Torsdag d. 26. juni var jeg inviteret til at deltage i en debat i EU-parlamentet om EU´s fremtid – eller mangel på samme! Værten var GUE\/NGL gruppen i EU-parlamentet – den rød-grønne gruppe, som Folkebevægelsens Søren Søndergaard også er en del af. Mit indlæg fik ordstyreren til at spørge, om jeg mente at Europa er noget møg. Til det måtte jeg svare: Nej, Europa er dejligt – EU er noget møg! Læs mit indlæg her.
Tak til GUE\/NGL for at tage initiativ til at diskutere dette vigtige spørgsmål, og tak for invitationen til at deltage i debatten. <\/p>\n
Emnet er: Den europæiske union skal være social – ellers vil den ikke eksistere. Tankegangen bag spørgsmålet er åbenbart, at hvis Den europæiske Union vil overleve, så skal det være en social union.<\/p>\n
Jeg vil gerne stille spørgsmålet anderledes: Har Den Europæiske Union overhovedet en fremtid? På kort sigt ja, på lidt længere sigt, nej.<\/p>\n
På kort sigt, fordi medlemsstaterne ønsker det, fordi de har brug for den Europæiske Union til at sikre, at arbejderklassen og den brede befolkning betaler regningen for krisen.<\/p>\n
På langt sigt nej – den Europæiske Union har ingen fremtid. Den vil ikke være i stand til at indfri de europæiske folks ønsker om job, velfærd og demokrati. Den bygger samtidig på nogle indre modsætninger og store forskelle mellem medlemslandene, som før eller siden vil føre til dens sammenbrud.<\/p>\n
Kast blot et blik på EU i dag. Iflg. EU-kommissionens egne tal er næsten en fjerdedel af europæerne – ca. 116 millioner – i risiko for at blive fattige eller socialt udstødte. Ca. 40 millioner europæere lider store materielle afsavn, de har ikke råd til et måltid mad hver dag, der indeholder tilstrækkelig næring. Der er 26 mio. arbejdsløse, heraf 6 mio unge. Hertil endnu flere millioner af arbejdere med lønninger som det bliver sværere og sværere at leve for.<\/p>\n
Det bliver stadig mere tydeligt for folk, at EU hverken har vilje eller evne til at løse disse problemer. Spørgsmålet melder sig med stigende styrke, om EU måske i virkeligheden er en del af problemet. Derfor vender flere og flere borgere ryggen til Unionen og dens repræsentanter.<\/p>\n
Venstrefløjens store udfordring er, at det indtil nu er de populistiske strømninger, højreradikale og nynazistiske partier og bevægelser som har vundet på denne udvikling. Men hvorfor: Fordi de har sat ord på folks frustrationer, fordi de har ført an i kritikken EU´s centralisme, bureaukrati og underdanighed for storkapitalen.<\/p>\n
Det er en meget farlig udvikling. Det fører til øget splittelse i arbejderklassen, til hetz mod indvandrere, seksuelle minoriteter og imod venstreorienterede og demokratiske bevægelser.<\/p>\n
Men de socialistiske partier er selv årsag. De har ikke taget udfordringen op. I nogle tilfælde – som for eks. de socialdemokratiske partier – har de ligefrem forsvaret centralisering og bureaukratisering, og nedskæringspolitikken som sådan.<\/p>\n
Det må ændres. Socialister må gå forrest i kritikken af den udemokratiske og asociale politik, der gennemføres af EU´s institutioner fra parlamentet til kommissionen, vi må skærpe kritikken af EU som institution, og vi må udvikle konkrete alternativer til EU, der bygger på solidaritet og fællesskab.<\/p>\n
Som debatten viser her i dag, så er vi ikke enige om det spørgsmål, og derfor må vi have en dybere diskussion af, hvad EU egentlig er for en størrelse, hvor den bevæger sig hen og hvad mulighederne er for at ændre på grundlaget.<\/p>\n
Fra start af har EU´s traktatmæssige grundlag været helt enestående i verden – enestående på den måde, at ingen anden overstatslig traktat i den grad har indskrevet og sikret kapitalens interesser.<\/p>\n
Samtlige traktatændringer har udbygget dette forhold, så vi i dag står med en mellemting mellem et statsforbund og en europæisk forbundsstat, hvor kapitalens interesser er traktatfæstet, og hvor man oven i købet har indskrevet en ganske bestemt økonomisk politik og kriseløsning i traktaten – den neoliberalistiske vej.<\/p>\n
