I TV2-udsendelse 3. juni “Velfærd til salg” sættes der fokus på Produktivitetskommissionens rapport. Eksemplerne på, hvor godt det er at overlade drift af plejehjem til private firmaer holder simpelt hen ikke vand. Enhedslisten kræver nu, at Produktivitetskommissionens rapport skrottes. Enhedslisten vil have et midlertidigt stop for udlicitering af ældrepleje, til tingene er ordentlig undersøgt. Her er min pressemeddelelse.
Finn Sørensen, kommunalordfører for Enhedslisten, udtaler
– Produktivitetskommissionens rapport er under al kritik. Det ligner politisk bestillingsarbejde, hvor konklusionen om at det er billigere og bedre at overlade ældrepleje til private, er givet på forhånd. Det findes der ingen dokumentation for, og det modsiges af virkeligheden.
– En så fejlbehæftet rapport kan ikke danne grundlag for politiske beslutninger, der kan have så store konsekvenser for vores ældre medborgere, deres pårørende og personalet.
– Metoden er under al kritik. Hvorfor har man ikke spurgt beboerne og deres pårørende. Så havde man fået et helt andet billede. Og hvorfor har kommissionen ikke kigget på de negative erfaringer fra Sverige? Det skulle vel ikke være fordi de modsiger Kommissionens forudfattede meninger om at udlicitering er godt?
– Det er hovedløst at fortsætte udlicitering af ældrepleje ud fra en myte om at de private kan gøre det bedre og billiger. Den kommende regering må indføre en “time – out” – et stop for udlicitering af ældrepleje, indtil det er ordentligt belyst, hvilke konsekvenser det får for vores ældre og syge medborgere.