Glem det, falske Morten!

Morten Østergaard foreslår i Politiken idag at pensionsalderen skal hæves til 68 allerede i 2025. Det er falsk og kynisk. Her er min pressemeddelelse. 

– De Radikales valgkampagne siger, at det handler om mennesker, ikke om vælgere. Mere falsk kan det ikke blive! Morten Østergaards krav om at fremskynde forhøjelse af pensionsalderen viser, at han ikke interesserer sig en døjt for de mange mennesker, som ikke kan bide sig fast på arbejdsmarkedet til de når efterløns- eller pensionsalderen, fordi de bliver nedslidt eller kommer ud for en arbejdsulykke. De mennesker har han allerede straffet flere gange ved en stribe hårdhændede reformer. Nu giver ham dem så lige et spark mere.

– Men det er selvfølgelig også nemt nok for en akademiker som Morten Østergaard der iflg. statistikken kan se frem til at leve 7-8 år længere end en ufaglært arbejder. Og endnu nemmere for en minister, der kan få en fed pension når han er 62 år. Det er simpelt hen bare så kynisk, at ville score nogle billige point op til et valg. Men det er farlig snak. Lige nu lægger hans borgerlige venner luft til forslaget, men det bliver husket efter valget.

– Det er en rigtig dårlig undskyldning, at der måske kommer et underskud efter 2020. Det har Morten Østergaard og regeringen jo selv ansvaret for, bl. a. fordi de har sat grove nedskæringer af velfærd og social sikring højere end skabelse af reelle job og deling af arbejdet. Det er den slags, og ikke luftige regneark om arbejdsudbud, der skal til, for at skabe plads på arbejdsmarkedet til de alt for mange der er uden for, og som gerne vil ind. Skulle der endelig komme til at mangle lidt penge i 2020, så kan vi jo passende rulle nogle af de skattelettelser tilbage, som de velbjergede har badet sig i, under den nuværende og den forhenværende regering.