Udviklingen kan beskrives kort som følger:<\/p>\n
Med Romtraktaten blev socialismen forbudt som en mulighed. Det skete med traktatfæstelsen af forbuddet mod enhver restriktion over for kapitalens frie bevægelighed.<\/p>\n
Med Maastricht traktaten blev den socialdemokratiske vej (Keynesianismen) forbudt som en mulig kriseløsning, og der blev indført økonomisk straf over for de medlemslande, der forsøger på at gå den vej.<\/p>\n
Med Lissabon traktaten blev grunden lagt til en europæisk forbundsstat, som kan indføres gradvist ved hjælp af flertalsafgørelser på stort set alle politikområder, og hvor det blev muligt at gennemføre traktatændringer og inddrage nye politikområder uden at skulle igennem besværlige diskussioner med befolkningerne.<\/p>\n
Krisen i 2008 viste, at dette ikke var nok til at sikre Euroens eksistens.<\/p>\n
Den tysk-franske ledelse af EU benyttede sig derfor af choktilstanden til at styrke grebet om medlemslandenes finanspolitik, for at sikre euroens overlevelse og for at sikre, at det blev de europæiske befolkninger og ikke kapitalen, som kom til at betale prisen – hvilket er to sider af samme sag.<\/p>\n
Det skete gennem vedtagelsen af EURO-plus pagten, finanspagten, six-pack-lovgivning, europæisk semester, samt en stribe bankpakker, som de europæiske skatteydere får lov at betale.<\/p>\n
Resultatet af denne proces er, at der ikke længere findes noget der hedder en uafhængig finanspolitik i noget EU-land. Vejen er nu åben for en egentlig finans- og bankunion, styret efter de traktatfæstede neoliberale principper – en udvikling som efter alt at dømme vil blive gennemført i løbet af de næste 2-3 år.<\/p>\n
Vi ved alle hvad konsekvenserne er for befolkningerne af denne politik. Se blot på Grækenland, Spanien, Portugal, Irland osv.: Massearbejdsløshed, forarmelse af store dele af befolkningen, udsalg af offentlig ejendom, indgreb i demokratiske rettigheder.<\/p>\n
Inden vi begynder at udtænke store planer for hvordan vi kan ændre EU´s grundlag i social og solidarisk retning, så må vi forholde os til følgende kendsgerning: Traktatfædrene har sikret sig imod et opgør med kapitalens rettigheder og den økonomiske politik, som de er indskrevet i traktaten.<\/p>\n
Det vil nemlig kræve enstemmighed, og det betyder, at blot et enkelt reaktionært land vil kunne blokere for traktatændringer af den art.<\/p>\n
Jeg vil sikkert blive mødt med den indvending, at vi med Lissabon-traktaten også fik en traktatfæstelse af charteret om grundlæggende rettigheder, ligesom der er sket styrkelse af formuleringerne om EU´s sociale målsætninger.<\/p>\n
EU-domstolens afgørelser i Viking-Line, Laval, Rüffert og Luxemborgsagerne viser, at disse smukke ord ikke er det papir værd de er skrevet på.<\/p>\n
Når det kommer til en konflikt imellem de indre markeds økonomiske friheder og de faglige og sociale rettigheder, så vinder de første over de sidste. De nævnte domme afskaffede ganske enkelt fagforeningernes og medlemslandenes ret til effektiv beskyttelse imod den sociale dumping, der er en uundgåelig konsekvens reglerne om fri bevægelighed.<\/p>\n
På den baggrund vil jeg sige, at de mange planer vi bliver præsenteret for, også her på mødet, til reformering af EU, i bedste fald er lyserøde drømme, som i værste fald bidrager til at legitimere en helt igennem udemokratisk og reaktionær institution.<\/p>\n
Nogen vil mene, at jeg har tegnet et alt for sort billede af vores muligheder, men jeg har blot forsøgt at tegne et realistisk billede af, hvad mulighederne er for at ændre Den Europæiske Union i progressiv retning.<\/p>\n
Det betyder ikke, at vi ikke har muligheder for at kæmpe imod den reaktionære udvikling. Tværtimod.<\/p>\n
Arbejderklassen og brede lag af befolkningen i en række sydeuropæiske lande er gået til modstand mod nedskæringspolitikken.<\/p>\n
Kritikken af EU vokser – og det gør den netop fordi det bliver synligt for flere og flere at EU ikke kan løse befolkningernes problemer, og fordi folk er utilfreds med centraliseringen og den økonomiske politik.<\/p>\n
