Endnu engang er Dansk Arbejdsgiverforening ude med riven og beskylder de arbejdsløse for at de ikke vil tage de ledige job, med henvisning til Arbejdsmarkedsstyrelsens rapport om “forgæves rekruttering”. Enhedslisten mener, virksomhederne skal forpligtes at søge arbejdskraft via jobnet.dk
Enhedslistens fungerende arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen siger:
– Arbejdsmarkedsstyrelsens rapport om siger intet om, hvor mange job der ikke er blevet besat. Men den fortæller, at 40 % af arbejdsgiverne erkender, at de kunne have gjort mere for at rekruttere folk. Den viser også at der kun er meget få ledige job på jobnet.dk.
– Nu må Dansk Arbejdsgiverforening og andre borgerlige kræfter stoppe den jammer om, at de arbejdsløse ikke gider tage jobbene. De kan bare bruge jobnet.dk, så kan vi tale om det, hvis det ikke virker.
– Enhedslisten vil til efteråret endnu engang foreslå Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, at alle virksomheder forpligtes til at lægge ledige job på jobnet.dk. Hvis de ledige skal pålægges at “klikke” efter ledige job, så skal arbejdsgiverne også pålægges at “klikke” efter de ledige.