DF er i dag kommet med udspil om at begrænse import af arbejdskraft, hvis der ikke er brug for det. Meget relevant. Men hvorfor bakker de så op om Løkke, der vil åbne det danske arbejdsmarked for 600 mio. lavtlønnede uden for EU? Her er min pressemeddelelse om det.
Enhedslisten er enige med Dansk Folkeparti i, at virksomheder i højere grad skal forsøge at finde lokal beskæftigelse i stedet for at ringe til østeuropæiske vikarbureauer. Men Enhedslistens ordfører for social dumping, Finn Sørensen, undrer sig over, at Dansk Folkeparti peger på Løkke som statsminister, som modsat DF ønsker at åbne det danske arbejdsmarkedet for 600 mio. lavtlønnede uden for EU.
Finn Sørensen, Enhedslistens social dumping ordfører, siger:
– Det er et stort problem, at arbejdsgiverne kan importere arbejdskraft uden at dokumentere behovet. Vi synes bare ikke, at alle DF´s forslag er særligt gode. Vi er enige med DF i at droppe “green-card ordningen” og at hæve grænsen for, hvor høj lønnen skal være for, at man kan få job her i landet. Vi har rigeligt med arbejdsløse ufaglærte, og det er helt urimeligt at lokke højt uddannede udlændinge hertil for derefter at henvise dem til lavtlønsjob.
– Det er helt uforståeligt, at DF kan pege på Lars Løkke med de synspunkter, de har på import af arbejdskraft. Lars Løkke har som bekendt lovet Dansk Industri at åbne porten på vid gab for 600 mio. lønmodtagere. Det kan kun føre til løndumping i endnu større målestok end i dag. Venstre og Dansk Folkeparti har jo intet gjort i kampen mod social dumping, imens de sammen havde magten. Og Venstre har tilmed lovet at rulle flere af de tiltag tilbage, som Enhedslisten har lavet sammen med regeringen. Hvis DF reelt ønsker at sætte ind over for social dumping, er det absurd, at de samtidig vil hjælpe Løkke til magten.
Enhedslisten stiller selv følgende forslag
– Virksomhederne skal opslå alle ledige job på jobnet.dk og hos den lokale a-kasse.
– Det skal overlades til arbejdsmarkedets parter at tage stilling til behovet for ekstra arbejdskraft i de konkrete tilfælde. Det har kommunerne ikke noget overblik over.
– Man skal ikke kunne arbejde her i landet, uden at man har en ansættelseskontrakt som er godkendt af den fagforening, der har overenskomsten for det pågældende arbejde. På den måde sikrer vi, at udlændinge arbejder her på lige vilkår. Hvis de gør det, skal de selvfølgelig have de samme rettigheder som herboende, også hvad angår velfærdsydelser