Jyllandsposten skriver idag, at nogle plejehjem lader de ældre selv betale for en ledsager når de skal til lægen. Det skal stoppes. Her er min pressemeddelelse.
– Det er dybt forkasteligt, at nogle plejehjem presser de ældre til selv at betale for en ledsager, når de skal til lægen eller til undersøgelse på hospitalet. Det er de svageste ældre, der er på plejehjem, det er jo derfor de er der! Det siger da sig selv, at de skal have hjælp til den slags. Ledelsen på et plejehjem skal ikke have mulighed for at udnytte den ældres svaghed til at presse dem til at betale for noget, de bør have krav på.
– Vi er helt enige med Ældresagen i dette spørgsmål. Det skal stå klart og tydeligt i loven, at plejehjemmet har pligt til at sørge for en ledsager til de ældre. Det skal være faguddannet personale som også kan hjælpe den ældre med at forstå, hvad lægen har sagt, og sikre, at lægens henvisninger bliver fulgt op bagefter. Det skal hverken være en privat aflønnet eller en pårørende, der varetager den opgave.
– Eksemplet viser, hvor langt ud over kanten, vi er kommet med omsorgen og plejen til vores ældre medborgere, som jo faktisk betaler for at bo på plejehjem.
– Det her er en konsekvens af mange års nedskæringer i kommunerne, fordi de andre partier i Folketinget har prioriteret skattelettelser til de rige og de højtlønnede, frem for velfærd. Hvis vi ikke får sat en stopper for disse tilkøbsydelser, så vil det brede sig som en steppebrand i hele velfærdssektoren. Til sidst er der kun omsorg og pleje, for dem, der har råd.