Socialdemokrater stopper finansskat i Nordisk Råd
Socialdemokraterne i Nordisk Råd bidrog til at stoppe et forslag om at arbejde videre med en finansskat på europæisk og globalt plan. Det skete på Nordisk Råds møde i Stockholm 11. april 2013, som behandlede et forslag fra Nordisk Råds erhvervsudvalg: – “Det er en skandale, de havde jo selv støttet forslaget i Erhvervsudvalget, men lod sig banke på plads af deres ministre” – siger Finn Sørensen, Enhedslistens medlem af Nordisk Råd.
Finn Sørensen siger:
– Det er simpelt hen for dårligt, at socialdemokraterne i Nordisk Råd er med til at stoppe diskussionen om en finansskat, som kan begrænse finanskapitalens skruppelløse adfærd. De var selv med til at sikre flertal for forslaget i Nordisk Råds erhvervsudvalg, men i mellemtiden har de åbenbart været til “kammeratlig samtale” hos de socialdemokratiske ministre.
– Det er endnu mere sørgeligt når man hører argumenterne. “Vi er ikke klar endnu” siger socialdemokraterne. Men forslaget fra Erhvervsudvalget lagde sig ikke fast på en bestemt model, blot at der skal udarbejdes forslag, og at målet er en finansskat på europæisk og globalt plan.
– Som dansker var det særlig sørgeligt at høre den danske samarbejdsminister Manu Sareens afvisning af forslaget. Målsætningen er jo nøjagtig den samme, som i hans eget regeringsgrundlag – en finansskat på globalt plan.
I sit forsvar for forslaget på Nordisk Råds session, sagde Finn Sørensen bl. a.: “Ingen ting kommer af ingenting, undtagen lommeuld. Det gælder også en global finasskat. Vi må begynde et sted. Nu er 9 EU-lande klar. Hvis de nordiske lande også går med, er vi et stort skridt nærmere en finansskat på globalt plan”.