Der hersker en del forvirring om, hvad den enlige mor med fire børn har til rådighed efter det nye kontanthjælpsloft. Joachim B. Olsen fra LA har gjort sit til at skabe forvirringen, da han DR Debatten gav indtryk af, at en enlig mor med 4 børn har 22.000 “til sig selv”. Det lyder af meget, for hvor mange der er i arbejde, har det? Det har hun heller ikke, for de 22.000 er efter skat, men før husleje og andre faste udgifter. Når beskæftigelsesministeriet taler om rådighedsbeløb, så er der taget højde for skat, husleje, børnecheck og egenbetaling til daginstitution. Som man kan se af vedhæftede bilag, så giver det et rådighedsbeløb for den enlige mor med 4 børn på 15.900 pr. måned. Men for dette beløb skal hun altså dække alle andre udgifter til familien: Mad, tøj, licens, forsikringer, telefon, transport, fritidsaktiviteter, fødselsdagsgaver, ferie osv. Kontanthjælpsloftet medfører iflg. regeringens beregninger at hun får 4.900 mindre om måneden i rådighedsbeløb, eller 58.800 om året. Beskæftigelsesministerens eksempel bygger på en gennemsnitlig husleje på lidt over 6000 kr. og øvrige boligudgifter på ca. 1200. Mange almene boliger er langt dyrere, især i Københavnsområdet, og den enlige forsørgers rådighedsbeløb derfor også væsentligt mindre.
Bilag | Størrelse |
---|---|
Faktaark rådighedsbeløb gammelt og nyt kontanthjælpsloft.pdf | 262.05 kB |