Hold fingrene fra RUT, Margrethe!

Enhedslisten opfordrer den nye konkurrencekommissær Margrethe Vestager til at holde fingrene væk fra det danske RUT (register for udenlandske tjenesteydere). Margrethe Vestager har under høringen af sit kandidatur i dag i Bruxelles på et spørgsmål fra Folkebevægelsens Rina Ronja Kari bekræftet, at hun gerne vil se på, om vi er gået for vidt i registreringen af de udenlandske virksomheder.

Enhedslistens ordfører for indsats mod social dumping Finn Sørensen siger:

– Det er fantastisk, så hurtigt man kan ændre holdning. Som Økonomi- og indenrigsminister var Margrethe Vestager enig med resten af regeringen og Enhedslisten i, at RUT er et vigtigt redskab i kampen mod social dumping, og at det er lovligt i henhold til EU-reglerne. Nu mener hun det måske er “stift og bureaukratisk” og at vi måske er gået for vidt i Danmark.

– Jeg forventer, at Mette Frederiksen straks træder i karakter, og minder Margrethe Vestager om, hvad hun hidtil har tilsluttet sig som medlem af den danske regering og part i en række gode aftaler med Enhedslisten. Det er simpelt hen en skandale, hvis en dansk kommissær skal være årsag til, at vi begrænses i vores muligheder for at sikre, at udenlandske virksomheder og deres ansatte opererer her i landet på lige vilkår med danske virksomheder og deres ansatte.

– RUT er ikke “stift og bureaukratisk”. Med nogle få klik på en hjemmeside, kan de udenlandske virksomheder registrere hvilke opgaver de udfører her i landet, hvornår det sker, og hvor mange ansatte de har. Der er ikke brug for lempelser af disse regler. Der er tværtimod brug for opstramninger, fordi alt for mange firmaer flyver under radaren. Opstramninger af RUT bliver med statsgaranti et af kravene fra Enhedslisten, når vi lige om lidt skal i gang med finanslovsforhandlingerne.