DF svigter socialt ansvar

Enhedslisten mener, at DF svigter de ældre, børnene og de hjemløse med sin underskrift på Blå Bloks krav til finansloven.

– Det kommer ikke bag på nogen, at Venstre tager Liberal Alliance i hånden, for at presse yderligere skattelettelser og nulvækst igennem. Men jeg havde ærlig talt forventet lidt mere af Dansk Folkeparti, efter al deres snak om social ansvarlighed.

– Thulesen Dahl er åbenbart klar til at deponere sin nyopfundne sociale samvittighed hos Anders Samuelsen, der vil have mere af det samme: Flere offentligt ansatte skal fyres, de ældre, børnene og de fattige skal betale for nye gaver til bankdirektørerne og de rigeste.

– Thulesen Dahls underskrift på blå bloks krav til finansloven viser, at deres snak om social ansvarlighed er mundsvejr. Han skulle hellere tage og hjælpe Enhedslisten med at presse regeringen til en socialt ansvarlig finanslov med bedre hjemmehjælp, børnepasning og en ordentlig indsats imod hjemløshed.