Kaos i statsforvaltning og ankesystem skal stoppes

Kort tid efter, at den nye struktur i statsforvaltningen og ankesystemet er trådt i kraft, er der kaos. Borgerne kan ikke komme igennem på telefon, og må vente endnu længere på afgørelser i sygedagpengesager. Enhedslisten vil have møde med Margrethe Vestager og Annette Vilhelmsen for at løse problemerne.

– Det er helt uacceptabelt, at borgerne ikke kan komme igennem til statsforvaltningen, og at langtidssyge skal vente endnu længere på afgørelser i deres sygedagpengesag. Det er mennesker, det drejer sig om, de skal have afklaret deres situation hurtigst muligt.

– Da vi indgik aftalen om den nye struktur, blev vi stillet i udsigt, at statsforvaltningen ville blive mere effektiv, og at sagerne i ankesystemet ville blive afgjort hurtigere end hidtil. Det er gået stik modsat, det er ikke rimeligt, og det skal løses nu.

– Jeg har rettet henvendelse til indenrigsminister Margrethe Vestager, som vi indgik aftalen med, og til Socialminister Annette Vilhelmsen, som er ansvarlig for ankesystemet. De må indkalde forligspartierne hurtigst muligt, så vi får en grundig redegørelse, og ministrenes bud på, hvad de vil gøre for at leve op til det, vi har aftalt.