Diskussionerne i England og Holland er eksempler på dette. Flere regeringer vil blive nødt til at tage en seriøs diskussion med deres befolkninger om integrationen er gået for langt. Det vil i sig selv bidrage til opløsningen af EU, men det rummer samtidig muligheden for nye tanker.<\/p>\n
Hvordan skal vi så som socialister og demokrater arbejde i den nuværende situation.<\/p>\n
Det allervigtigste er, at vi i de enkelte medlemslande får valgt regeringer, der tør udfordre nedskæringspolitikken, og som sætter skabelsen af arbejdspladser, velfærd og demokrati øverst.<\/p>\n
Vi var tæt på at få en sådan regering i Grækenland. Før eller siden vil det lykkes at få valgt sådanne regeringer i et eller flere EU-lande. I den situation er det helt afgørende, at vi mobiliserer al vor solidaritet i vore egne lande, så sådanne regeringer ikke bliver isoleret.<\/p>\n
Denne solidaritet skal udvikles allerede i dag, i form af en langt kraftigere støtte til de græske, spanske, irske arbejdere, de unges bevægelse i Spanien – for det er de grupper der i dag står i forreste frontlinje imod nedskæringspolitikken.<\/p>\n
Kan vi bruge EU-parlamentet til noget?<\/p>\n
Ja. Hvor svært det end er at samle flertal i et parlament domineret af borgerlige og socialdemokrater, så må vi forsøge at udnytte mulighederne for at Parlamentet kan blokere for EU-lovgivning, der nedbryder faglige, sociale og velfærdsrettigheder. Det kræver en meget tættere koordinering mellem de socialistiske og progressive kræfter i Europa. Det er svært, men det kan lade sig gøre, hvad den succesrige kamp mod havnedirektivet vidner om.<\/p>\n
Hvad kan vi bruge parlamentsvalget i 2014 til?<\/p>\n
Hovedspørgsmålet må være at rejse en modstand mod yderligere centralisering af finanspolitikken og traktatfæstelsen af finans- og bankunionen.<\/p>\n
Et andet hovedspørgsmål i parlamentsvalget må være en kraftig støtte til den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol, der kan sikre fagforeningernes og medlemslandenes ret til at beskytte sig imod social dumping. Indfrielsen af dette krav vil også kræve enstemmighed, men det kan bruges til at anskueliggøre konsekvenserne af den herskende politik.<\/p>\n
Vi må som socialister og demokrater benytte disse spørgsmål til at sætte os i spidsen for kritikken af den reaktionære nedskæringspolitik og centralisering af magten. Det er nødvendigt for at dæmme op for de populistiske og højreradikale strømninger.<\/p>\n
Vi skal tage initiativ til folkelige debatter om alternativer til EU. Vi skal bruge den øgede debat om EU´s fremtid som anledning til at formulere konkrete forslag til samarbejde mellem landene, der – i modsætning til EU – bygger på ligeberettigelse og gensidig fordel, og som sikrer befolkningens demokratiske indflydelse på økonomien og politikken.<\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"
Torsdag d. 26. juni var jeg inviteret til at deltage i en debat i EU-parlamentet om EU´s fremtid – eller mangel<\/p>\n","protected":false},"author":5,"featured_media":0,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[2],"tags":[],"class_list":["post-457","post","type-post","status-publish","format-standard","hentry","category-arkiv"],"_links":{"self":[{"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/457","targetHints":{"allow":["GET"]}}],"collection":[{"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/5"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=457"}],"version-history":[{"count":1,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/457\/revisions"}],"predecessor-version":[{"id":458,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/457\/revisions\/458"}],"wp:attachment":[{"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=457"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=457"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"https:\/\/finn-sorensen.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=457"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}