen efter deres arbejdskraft.

Han formulerer det selv således: ”Inden for lønmodtagergruppen findes forskelle som hidrører fra kapitalismens markedslogik. De som har en bedre markedsposition, og hvis arbejdskraft har en højere værdi, tilhører middelklassen, og de som har en ringere markedsposition, og hvis arbejdskraft har en lavere værdi tilhører arbejderklassen” (s. 42).

Denne definition rejser mange flere spørgsmål, end den besvarer. Det er for eks. svært at forstå, at individernes klassetilhørsforhold skulle være bestemt af efterspørgslen på deres arbejdskraft. Denne efterspørgsel er i høj grad konjunktur- og branche-bestemt. En krise i en bestemt branche, eller overproduktion af forskellige typer arbejdskraft (for eks. et politisk bestemt overskud af akademikere) kan med ét slag i en periode udhule de pågældendes individuelle ”magtpositioner” og muligheder på arbejdsmarkedet. Tilhører de pågældende så pludselig en anden klasse?

Jeg tror, vi står os ved at holde fast i spørgsmålet om individernes placering i den samfundsmæssige produktion, når vi skal bestemme de forskellige lønarbejderes klassetilhørsforhold. Her vil jeg gerne fastholde, at spørgsmålet om overordnet/underordnet stilling i den samfundsmæssige produktion er et helt afgørende kriterium, og vil i den forbindelse henvise til min artikel Arbejderklassen i Danmark. Her argumenterer jeg også for det rimelige i at tale om en ”proletarisering” af de store grupper af ”velfærdsarbejdere”, som JA henregner til middelklassen – når vi taler om Danmark, selvfølgelig. Jeg skal ikke kloge mig på, om der har været en helt anden udvikling i Sverige, hvad det angår.

Vigtigt bidrag

Disse meningsforskelle ændrer ikke på, at jeg betragter Jon Alfassons bog som et vigtigt bidrag til diskussionen om klasseanalysen. Den har da også fået en god modtagelse i vigtige svenske medier. Jeg er også enig i, vi – venstrefløjen i bred forstand – er nødt til at fokusere langt mere på de faglærte og ufaglærte dele af arbejderklassen, især for at få en langt bedre forståelse af, hvad der får store dele af dem til – i vore øjne – at handle stik imod deres egne klasseinteresser, når de bakker op om fremmedfjendske, reaktionære partier. Det ser sort ud for venstrefløjen og for en progressiv udvikling i det hele taget, hvis vi ikke er i stand til at løse den opgave.

Finn Sørensen, december 2025

Jon Alfasson, ”Hvad hände med arbetarklassen”, Arkiv Förlag, Lund 2025. 166s., 196 SEK.

Anmeldelsen blev bragt i netmediet Solidaritet.dk d. 6. januar 2026. Find den her.