Bondefangeri at modregne efterlønsbidrag i kontanthjælp

Enhedslisten: Bondefangeri at modregne efterlønsbidrag i kontanthjælp

Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen er enig med en lang række byrådspolitikere i Svendborg Kommune fra bl. a. S og V, der mener, at alle kontanthjælpsmodtagere skal have lov at beholde deres efterlønsbidrag, uden at blive modregnet i kontanthjælpen. “Det er bondefangeri at modregne i kontanthjælpen” – siger Finn Sørensen, der vil tage det op med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen straks efter efterårsferien.

Finn Sørensen siger:

Det er helt urimeligt at modregne i kontanthjælpen, fordi man har hævet sit efterlønsbidrag inden man kom på kontanthjælp. Disse mennesker har handlet i god tro. Hvis de havde vidst, at de blev modregnet, havde de nok tænkt sig om to gange. De føler sig bondefanget, og med god grund.

Enhedslisten har nøje gennemgået lovændringen om tilbagetrækningsreformen og dertil hørende bekendtgørelse og vejledninger. Det er aldeles ikke lysende klart, at kontanthjælpsmodtagere skulle modregnes, hvis de havde hævet efterlønsbidraget, inden de kom på kontanthjælp..

Enhedslisten mener, at Mette Frederiksen har et problem. Ministeren må lade tvivlen komme den anklagede til gode, og rette op på problemet. Vi vil tage det op på et møde med ministeren i ugen efter efterårsferien.

Finn Sørensen

Socialordfører

M/F Enhedslisten

33 37 50 14

Finn.s@ft.dk

Baggrund:

Kontanthjælpsmodtagere, der får udbetalt efterlønsbidrag, samtidig med at de er på kontanthjælp, bliver ikke modregnet i kontanthjælpen, men hvis de har hævet efterlønsbidraget inden de kom på kontanthjælp, indgår det i de almindelige regler om, at selv en mindre formue skal “spises op” inden man kan få kontanthjælp.

Se byrådspolitikernes åbne brev til Mette Frederiksen her